Lovforslag som fremsat nr. 1994/1 LSF 192 af 08. marts 1995

Ifølge bestemmelsen i retsplejelovens § 42, stk. 3, kan kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen, og som er myndig, uberygtet og vederhæftig, beskikkes som dommer ved de almindelige domstole. Et tilsvarende krav er fastsat ved retsplejelovens § 52 for justitssekretærer, protokolsekretærer ved Højesteret og fuldmægtige ved domstolene.

Forslaget til værgemålsloven indebærer, at kun personer, der er under værgemål med fratagelse af handleevnen, jf. værgemålslovforslagets § 6, og ugifte personer under 18 år anses for umyndige. Personer, der er under værgemål alene efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål, anses derimod for myndige.

For de nævnte stillinger må det anses for at følge af forholdets natur, at den, der beklæder stillingen, ikke er umyndig eller under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Også kravet om, at de pågældende skal være uberygtede og vederhæftige, må anses for selvfølgeligt. Bestemmelserne foreslås derfor ændret, således at kravet om, at de pågældende skal være myndige, uberygtede og vederhæftige ikke længere fremgår af lovteksten. Dette svarer i øvrigt til den løsning, som ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven (Anklagemyndighedens struktur) ved affattelsen af retsplejelovens § 105 blev valgt med hensyn til betingelserne for at beklæde en stilling som offentlig anklager.

Ved retsplejelovens § 93, stk. 4, 2. pkt., er det fastsat, at sagkyndige, der af præsidenten for Sø- og Handelsretten beskikkes til at deltage ved behandlingen af sager vedrørende arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring og sager vedrørende markedsføring, ikke må være umyndiggjort eller under lavværgemål. Af retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 1, følger det, at personer, der beskikkes som advokat, skal være myndige og ikke under lavværgemål.

Da det for de nævnte sagkyndige dommere og for advokater ligesom for dommere, justitssekretærer, offentlige anklagere m.v., jf. bemærkningerne ovenfor til nr. 1 og 2, må anses for naturligt, at der stilles krav om, at de pågældende er myndige og ikke under værgemål efter § 5 i værgemålslovforslaget eller under samværgemål, foreslås bestemmelserne ændret i overensstemmelse hermed. Kravet herom findes at burde fremgå af lovteksten.

Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 257 fastsætter regler om umyndige og lavværgede personers mulighed for at træffe processuelle beslutninger i forbindelse med borgerlige retssager.

Til stk. 1

For de, der er umyndige efter gældende ret, dvs. personer, der er umyndiggjort i medfør af myndighedslovens § 2, og personer under 18 år, gælder ifølge § 257, stk. 1, 1. pkt., at værgen i retssager optræder på den umyndiges vegne. For personer under 18 år kan den ene af forældrene dog i visse tilfælde repræsentere den umyndige uden den anden af forældrenes medvirken, jf. stk. 1, 2. pkt.

For en person, der er under lavværgemål, gælder ifølge bestemmelsens stk. 2, at den pågældende i retssager kun kan optræde i forbindelse med sin lavværge.

Bestemmelsen i § 257, stk. 1, 1. pkt., foreslås ændret, således at det tydeligere fremgår, at personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, og unge under 18 år, der er umyndige, er afskåret fra at optræde på egen hånd i forbindelse med behandlingen af retssager. Det følger herefter af reglerne i værgemålsloven, at det er værgen, der optræder på den umyndiges vegne. Værgen skal dog som følge af bestemmelsen i værgemålslovens § 26 spørge den, der er under værgemål, før der træffes beslutning i vigtigere anliggender, og det vil ligeledