Lovforslag som fremsat nr. 2019/1 LSF 175 af 22. april 2020

Virksomheder, hvis samlede momspligtige leverancer overstiger 5 mio. kr. årligt, men højst udgør 50 mio. kr. årligt, anvender kvartalet som afgiftsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 3.

Virksomheder, der anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode fordi dens samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 5 mio. kr. årligt efter § 57, stk. 4, kan anmode Skatteforvaltningen om at anvende kvartalet som afgiftsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 7.

Nyregistrerede virksomheder registreres ligeledes med kvartalet som afgiftsperiode, jf. momslovens § 47, stk. 5.

Angivelsesfristen for virksomheder med kvartalet som afgiftsperiode er den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 3.

Momsen forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal senest indbetales ved angivelsesfristens udløb, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., er det bestemt, at hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Det gælder ifølge 2. pkt. tilsvarende, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret skal ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., betales senest 14 dage efter påkrav.

Det foreslås, at virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 3, anvender kvartalet som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån kan få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne afgiftstilsvar for fjerde kvartal 2019, der havde angivelsesfrist den 2. marts 2020.

Det er således en forudsætning for udbetaling af beløbet, at virksomheden har indgivet en momsangivelse for fjerde kvartal 2019. Virksomheder, der har fået fastsat deres momstilsvar foreløbigt for fjerde kvartal 2019, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, vil således ikke være omfattet af låneordningen, før virksomheden har indgivet en angivelse for fjerde kvartal 2019. Såfremt virksomheden har angivet, men ikke indbetalt momsen for fjerde kvartal 2019, foreslås det, at virksomheden ikke vil få udbetalt et beløb. Det skyldes, at den angivne moms vil fremgå af skattekontoen som en debetsaldo, som efter forslaget til § 7 vil blive modregnet, inden lånet udbetales. Herved vil debetsaldoen blive reduceret med lånebeløbet, hvilket svarer til, at virksomheden de facto får en rentefri henstand på det angivne beløb, jf. forslaget til § 7.

Det beløb, der foreslås at skulle kunne udbetales, vil svare til angivelsen for fjerde kvartal 2019, som virksomheden har indgivet med frist den 2. marts 2020. Eventuelle efterangivelser eller korrektioner efter den 2. marts 2020 skal ikke tages i betragtning ved opgørelsen af det udbetalte beløb. Det vil heller ikke være muligt at anmode om at få udbetalt et beløb, der er mindre end det angivne.

Det rentefrie lån vil efter forslaget ikke være skattepligtigt.

Samtidig foreslås det, at visse virksomheder ikke skal kunne få udbetalt det omtalte beløb, jf. forslaget til § 5.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Virksomheder, hvis samlede momspligtige leverancer er højst 5 mio. kr. årligt, anvender halvåret som afgiftsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 4.

Angivelsesfristen for virksomheder med halvåret som afgiftsperiode er den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb, jf. momslovens § 57, stk. 4.

Momsen forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal senest indbetales samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., er det bestemt, at hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Det gælder ifølge 2. pkt. tilsvarende, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret skal ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., betales senest 14 dage efter påkrav.

Det foreslås, at virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 4, anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen kan som et rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne afgiftstilsvar for andet halvår 2019, der havde angivelsesfrist den 2. marts 2020.

Det er således en forudsætning for udbetaling af beløbet, at virksomheden har indgivet en momsangivelse for andet halvår 2019. Virksomheder, der har fået fastsat deres momstilsvar foreløbigt for andet halvår 2019, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, foreslås således ikke at skulle være omfattet af låneordningen, før virksomheden har indgivet en angivelse for andet halvår 2019. Såfremt virksomheden har angivet, men ikke indbetalt momsen for andet halvår 2019, foreslås det, at virksomheden ikke vil få udbetalt et beløb. Det skyldes, at den angivne moms vil fremgå af skattekontoen som en debetsaldo, som efter forslaget til § 7 vil blive modregnet inden lånet udbetales. Herved vil debetsaldoen blive reduceret med lånebeløbet, hvilket svarer til, at virksomheden de facto får en rentefri henstand på det angivne beløb, jf. forslaget til § 7.

Det beløb, der foreslås at skulle kunne udbetales, vil svare til angivelsen for andet halvår 2019, som virksomheden har indgivet med frist den 2. marts 2020. Eventuelle efterangivelser eller korrektioner efter den 2. marts 2020 vil efter forslaget ikke skulle tages i betragtning ved opgørelsen af det udbetalte beløb. Det vil heller ikke være muligt at anmode om at få udbetalt et beløb, der er mindre end det angivne.

Det rentefrie lån vil efter forslaget ikke være skattepligtigt.

Samtidig foreslås det, at visse virksomheder ikke skal kunne få udbetalt det omtalte beløb, jf. forslaget til § 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Der skal i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1 betales lønsumsafgift af virksomheder, der leverer momsfritagne varer eller ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, 3, 5, 6, 10-12, 15, 16 og 19.

Lønsumsafgift betales efter gældende regler efter fire metoder, der varierer på henholdsvis afgiftsgrundlag og afgiftssats.

Metode 1 gælder for organisationer, fonde, foreninger, virksomheder med momsfritagne spilydelser, og visse offentlige virksomheder. Der betales 6,37 pct. af lønsummen.

Metode 2 gælder for virksomheder inden for den finansielle sektor. Det er en konkret vurdering, om en virksomhed anses for at tilhøre den finansielle sektor, men for at være omfattet af metode 2 skal virksomhedens finansielle ydelser og forsikrings- og genforsikringsydelser udgøre virksomhedens hovedaktivitet. Hvis de finansielle og forsikringsmæssige ydelser er virksomhedens biaktivitet, skal betalingen af lønsumsafgift for disse ydelser ikke foregå efter metode 2. Dog skal virksomheder, der over for offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed, altid bruge metode 2. Der skal betales 15,2 pct. af lønsummen i 2020.

Metode 3 gælder for udgivelse og import af aviser, herunder aviser leveret elektronisk. Der betales 3,54 pct. af værdien af salget af aviser.

Metode 4 gælder for virksomheder, der ikke er omfattet af de andre metoder. Det drejer sig særligt om læger, tandlæger, fysioterapeuter og andre behandlere, vognmænd, bedemænd og undervisere. Desuden bruger detailhandelsvirksomheder og lignende, der f.eks. sælger forsikrings- eller genforsikringsydelser, denne metode.

Afgiftsgrundlaget ved metode 4 er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller fradrag af underskud med visse reguleringer af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1.

I henhold til lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1, er afgiften 4,12 pct. af afgiftsgrundlaget for virksomheder omfattet af § 4, stk. 1.

Det bestemmes i lønsumsafgiftslovens § 6 a, at virksomheder, der skal betale lønsumsafgift efter metode 4, løbende skal foretage en foreløbig opgørelse og indbetaling af afgiften på grundlag af virksomhedens lønsum. Opgørelsesperioden for den foreløbige opgørelse er kvartalet, og virksomheden skal efter udløbet af opgørelsesperioden angive virksomhedens lønsum og afgiftens størrelse. Virksomheder, der ikke har ansatte og dermed ingen lønsum, foretager ikke en kvartalsvis foreløbig opgørelse af lønsumsafgiften.

I opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., er det bestemt, at hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Det gælder ifølge 2. pkt. tilsvarende, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret skal ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., betales senest 14 dage efter påkrav.

Det foreslås, at virksomheder, der efter lønsumsafgiftslovens § 6 a, foreløbigt skal opgøre og indbetale lønsumsafgift på grundlag af virksomhedens lønsum, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån skal kunne få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne foreløbige opgørelse for opgørelsesperioden for første kvartal 2020, der havde angivelses- og betalingsfrist den 15. april 2020.

Det er således en forudsætning for udbetaling af beløbet, at virksomheden har indgivet en angivelse for lønsum for første kvartal 2020. Virksomheder, der har fået fastsat deres opgørelse foreløbigt for første kvartal 2020, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, foreslås således ikke at skulle være omfattet af låneordningen, før virksomheden har indgivet en angivelse for første kvartal 2020. Såfremt virksomheden har angivet, men ikke indbetalt lønsumsafgiften for første kvartal 2020, foreslås det ikke, at virksomheden skal kunne få udbetalt et beløb. Det skyldes, at den angivne moms vil fremgå af skattekontoen som en debetsaldo, som efter forslaget til § 7 vil blive modregnet inden lånet udbetales. Herved vil debetsaldoen blive reduceret med lånebeløbet, hvilket svarer til, at virksomheden de facto får en rentefri henstand på det angivne beløb, jf. forslaget til § 7.

Det beløb, der efter forslaget skal kunne udbetales, vil svare til opgørelsen for første kvartal 2020, som virksomheden har indgivet med frist den 15. april 2020. Eventuelle efterangivelser eller korrektioner efter den 15. april 2020, vil efter forslaget ikke skulle tages i betragtning ved opgørelsen af det udbetalte beløb. Det skal efter forslaget heller ikke være muligt at anmode om at få udbetalt et beløb, der er mindre end det angivne.

Det rentefrie lån vil efter forslaget ikke være skattepligtigt.

Samtidig foreslås det, at visse virksomheder ikke skal kunne få udbetalt det omtalte beløb, jf. forslaget til § 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Der skal i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1 betales lønsumsafgift af virksomheder, der leverer momsfritagne varer eller ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, 3, 5, 6, 10-12, 15, 16 og 19.

Lønsumsafgift betales efter gældende regler efter fire metoder, der varierer på henholdsvis afgiftsgrundlag og afgiftssats.

Metode 1 gælder for organisationer, fonde, foreninger, virksomheder med momsfritagne spilydelser, og visse offentlige virksomheder. Der betales 6,37 pct. af lønsummen.

Metode 2 gælder for virksomheder inden for den finansielle sektor. Det er en konkret vurdering, om en virksomhed anses for at tilhøre den finansielle sektor, men for at være omfattet af metode 2 skal virksomhedens finansielle ydelser og forsikrings- og genforsikringsydelser udgøre virksomhedens hovedaktivitet. Hvis de finansielle og forsikringsmæssige ydelser er virksomhedens biaktivitet, skal betalingen af lønsumsafgift for disse ydelser ikke foregå efter metode 2. Dog skal virksomheder, der over for offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed, altid bruge metode 2. Der skal betales 15,2 pct. af lønsummen i 2020.

Metode 3 gælder for udgivelse og import af aviser, herunder aviser leveret elektronisk. Der betales 3,54 pct. af værdien af salget af aviser.

Metode 4 gælder for virksomheder, der ikke er omfattet af de andre metoder. Det drejer sig særligt om læger, tandlæger, fysioterapeuter og andre behandlere, vognmænd, bedemænd og undervisere. Desuden bruger detailhandelsvirksomheder og lignende, der f.eks. sælger forsikrings- eller genforsikringsydelser, denne metode.

Afgiftsgrundlaget ved metode 4 er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller fradrag af underskud med visse reguleringer af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1. I henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, 2.-4. pkt., opgøres virksomhedens overskud eller underskud efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelser til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Til dette overskud eller underskud tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet, medregnes ikke ved opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud.

I henhold til lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1, er afgiften 4,12 pct. af afgiftsgrundlaget for virksomheder omfattet af § 4, stk. 1.

For alle virksomheder, der betaler lønsumsafgift efter metode 4, gælder, at der skal foretages en endelig opgørelse af lønsumsafgiften på grundlag af virksomhedens samlede afgiftsgrundlag, dvs. lønsummen med tillæg af overskud eller fradrag af underskud, jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b. Den endelige opgørelse af lønsumsafgiften foretages ved at regulere den foreløbige opgørelse og indbetaling af lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 6 a i forhold til virksomhedens samlede afgiftsgrundlag efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1. Reguleringen skal foretages efter udløbet af virksomhedens indkomstår. Ved den endelige opgørelse og indbetaling af lønsumsafgiften er opgørelsesperioden virksomhedens indkomstår.

Hvis virksomheden har haft overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret, skal den betale yderligere lønsumsafgift af dette overskud. Hvis der derimod har været underskud i indkomståret, skal virksomheden tilsvarende have tilbagebetalt lønsumsafgift af dette underskud. Negative lønsumsafgiftsbeløb kan fremføres til efterfølgende indkomstår, hvor de negative afgiftsbeløb kan modregnes i positive afgiftsbeløb.

Indkomståret falder som udgangspunkt sammen med kalenderåret. Indkomståret kan dog efter særlige regler forskydes i forhold til kalenderåret. Et forskudt indkomstår kan enten være bagudforskudt eller fremadforskudt. Et bagudforskudt indkomstår er rykket, så det begynder før det kalenderår, det træder i stedet for. Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 1. marts i kalenderåret før det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for. Et fremadforskudt indkomstår er rykket, så det først begynder inde i det kalenderår, det træder i stedet for. Et fremadforskudt indkomstår kan senest begynde den 1. februar i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for.

Det først mulige bagudforskudte indkomstår for selskaber for 2019 går fra og med den 1. marts 2018 til og med den 28. februar 2019. Angivelses- og betalingsfristen for dette bagudforskudte indkomstår er den 15. oktober 2019. Det senest mulige fremadforskudte indkomstår for 2019 går fra og med den 1. februar 2019 til og med den 31. januar 2020. Angivelses- og betalingsfristen for dette fremadforskudte indkomstår er den 15. september 2020.

Lønsumsafgiften forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor fristen for indbetaling udløber, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I lønsumsafgiftslovens § 6 b, stk. 2, bestemmes det, at personligt ejede virksomheder senest skal angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse den 15. august, der følger mindst 5 måneder efter indkomstårets udløb.

Andre virksomheder end personligt ejede virksomheder skal senest den 15. i den ottende måned efter udløbet af indkomståret angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse, jf. lønsumsafgiftslovens § 6 b, stk. 3. Hvis den sidste rettidige indbetalingsdag falder på en banklukkedag, forlænges fristen til den efterfølgende bankdag, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 3. Betalingsfristen for lønsumsafgiften er samtidig med angivelsesfristens udløb, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4.

I opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., er det bestemt, at hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Det gælder ifølge 2. pkt. tilsvarende, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret skal ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., betales senest 14 dage efter påkrav.

Det foreslås, at virksomheder, der efter lønsumsafgiftslovens § 6 b har angivet lønsumsafgift for indkomståret 2019, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån skal kunne få udbetalt et beløb svarende til en fjerdedel af afgiften af overskuddet for indkomståret 2019.

Det er således en forudsætning for udbetaling af beløbet, at virksomheden har indgivet en endelig angivelse for indkomståret 2019. Virksomheder, der har fået fastsat deres lønsumsafgiftstilsvar foreløbigt for indkomståret 2019, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, foreslås således ikke at skulle være omfattet af låneordningen, før virksomheden har indgivet en angivelse for indkomståret 2019. Såfremt virksomheden har angivet, men ikke indbetalt lønsumsafgiften for indkomståret 2019, foreslås det ikke, at virksomheden skal kunne få udbetalt et beløb, men derimod de facto få en rentefri henstand på det angivne beløb, jf. forslaget til § 7. Virksomheder, der har indgivet en angivelse for lønsumsafgift for indkomståret 2019, men hvor betalingsfristen endnu ikke er udløbet, kan efter forslaget anmode om et lån svarende til en fjerdedel af overskuddet for indkomståret 2019. Efter forslaget vil beløbet svarende til en fjerdedel af overskuddet ikke blive udbetalt til virksomheden, jf. § 7, stk. 4, men virksomheden vil kun skulle indbetale ¾ af lønsumsafgiften af overskuddet ved betalingsfristen. I perioden fra betalingsfristen for lønsumsafgiften af overskuddet for indkomståret 2019 til tilbagebetalingsfristen for lånet vil virksomheden få en rentefri henstand på det resterende beløb.

Det beløb, der foreslås at skulle udbetales, skal svare til en fjerdedel af overskuddet for indkomståret 2019, som virksomheden har angivet. Eventuelle efterangivelser eller korrektioner efter den oprindelige angivelse skal ikke tages i betragtning ved opgørelsen af det udbetalte beløb. Det foreslås, at det heller ikke vil skulle være muligt at anmode om at få udbetalt et beløb, der er mindre end en fjerdedel af det angivne.

Det rentefrie lån vil efter forslaget ikke være skattepligtigt.

Samtidig foreslås det, at visse virksomheder ikke skal kunne få udbetalt det omtalte beløb, jf. forslaget til § 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Der findes i forskellig lovgivning værktøjer til at håndtere en insolvent skyldner. En skyldner kan tages under konkursbehandling i henhold til konkurslovens § 17, stk. 1. Ligesom en skyldner kan tages under rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11, stk. 1.

Derudover kan et selskab beslutte frivilligt at blive opløst ved likvidation, jf. selskabslovens § 217. Samtidig kan Erhvervsstyrelsens oversende et kapitalselskab til tvangsopløsning i skifteretten, jf. selskabslovens § 225.

Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3.

Hvis Skatteforvaltningen efter afleveringsfristens udløb ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode, kan Skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Det gælder ifølge 2. pkt. tilsvarende, hvis Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen for indberetning for en afregningsperiode ikke har modtaget indberetning af indeholdte beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt. Tilsvaret skal ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., betales senest 14 dage efter påkrav.

I skatte- og afgiftslovgivningen straffes skatte- eller afgiftssvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289. Generelt er det afgivelse af oplysninger, herunder også fortielse af oplysninger til Skatteforvaltningen, der er sanktioneret samt overtrædelse af det materielle indhold i skatte- og afgiftslovgivningen. Både fysiske og juridiske personer er omfattet af bestemmelserne.

Skattesvig af særlig grov karakter, straffes med fængsel i op til 8 år, jf. straffelovens § 289. Det afgørende for, om straffelovens § 289 eller anden skatte- eller afgiftslovgivning finder anvendelse er, om overtrædelsen kan betegnes som særligt grov.

I henhold til punkt 20 i Europa-Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder defineres en virksomhed som kriseramt, når den uden statslig indgriben næsten med sikkerhed vil være nødt til at indstille sin aktivitet på kort eller mellemlang sigt. En virksomhed anses derfor for at være kriseramt, hvis mindst en af følgende omstændigheder indtræffer:

– For virksomheder med begrænset ansvar, når over halvdelen af dets tegnede selskabskapital er for svundet som følge af akkumulerede tab. Dette er tilfældet, når der ved fratrækning af de akkumulerede tab fra reserverne (og alle andre poster, der almindeligvis betragtes som en del af virksomhedens egenkapital) fremkommer et negativt akkumuleret beløb på over halvdelen af den tegnede kapital.

– For virksomheder, hvori mindst nogle af selskabsdeltagerne hæfter ubegrænset for virksomhedens gæld, når over halvdelen af selskabskapitalen, som er opført i virksomhedens regnskaber, er forsvundet som følge af akkumulerede tab.

– Når virksomheden er under konkursbehandling eller efter de nationale regler opfylder kriterierne for konkursbehandling på begæring af dens kreditorer.

– Når virksomheden ikke er en lille eller mellemstor virksomhed og i de seneste to år har haft og stadig har en gældsandel, dvs. et forhold mellem bogført gæld og egenkapital, på over 7,5 og en EBITDA-rentedækningsgrad på under 1,0.

Det foreslås i stk. 1, at §§ 1-4 ikke skal gælde for virksomheder, der er under konkursbehandling, rekonstruktionsbehandling, tvangsopløsning eller likvidation. Det foreslås også, at §§ 1-4 ikke skal omfatte virksomheder, der har stillet eller er blevet pålagt at stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, eller der inden for de seneste 3 år har fået fastsat et tilsvar af skatter eller afgifter m.v. foreløbigt efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, som ikke er erstattet af en angivelse for afregningsperioden. Virksomheder der har en fysisk eller juridisk person, som er ejer af virksomheden, reelt driver virksomheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i virksomheden, som inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- eller afgiftssvig efter skatte- eller afgiftslovgivningen eller straffelovens § 289 foreslås også udelukket af låneordningen. Derudover foreslås det, at virksomheder, der i perioden fra og med den 9. april 2020 til og med den 15. juni 2020 har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen, udelukkes fra låneordningen, medmindre der foreligger en erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor om, at ejerskiftet er sket med henblik på at drive virksomheden videre. Virksomheder, der ikke opfylder betingelserne for at modtage statsstøtte, foreslås ligeledes udelukket af låneordningen. Endelig foreslås det, at offentlige institutioner ikke skal være omfattet af låneordningen.

Virksomheder der har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen i perioden fra og med den 9. april 2020 (hvor regeringen offentliggjorde muligheden for en låneordning baseret på moms- og lønsumsangivelser) til og med den 15. juni 2020 (anmodningsfristen for lån) foreslås udelukket af låneordningen, idet der kan være risiko for, at der sker ejerskifter af virksomheder til stråmænd med henblik på at opnå lån i låneordningen uden at have til hensigt at tilbagebetale lånet. Virksomheder, der har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen i perioden, kan dog blive omfattet af låneordningen, hvis der kan fremlægges en revisorerklæring fra en uafhængig, godkendt revisor om, at ejerskiftet er sket med henblik på at drive virksomheden videre. En revisors uafhængighed skal forestås på samme måde som i revisorlovens § 24, stk. 2. I henhold til revisorlovens § 24, stk. 2, er en revisor ikke uafhængig, hvis der foreligger en direkte eller indirekte økonomisk interesse eller et forretnings-, ansættelsesmæssigt eller andet forhold, herunder levering af andre ydelser end afgivelse af revisionspåtegning på regnskaber, mellem revisor og den virksomhed, en opgave vedrører, som for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om revisors uafhængighed. Det samme gælder, hvis forholdet foreligger mellem andre personer i revisionsvirksomheden, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, revisionsvirksomheden eller revisionsvirksomhedens netværk, og den virksomhed, som opgaven vedrører.

Ved skatte- eller afgiftssvig efter skatte- eller afgiftslovgivningen forstås eksempelvis overtrædelse af affalds- og råstofafgiftslovens § 33, stk. 1, § 32, stk. 1 i lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadium-batterier), § 40, stk. 1 i lov om bekæmpelsesmidler, brændstofforbrugsafgiftslovens § 15, stk. 1, § 17, stk. 1 i lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser (cfc-afgiftsloven), chokoladeafgiftslovens § 26, stk. 1, § 15, stk. 1 i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, dødsboskattelovens § 93, stk. 1, § 15, stk. 1 i lov om afgift af elektricitet, emballageafgiftslovens § 18, stk. 1, § 22, stk. 1 i lov om forskellige forbrugsafgifter, § 21, stk. 1 i lov om afgift af naturgas og bygas m.v., kildeskattelovens § 74, stk. 2, § 10, stk. 1 i lov om afgift af konsum-is, § 20, stk. 1 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., § 34, stk. 1 i lov om afgift af kvælstof indeholde i gødninger m.m., § 21, stk. 1 i lov om afgift af kvælstofoxider, lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 11, stk. 1, § 18, stk. 3 i lov om afgift af lønsum m.v., § 25, stk. 1 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., momslovens § 81, stk. 1, motoransvarsforsikringsafgiftslovens § 10, stk. 1, § 31, stk. 1 i lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler, opkrævningslovens § 17, stk. 1, registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, § 16, stk. 1 i lov om afgift af skadeforsikringer, skatteindberetningslovens § 58, stk. 1, skattekontrollovens § 82, stk. 1, § 21, stk. 1 i lov om afgift af spildevand, § 33, stk. 1 i lov om afgifter af spil, spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, § 29, stk. 1 i lov om afgift af svovl, tinglysningsafgiftslovens § 30, stk. 1, tobaksafgiftslovens § 25, stk. 2, § 20, stk. 1 i lov om afgift af ledningsført vand, § 23, stk. 1 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1.

Ved offentlige institutioner forstås statslige, regionale og kommunale institutioner. Dermed vil disse virksomheder og institutioner ikke kunne blive omfattet af låneordningerne i §§ 1-4.

Afgrænsningen foreslås for at målrette låneordningen til virksomheder, som inden udbruddet af covid-19 var økonomisk sunde. Samtidig foreslås afgrænsningen også for at mindske risikoen for, at virksomheder med svighensigter kan indtræde i ordningen. Den foreslåede afgrænsning vil således medvirke til at mindske statens risiko for tab på låneordningen.

Det foreslås i stk. 2, at afgørelser om bevilling af lån efter §§ 1-5 ikke skal kunne påklages.

Den foreslåede afskæring af administrativ rekurs skyldes, at der i § 5 er oplistet en række objektive kriterier for, hvilke virksomheder der ikke skal være omfattet af låneordningen. Det vurderes således ikke at være nødvendigt med en administrativ rekursmulighed for så vidt angår bevillingen af lån. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke i øvrigt på adgangen til genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper. En borger eller virksomhed vil således bl.a. kunne få genoptaget en sag, hvis der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med den oprindelige stillingtagen til sagen.

Afgørelser om modregning efter § 7, stk. 4, kan fortsat påklages efter gældende regler.

Det foreslås i stk. 3, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om afskæring af virksomheder omfattet af nr. 9 fra at opnå lån efter §§ 1-4 og om indholdet af erklæringen fra en uafhængig, godkendt revisor efter nr. 8.

Det foreslås at bemyndige skatteministen til at fastsætte nærmere regler om efterlevelse af de betingelser, som skal opfyldes, for at statsstøtten kan anses for forenelig statsstøtte. Skatteministen vil herefter i en bekendtgørelse kunne angive, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at modtage statsstøtte efter §§ 1-4, herunder at kriseramte virksomheder, som defineret i punkt 20 i Europa-Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder, ikke må benytte sig af ordningen.

Samtidig foreslås det at bemyndige skatteministeren til at fastsætte indholdet af erklæringen fra en uafhængig, godkendt revisor efter nr. 8. I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen, vil det blive undersøgt, om revisorerklæringen til brug for virksomheder, der i perioden fra og med 9. april 2020 til og med den 15. juni 2020 har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen, skal ske med en høj grad af sikkerhed om, at ejerskiftet er sket med henblik på at drive virksomheden videre.

Virksomheders indbetaling af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift m.v. skal ske til skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, stk. 1, nr. 1. Ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v. modregnes automatisk efter et saldoprincip, jf. § 16 a, stk. 1, 1. pkt.

Hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Hvis den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod er mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos Skatteforvaltningen, jf. 2. pkt.

Krav på ind- og udbetalinger registreres efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

Krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 4. Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden, jf. stk. 5.

Tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12 om udbetaling af blandt andet negativ moms, jf. § 16 a, stk. 6. Udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden, jf. stk. 7.

For indbetalinger til skattekontoen gælder et såkaldt FIFO-princip (first in, first out), jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 8, der bestemmer, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvist anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen først til dækning af det ældst forfaldne krav. Der kan således ikke ske en øremærket indbetaling til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, er det bestemt, at en debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt. Renten er ikke fradragsberettiget. En debetsaldo på 200 kr. eller derunder forrentes ikke efter registreringen af virksomhedens ophør. For toldskyld gælder ifølge § 16 c, stk. 2, at en sådan uanset stk. 1 forrentes med renten fastsat i EU-toldkodeksens artikel 114. En kreditsaldo forrentes ikke, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 3.

Hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 1. pkt. Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog ifølge 3. pkt. til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev, jf. § 16 c, stk. 4, 6. pkt.

Ved en virksomheds ophør ophæves registrering for henholdsvis moms og lønsumsafgift, jf. modsætningsvis momslovens § 47, stk. 1, og lønsumsafgiftslovens § 3, stk. 2, 1. pkt. Virksomhedsophør anses som en ændring af registreringsforholdene, som skal anmeldes senest 8 dage efter, at ændringerne er sket, jf. momslovens § 47, stk. 6, og lønsumsafgiftslovens § 3, stk. 2, 2. pkt.

En virksomheds registrering kan inddrages i forskellige situationer. Hvis en virksomhed eksempelvis i fire på hinanden følgende afregningsperioder for det samme registreringsforhold har fået foretaget en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar af skatter eller afgifter m.v., kan registreringen inddrages, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 3. For en virksomhed, der undlader at stille sikkerhed efter pålæg herom, kan registreringen ligeledes inddrages, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 9. En registrering kan også inddrages for en person, der er pålagt en konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, jf. opkrævningslovens § 11 a.

Det foreslås i stk. 1, at udbetalte lån efter §§ 1- 4 vil skulle tilbagebetales senest den 1. april 2021 via indbetaling til skattekontoen.

Såfremt lånet ikke tilbagebetales rettidigt til skattekontoen, vil det manglende indbetalte beløb fremgå af debetsaldoen på skattekontoen. Opkrævningslovens gældende regler om blandt andet forrentning og oversendelse til inddrivelse vil således finde anvendelse for ikke rettidigt tilbagebetalte beløb. Manglende indbetalte beløb vil blive forrentet efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, med den rente, der er fastsat i opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Henset til at lånet udgør en civilretlig fordring, som foreslås at tilkomme Skatteforvaltningen som fordringshaver, vil samtlige inddrivelsesmidler efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (herefter gældsinddrivelsesloven) kunne anvendes, såfremt lånet ikke tilbagebetales rettidigt. Herunder kan Skatteforvaltningen foretage udpantning efter gældsinddrivelseslovens § 11, jf. bilag 1, afsnit II, nr. 1, litra a, afsnit iv.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis virksomhedens registrering for moms eller lønsumsafgift ophører ellers inddrages, vil det lån, der er udbetalt vedrørende den ophørte eller inddragne registrering skulle tilbagebetales senest 14 dage efter registreringens ophør eller inddragelse. Formålet hermed er at sikre, at virksomheder alene skal kunne have det rentefrie lån, så længe virksomheden opfylder betingelserne for at være moms- eller lønsumsafgiftsregistreret.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at hvis en virksomhed i løbet af låneperioden ikke opfylder betingelserne i § 5, vil lånet dog skulle tilbagebetales straks. Formålet hermed er at sikre, at virksomheder alene skal kunne have det rentefrie lån, så længe virksomheden opfylder betingelserne for låneordningen. Hvis en virksomhed eksempelvis i låneperioden får foreløbigt fastsat sit afgiftstilsvar, vil lånet skulle tilbagebetales straks. Ikke rettidigt indbetalte beløb vil blive forrentet efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, med den rente, der er fastsat i opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Virksomheders indbetaling af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, moms, lønsumsafgift m.v. skal ske til skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, stk. 1, nr. 1. Ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v. modregnes automatisk efter et saldoprincip, jf. § 16 a, stk. 1, 1. pkt.

Hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Hvis den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod er mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra Skatteforvaltningen, jf. 2. pkt.

Krav på ind- og udbetalinger registreres efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

Krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 4. Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden, jf. stk. 5.

Tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12 om udbetaling af blandt andet negativ moms, jf. § 16 a, stk. 6. Udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden, jf. stk. 7.

For indbetalinger til skattekontoen gælder et såkaldt FIFO-princip (first in, first out), jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 8, der bestemmer, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvist anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen først til dækning af det ældst forfaldne krav. Der kan således ikke ske en øremærket indbetaling til skattekontoen.

På skattekontoen indbetales blandt andet moms, lønsumsafgift, indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, selskabsskat, a conto-selskabsskat, udbytteskat, punkt- og miljøafgifter, andre afgifter samt gebyrer og renter.

Skatteforvaltningen kan oversende en fordring til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis en virksomhed ikke betaler fordringen inden fristen i et udsendt rykkerbrev, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 4. pkt. Ved inddrivelse forstås anvendelse af lovgivningens tvangsinddrivelsesmidler i form af eksempelvis lønindeholdelse eller udlæg (udpantning). Overgår en debetsaldo til inddrivelse, vil beløbet fortsat kunne ses på skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 5. pkt. Beløb under inddrivelse og hertil relaterede renter og gebyrer vil således fremgå af skattekontoen, men være fuldstændig adskilt fra den almindelige saldoopgørelse på skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, er det bestemt, at udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår kreditsaldoen, som følge af at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen dog senest efter fristen i § 12, stk. 2, hvorefter udbetaling efter stk. 1 sker senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen henholdsvis indberetningen for den pågældende periode, og såfremt tilbagebetalingen skyldes en fejl i indbetalingen, tilbagebetales beløbet senest 3 uger efter, at virksomheden har gjort Skatteforvaltningen opmærksom på fejlen, eller efter at Skatteforvaltningen har konstateret fejlen.

Opkrævningslovens § 12, stk. 1, bestemmer, at hvis en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter m.v., der opkræves efter reglerne i opkrævningsloven, for en afregningsperiode er negativt, udbetales beløbet til virksomheden. Det samme gælder, når virksomheden ved en fejl har indbetalt for meget, eller når en godtgørelse eller lignende, som skal modregnes i virksomhedens tilsvar, overstiger tilsvaret. I stk. 5 er det bestemt, at negative tilsvar efter stk. 1, der indgår ved en samlet kontoopgørelse af virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, alene kan udbetales, hvis det negative tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter § 16 a, stk. 2, 2. pkt., jf. herom nedenfor.

I opkrævningslovens § 13, stk. 1, er det bestemt, at krav på udbetalinger efter § 12 ikke kan overdrages før udløbet af den afregningsperiode, kravet vedrører. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige. I stk. 2 er det bestemt, at overdragelser efter stk. 1 ikke kan overstige det udbetalingsbeløb, der kan opgøres efter § 12, stk. 5.

Indbetalinger fra virksomheden eller udbetalinger som følge af f.eks. en negativ momsangivelse vil således blive anvendt til dækning af eventuelle nye krav. Hvis der efter betaling af eventuelle nye krav er et overskydende beløb, vil dette beløb blive sendt til dækning af beløb, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller er indberettet af en fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på modregning under opkrævning.

I lov om offentlige betalinger m.v. bestemmes det i § 4 a, stk. 1, at oplysninger i det register, der er nævnt i § 4, stk. 1, om udbetalinger fra offentlige myndigheder, kan videregives til et inddrivelsessystem administreret af Skatteforvaltningen med henblik på modregning i gæld til det offentlige. I § 4, stk. 1, er det bestemt, at finansministeren fastsætter regler om etablering af et register, der indeholder oplysninger om konti anvist efter §§ 1 og 2, der omhandler Nemkontoen. I § 4 a, stk. 2, bestemmes, at udbetaling til betalingsmodtagerens Nemkonto eller til en anden konto ikke finder sted, hvis Skatteforvaltningen har anmodet om overførsel af udbetalingen med henblik på hel eller delvis modregning i udbetalingsbeløbet. Af stk. 3 fremgår, at ved overførsel af en udbetaling til Skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende myndighed, mens det i stk. 4 bestemmes, at ved Skatteforvaltningens udbetaling af overskydende beløb efter gennemført modregning anses Skatteforvaltningen som udbetalende myndighed.

§ 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastlægger dækningsrækkefølgen for gæld, der modregnes i udbetalinger fra det offentlige. Af stk. 1 fremgår, at hvis en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvist dækker skyldners gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang den udbetalende myndighed træffer afgørelse om modregning.

2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

3) Andre fordringer under opkrævning.

I § 7, stk. 2, 1. pkt., er det bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes fordringerne efter dækningsrækkefølgen i § 4, hvorefter bøder dækkes først (stk. 1, nr. 1), dernæst dækkes private underholdsbidrag og offentlige underholdsbidrag i nævnte rækkefølge (stk. 1, nr. 2), og endelig dækkes øvrige fordringer under inddrivelse (stk. 1, nr. 3). Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes ifølge § 4, stk. 2, 1. pkt., fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog ifølge 2. pkt. forud for hovedkravet. For en opkrævningsrente lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes ifølge 4. pkt. alene 1. pkt.

I § 7, stk. 2, 2. pkt., er det bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at den fordring, der først registreres, dækkes først.

I § 50, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at i forbindelse med en modregning og i forbindelse med anvendelse af et overskydende beløb, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og bekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og rækkefølgen for vurderinger, jf. bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, fraviges, så beløbet først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl. Er der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes dækket ved modregning, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt., hvorefter renter og lignende ydelser, der omfattes af forældelseslovens § 23, stk. 2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden datafejl. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslutte, at der helt eller delvist ikke skal ske modregning i udbetalingen, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt. I bekendtgørelsens § 50, stk. 2, er det bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer, som ikke er berørt af mistanke om datafejl, jf. stk. 3, retskraftvurderes først bøder, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Retskraftvurderingerne foretages derudover således, at det i henhold til den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af forældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf. I stk. 3 er det bestemt, at ved mistanke om datafejl, der kan have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning, vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceinddrivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til fordringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kompleksitet og mulighederne for at opnå betaling.

I § 28 i lov om gældsbreve er det om overdragelser (transporter) af fordringer bestemt, at en skyldner (i forhold til f.eks. en udbetaling fra det offentlige) kan benytte en fordring på overdrageren (f.eks. en person med gæld under inddrivelse) til modregning, medmindre skyldneren har erhvervet fordringen efter det tidspunkt, da skyldneren fik kundskab eller formodning om overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt, kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med gældsbrevsfordringen.

Det foreslås i stk. 1, at anmodning om lån i henhold til §§ 1-4 skal være modtaget af Skatteforvaltningen senest den 15. juni 2020. Der foreslås en anmodningsfrist, da forslaget har til formål at hjælpe virksomheder, der har likviditetsproblemer på grund af udbruddet af covid-19.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis anmodningen om udbetaling er modtaget rettidigt, sker udbetaling af beløb omfattet af §§ 1-4 så vidt muligt 5 bankdage efter modtagelsen af anmodningen til virksomhedens Nemkonto.

Selve udbetalingen implementeres i skattekontoen, som allerede i dag udbetaler beløb til virksomhedernes Nemkonto, når der som følge af f.eks. refusioner opstår en kreditsaldo på en virksomheds skattekonto. En kreditsaldo udbetales til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo. Såfremt en virksomhed ønsker at få udbetalt det fulde beløb, vil virksomheden skulle sænke beløbsgrænsen for udbetalinger til 0 kr.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at beløb omfattet af § 4 dog tidligst udbetales efter betalingsfristen for indkomståret 2019.

Det foreslås at stille denne yderligere betingelse for lån efter § 4 for at sikre, at der ikke sker udbetaling af beløb, som endnu ikke er indbetalt, idet betalingsfristen for lønsumsafgift for indkomståret 2019 i flere tilfælde endnu ikke er udløbet.

Virksomheder, der har indgivet en angivelse for lønsumsafgift for indkomståret 2019, men hvor betalingsfristen endnu ikke er udløbet, kan efter forslaget anmode om et lån svarende til en fjerdedel af overskuddet for indkomståret 2019. Efter forslaget vil beløbet svarende til en fjerdedel af overskuddet ikke blive udbetalt til virksomheden, jf. § 7, stk. 4, men virksomheden vil kun skulle indbetale ¾ af lønsumsafgiften af overskuddet ved betalingsfristen. I perioden fra betalingsfristen for lønsumsafgiften af overskuddet for indkomståret 2019 til tilbagebetalingsfristen for lånet vil virksomheden få en rentefri henstand på det resterende beløb.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at der ydes ikke rentegodtgørelse ved udbetalinger efter 5 bankdage.

Efter forslaget vil der ved udbetaling af lånet senere end 5 bankdage efter indsendelsen af anmodningen om lån ikke blive pålagt renter på lånebeløbet.

Det foreslås i stk. 3, at hvis Skatteforvaltningen på grund af virksomhedens forhold ikke kan foretage kontrol af anmodningen om udbetaling af beløb omfattet af §§ 1-4, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol. Derudover foreslås det, at såfremt Skatteforvaltningen skønner, at udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en nærliggende risiko for afgiftstab, kan udbetalingsfristen ligeledes afbrydes, indtil virksomhedens forhold er undersøgt.

De foreslåede bestemmelser har til formål at give Skatteforvaltningen mulighed for at tilbageholde udbetalinger med henblik på at undersøge virksomhedens forhold nærmere, hvis der eksempelvis er mistanke om, at virksomheden begår svig.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at alene beløb, der er tilovers efter modregning med debetsaldoen på skattekontoen og med beløb, der efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 4. pkt., er overgivet til inddrivelse, skal udbetales som lån efter lovforslagets §§ 1-4, og lån efter lovforslagets § 4 foreslås alene at ville blive udbetalt, hvis der er indbetalt lønsumsafgift for indkomståret 2019.

Bestemmelsens første del om modregning med skattekontogæld er en pendant til opkrævningslovens § 12, stk. 5, der dog alene omfatter Skatteforvaltningens udbetalinger efter stk. 1, som ikke omfatter lån efter den foreslåede ordning.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., skal finde tilsvarende anvendelse.

Efter forslaget vil således den del af lånet, der beløbsmæssigt svarer til en eksisterende debetsaldo og til skatte- og afgiftskrav, der har en sidste rettidig betalingsdag inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen, blive anvendt til modregning. Det samme vil gælde skattekontogæld, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet denne gæld vil blive tilbagekaldt med henblik på intern modregning efter § 7, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den efter den foreslåede lovbestemte modregning med skattekontogæld resterende del af lånet vil herefter kunne udbetales til virksomhedens Nemkonto, medmindre det konstateres, at der er gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller gæld, der er indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på modregning, idet beløbet da vil blive overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v.

Ved modregning med gæld under inddrivelse og gæld, der er indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på fordringshavers modregning under opkrævning, vil § 50, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige finde anvendelse, hvilket indebærer, at de gældende regler om dækningsrækkefølgen kan blive fraveget, hvis der optræder fordringer med tvivl om retskraften eller datafejl, jf. ovenfor. Da lånet foreslås så vidt muligt at skulle udbetales senest 5 bankdage efter modtagelsen af anmodningen, medmindre udbetalingsfristen kan suspenderes, jf. lovforslagets § 7, stk. 2 og 3, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af § 50, stk. 5, 3. pkt., skulle undlade at gennemføre modregning, hvis de eneste registrerede fordringer er behæftet med tvivl om retskraften eller datafejl, der ikke kan afklares inden for udbetalingsfristen. Fordringer uden en sådan tvivl vil dog blive modregnet.

Virksomheden får ved den foreslåede ordning de facto en rentefri henstand svarende til det anmodede beløb. Den gæld, der modregnes med inden udbetalingen, vil efter indfrielsen ikke længere udløse renter, mens lånet, der helt eller delvist er anvendt til denne modregning, ydes rentefrit.

Forslaget skyldes, at udbetalingen af lånet vil skulle ske via skattekontoen, idet lånet vil optræde som en kreditsaldo for virksomheden på skattekontoen. Denne kreditsaldo vil systemmæssigt blive behandlet som de allerede i dag eksisterende kreditsaldi, der kan opstå ved virksomhedens indbetalinger til skattekontoen og ved Skatteforvaltningens udbetalinger af bl.a. negativ moms efter opkrævningslovens § 12, stk. 1. Da lån efter den foreslåede ordning ikke vil være omfattet af § 12, kan § 12, stk. 5, ikke finde anvendelse. Efter § 12, stk. 5, kan negative tilsvar efter stk. 1, der indgår ved en samlet kontoopgørelse af virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter m.v. efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, alene udbetales, hvis det negative tilsvar modsvares af en kreditsaldo opgjort efter § 16 a, stk. 2, 2. pkt. Udbetalingen af en kreditsaldo vil efter de gældende regler desuden afvente skatte- og afgiftskrav, der har en sidste rettidig betalingsdag inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen, jf. § 16 c, stk. 6, 1. pkt. Skattekontogæld under inddrivelse vil af Skatteforvaltningen blive tilbagekaldt fra inddrivelsen med henblik på at kunne blive dækket efter § 7, stk. 1, nr. 1, når der skal modregnes i en kreditsaldo. Dækningen efter § 7, stk. 1, nr. 1, sker efter dækningen af den eksisterende debetsaldo på skattekontoen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 har til formål at skabe det nødvendige hjemmelsgrundlag til at kunne fastholde denne systemunderstøttede modregning i kreditsaldi på skattekontoen.

Det foreslås i stk. 5, at overdragelser af krav omfattet af lovforslagets §§ 1-4 ikke skal kunne overstige det beløb, der udbetales efter modregning, jf. stk. 4, dvs. den modregning, der i lovforslagets § 7, stk. 4, foreslås at skulle ske med skattekontogæld inden udbetalingen.

Den foreslåede bestemmelse er en pendant til opkrævningslovens § 13, stk. 2, der dog alene omhandler overdragelser af krav på udbetalinger efter § 12, stk. 1, som ikke omfatter lån efter den foreslåede ordning.

Dermed vil en overdragelse, der f.eks. sker, inden virksomheden overhovedet har anmodet om et lån, skulle respektere modregningen med et skattekontokrav, der stiftes og forfalder til betaling, efter at Skatteforvaltningen har modtaget underretning om overdragelsen.

Forslaget skal ses på baggrund af de særlige modregningsbetingelser, der efter § 28 i lov om gældsbreve gælder i transportsituationer, dvs. hvor virksomheden måtte have overdraget kravet på lånet til en tredjemand, f.eks. en bank.

I forhold til gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og gæld, der af fordringshaver er indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister med henblik på modregning under opkrævning, gælder, for så vidt den nævnte gæld ikke er skattekontogæld, at en modregningsadgang afhænger af, om betingelserne i § 28 i lov om gældsbreve er opfyldt, hvilket vil kræve, at gælden er stiftet, inden Skatteforvaltningen har fået underretning om transporten af lånet.

Det foreslås i stk. 6, at Skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om undtagelser fra anmodningsfristen, anmodningens indhold og administration af anmodninger efter stk. 1.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil forventeligt blive udmøntet ved en bekendtgørelse, som vil skulle regulere, at hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder kan der ses bort fra anmodningsfristen. Bekendtgørelsen vil også skulle regulere, at anmodningen om lån skal ske elektronisk, samt hvilke oplysninger anmodningen vil skulle indeholde. Det forventes, at anmodningen bl.a. vil skulle indeholde virksomhedens CVR-nr. eller SE-nr. og kontaktoplysninger på en eventuel rådgiver. Det forventes også, at virksomheden i forbindelse med anmodningen af lånet vil skulle erklære, at den ikke var kriseramt som defineret i punkt 20 i Europa-Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder den 31. december 2019.

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 X giver mulighed for, at selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, kan få udbetalt skatteværdien af den del af deres underskud, der stammer fra forsknings- og udviklingsaktiviteter, såkaldte skattekreditter. Der kan efter bestemmelsen ske udbetaling af skatteværdien af underskud, der stammer fra udgifter, der straksafskrives som forsøgs- og forskningsudgifter efter § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Skatteværdien af underskuddet beregnes med den i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, nævnte procent for det pågældende indkomstår.

Der kan højst udbetales skatteværdien af underskud svarende til de afholdte udgifter. Der kan desuden højst udbetales skatteværdien af op til 25 mio. kr. årligt, hvilket ved en selskabsskattesats på 22 pct. svarer til, at der kan udbetales op til 5,5 mio. kr. årligt. Udbetalte beløb skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Anmodning om udbetaling af skattekreditter indgives samtidig med afgivelsen af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 for det pågældende indkomstår. Ved afgivelsen af disse oplysninger skal årets underskud nedsættes med den del af underskuddet, hvoraf der anmodes om udbetaling.

Udbetalingen af skattekreditterne sker efter reglerne i selskabsskatteloven § 29 B, stk. 5, 5.-9. pkt., om udbetaling af overskydende skat, dvs. at udbetalingen efter gældende regler sker i forbindelse med opgørelsen af slutskatten i november året efter det indkomstår, som de afholdte udgifter til forsknings- og udviklingsaktiviteter vedrører.

Efter gældende regler overfører Skatteforvaltningen skattekreditten til virksomhedens skattekonto senest 2 bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter indkomståret eller ved et forskudt indkomstår senest 2 bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Er den 20. november en lørdag eller søndag, overføres betalingen dog senest 3 bankdage efter den 20. november.

Det foreslås i stk. 1, at selskaber m.v. og personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed i virksomhedsordningen, skal kunne anmode om fremrykket udbetaling af skattekreditter vedrørende udviklings- og forskningsudgifter, der er afholdt i indkomståret 2019. Virksomhedsordningen indebærer, at selvstændigt erhvervsdrivende har mulighed for at opnå visse skattemæssige fordele, som f.eks. kapitalselskaber har mulighed for. Det drejer sig bl.a. om fuld fradragsværdi for finansielle udgifter.

Det foreslå i stk. 2, at en anmodning om fremrykket udbetaling efter stk. 1 skal vedlægges oplysninger om de konkrete udgifter og størrelsen af de disse udgifter, der er afholdt i indkomståret 2019, og som ved afgivelsen af oplysningsskemaet for det pågældende indkomstår vil blive straksafskrevet som forsøgs- og forskningsudgifter efter ligningslovens § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3.

Anmodning om fremrykket udbetaling vil efter forslaget skulle ske til Skatteforvaltningen senest den 15. maj 2020.

Det foreslås i stk. 3, at anmodning om fremrykket udbetaling skal påtegnes af en uafhængig, godkendt revisor.

En revisors uafhængighed skal forestås på samme måde som i revisorlovens § 24, stk. 2. I henhold til revisorlovens § 24, stk. 2, er en revisor ikke uafhængig, hvis der foreligger en direkte eller indirekte økonomisk interesse eller et forretnings-, ansættelsesmæssigt eller andet forhold, herunder levering af andre ydelser end afgivelse af revisionspåtegning på regnskaber, mellem revisor og den virksomhed, en opgave vedrører, som for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om revisors uafhængighed. Det samme gælder, hvis forholdet foreligger mellem andre personer i revisionsvirksomheden, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, revisionsvirksomheden eller revisionsvirksomhedens netværk, og den virksomhed, som opgaven vedrører.

I forbindelse med fastlæggelsen af den nærmere administration af reglerne vil der blive taget stilling til, i hvilken form påtegningen skal ske. Revisorpåtegning skal være medvirkende til at sikre, at der konkret er afholdt de udgifter, som der anmodes om skattekreditter for, og at der er tale om udgifter, der berettiger til udbetaling af skattekreditter. Revisors påtegning bør bl.a. forholde sig til , hvorvidt virksomheden har haft underskud for det indkomstår, der søges for, og de konkrete forsøgs- og forskningsudgifter, som anmodningen er baseret på, og at revisor har kontrolleret den dokumentation, der ligger til grund for udgifterne.

Det foreslås i stk. 4, at der ved opgørelsen for indkomståret 2019 skal ske en nedsættelse af årets underskud med den del af underskuddet, hvoraf der er anmodet om fremrykket udbetaling efter § 8, stk. 1.

Såfremt oplysningsskemaet indgives samtidig eller efter indgivelse af anmodning om fremrykket udbetaling af skattekreditter, vil der tilsvarende ved oplysningsskemaet for indkomståret 2019 skulle ske en nedsættelse af årets underskud med den del af underskuddet, hvoraf der anmodes om fremrykket udbetaling efter § 8, stk. 1. Dette svarer til den gældende regel i ligningslovens § 8 X, stk. 4.

Det foreslås i stk. 5, at udbetalingen af den fremrykkede skattekredit sker så vidt muligt senest den 30. juni 2020 ved, at Skatteforvaltningen overfører det opgjorte beløb til virksomhedens skattekonto.

Det vil blive tilstræbt, at udbetaling sker senest den 30. juni 2020. Hvis Skatteforvaltningen måtte modtage de fleste anmodninger ved udløbet af ansøgningsfristen, kan det dog risikere at betyde, at fristen ikke fuldt ud kan overholdes. Udbetalingen vil dog under alle omstændigheder ske snaret muligt.

Det foreslås i stk. 6, at der ved udbetalingen af skattekreditten sker modregning i virksomhedens evt. restancer af skatter og afgifter med påløbne morarenter, uanset om der er sket overdragelse af kravet. Dette svarer til den gældende regel i ligningslovens § 8 X, stk. 6.

Det foreslås i stk. 7, at hvis der er sket udbetaling med et større beløb, end hvad der ville have været berettiget til efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 X, opkræves det for meget udbetalte beløb i form af en restskat. Selskabsskattelovens bestemmelser om opkrævning af restskat finder tilsvarende anvendelse. Dette svarer til den gældende regel i ligningslovens § 8 X, stk. 5.

Det foreslås i stk. 1, at den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med udbetaling af beløb efter §§ 1-4, skal kunne straffes med bøde.

Det foreslås i stk. 2, at der i forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, skal kunne fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.

Dermed gives skatteministeren mulighed for at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler, udstedt i henhold til loven. Sådanne bestemmelser kan omfatte alle, der anmoder om et lån efter §§ 1-4.

Det foreslås i stk. 3, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at opnå større udbetalinger, end vedkommende er berettiget til efter §§ 1-4, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Efter den foreslåede bestemmelse vil alle, dvs. enkeltpersoner, selskaber og andre juridiske personer, der ifalder strafansvar i medfør af stk. 1 eller forskrifter udstedt i medfør af stk. 2, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, kunne straffes efter bestemmelsen, såfremt overtrædelsen er begået med forsæt til at opnå større udbetalinger, end den pågældende er berettiget til efter §§ 1-4. Strafansvar for fuldbyrdet forbrydelse efter stk. 3 indtræder allerede ved overtrædelsen af strafbestemmelserne, der fremgår af stk. 1 eller er udstedt i medfør af stk. 2, forudsat at overtrædelsen er sket med forsæt til at opnå større udbetalinger, end vedkommende er berettiget til efter §§ 1-4. Bestemmelsen i stk. 3 har således fremrykket fuldbyrdelsesmoment.

Efter det foreslåede vil svig af særlig grov karakter kunne straffes med fængsel i op til 8 år, jf. straffelovens § 289. Det afgørende for, om straffelovens § 289 eller anden skatte- eller afgiftslovgivning finder anvendelse er, om overtrædelsen kan betegnes som særligt grov.

Med forslaget er det forudsat, at bødeniveauet og beløbsgrænsen for frihedsstraf vil skulle svare til det bødeniveau og den beløbsgrænse for frihedsstraf, der gælder i relation til overtrædelser af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven, lønsumsafgiftsloven eller opkrævningsloven.

Det foreslås således, at i sager, der kan afsluttes med bøde, vil normalbøden skulle udgøre to gange den samlede unddragelse, når der er forsæt til unddragelse, og én gang den samlede unddragelse, når unddragelsen er begået ved grov uagtsomhed. Hvad angår den del af unddragelsen, der ikke overstiger 60.000 kr., foreslås, at normalbøden vil skulle beregnes som én gang det unddragne beløb ved forsæt og som halvdelen af det unddragne beløb ved grov uagtsomhed. Herudover foreslås, at sager om forsætlige unddragelser over 250.000 kr., vil kunne afgøres med frihedsstraf, og at der i sager, der kan afgøres med frihedsstraf – foruden påstanden om frihedsstraf – vil skulle nedlægges påstand om en tillægsbøde, jf. straffelovens § 50, stk. 2, svarende til én gang det unddragne beløb.

Med ændringen er det endvidere forudsat, at der ved bødeudmålingen vil skulle foretages en selvstændig vurdering af bøden for hvert enkelt forhold, hvorefter bøderne for de enkelte forhold vil skulle lægges sammen (absolut kumulation). Dette vil skulle gælde, uanset om der er tale om normalbøder eller tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk. 2.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

Det foreslås i stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det fremgår af straffelovens § 25, at en juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt ved eller i medfør af lov.

For at en juridisk person kan blive strafansvarlig, kræves det, at der inden for den juridiske persons virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person eller »den juridiske person som sådan«. Det sidste betyder, at f.eks. manglende procedurer til sikring af kontrol, anonyme fejl eller ophobning af fejl, hvor hver enkelt fejl ikke i sig selv er nok til at statuere uagtsomhed, kan tilregnes virksomheden.

Der er således ikke tale om et objektivt ansvar, idet der skal kunne bevises forhold begået af den juridiske person, som kan karakteriseres som enten forsætlige eller groft uagtsomme. Det er ikke et krav, at den eller de personer, der rent faktisk har begået forholdet, skal kunne identificeres. En juridisk person kan kun straffes med bøde, og der kan ikke fastsættes forvandlingsstraf.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 5. maj 2020.

Det foreslås i stk. 2, at loven ophæves den 5. maj 2021. Idet alle dele af lovforslaget vedrører bestemte perioder eller angivelses- og betalingsfrister, vil loven ikke have nogen virkning efter den 5. maj 2021. Efter forslaget ophæves loven automatisk den 5. maj 2021.

Retsvirkningen af den foreslåede § 9, stk. 2, vil være, at den foreslåede lovs bestemmelser ikke længere finder anvendelse fra den 5. maj 2021.

Strafbestemmelsen i forslagets § 8 forudsættes dog at gælde for sager om overtrædelse af den foreslåede lovs bestemmelser, der er begået efter lovens ikrafttræden og forud for dens ophævelse, uanset om sagen pådømmes efter den 5. maj 2021.

Det bemærkes i den forbindelse, at baggrunden for, at loven ophæves den 5. maj 2021, som nævnt er, at loven vedrører bestemte perioder eller angivelses- og betalingsfrister, hvorfor loven ikke vil have nogen virkning efter den 5. maj 2021.

Forslaget er dermed ikke udtryk for, at der fra tidspunktet for lovens ophævelse er en ændret vurdering af strafværdigheden af de strafbare forhold.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, kan Skatteforvaltningen efter den skattepligtiges anmodning forlænge oplysningsfristen for den pågældende, hvis særlige forhold taler herfor.

Endvidere kan skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, efter bestemmelsens stk. 2 i særlige tilfælde forlænge oplysningsfristen for grupper af skattepligtige.

Bemyndigelsen i § 14, stk. 2, har skatteministeren i den nuværende covid-19-situation udnyttet til at give direktøren for Skattestyrelsen en bemyndigelse til at forlænge oplysningsfristen for grupper af skattepligtige, som med baggrund i den nuværende situation findes at have behov for at få forlænget oplysningsfristerne. Skattestyrelsens direktør har forlænget oplysningsfristen for stort set samtlige grupper af skattepligtige til den 1. september 2020. Dette fremgår af Skattestyrelsens hjemmeside på SKAT.dk.

Skattelovgivningen indeholder en række bestemmelser med frister, som knytter sig til oplysningsfristerne. Disse frister er fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i skattekontrollovens §§ 10-13, således at oplysninger, som ikke er indkomstoplysninger, senest gives sammen med indkomstoplysningerne ved udløbet af oplysningsfristen.

Som eksempel kan nævnes kildeskattelovens § 5 D, hvor fristen for meddelelse om, hvorvidt en skattepligtig ønsker at anvende kildeskattelovens regler om grænsegængere, er fastsat til den 30. juni, da fristen derved følger den almindelige frist for at give oplysninger til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2. Hvis fristen for f.eks. valg af beskatning som grænsegænger ikke forlænges, vil forlængelsen af oplysningsfristen, som allerede er gennemført, ikke kunne få den ønskede effekt, idet det typisk vil være nødvendigt at foretage en opgørelse af den skattepligtige indkomst for at kunne træffe beslutning om valget af at lade sig beskatte som grænsegænger eller ej.

Oplysningsfristen, der efter de almindelige regler udløber den 30. juni, er forlænget til den 1. september 2020 for indkomståret 2019, og det vil derfor være hensigtsmæssigt, at også f.eks. fristen for meddelelse om valg af at lade sig beskatte som grænsegænger eller ej forlænges til den 1. september 2020.

Det foreslås, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, skal kunne forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som er fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i §§ 10-13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.

Forslaget går således ud på, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, skal kunne forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, herunder frister der udløber i kalenderåret 2020, som er fastsat under hensyn til fristerne i skattekontrollovens §§ 10-13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.

Ved forlængelse af frister, der udløber i kalenderåret 2020, vil det skulle fremgå af sammenhængen, at den pågældende frist har tilknytning til de almindelige oplysningsfrister i skattekontrollovens §§ 10-13. Dette vil typisk være tilfældet, hvis en frist f.eks. udløber den 1. maj, den 1. juli eller 6 måneder efter indkomstårets udløb.

Tanken er, at skatteministeren bemyndiger direktøren for Skattestyrelsen til i de pågældende situationer at fastsætte frister, som er afpasset med den forlængede oplysningsfrist 1. september 2020.

Efter ligningslovens § 8 X kan selskaber m.v. og personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed i virksomhedsordningen, anmode told- og skatteforvaltningen om at få udbetalt skatteværdien af underskud, der stammer fra udgifter, der straksafskrives som forsøgs- og forskningsudgifter efter § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Underskuddets skatteværdi beregnes ud fra den procent for det pågældende indkomstår efter selskabsskattelovens § 17, stk. 1. I den forbindelse kan der højst udbetales skatteværdien af 25 mio. kr. for hvert indkomstår. Såfremt indkomståret udgør en kortere periode end 12 måneder, nedsættes beløbet forholdsmæssigt. Udbetaling af skatteværdien af underskud medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det foreslås i § 13 at indsætte et nyt stk. 7 i ligningslovens § 8 X, som fastslår, at såfremt der er sket fremrykket udbetaling af skattekredit for indkomståret 2019 efter § 8 i lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19, finder § 8 X, stk. 1, ikke tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke kan ske udbetaling af det samme underskud for indkomståret 2019 både som fremrykket udbetaling efter lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 og som almindelig udbetaling til november ved opgørelse af slutskatten efter gældende regler.

Det foreslås i § 14, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget indeholder forslag om at udbetale lån på baggrund af indbetalt moms til små og mellemstore virksomheder. Momslovens § 2, stk. 1, fastslår, at det afgiftsområde, som momsloven indeholder regler for, ikke omfatter Færøerne og Grønland.

Derudover indeholder lovforslaget også forslag om at udbetale lån på baggrund af indbetalt lønsumsafgift samt udskydelse af angivelses- og betalingsfrister for virksomheder omfattet af metode 4. Lønsumsafgiftsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. lønsumsafgiftslovens § 22.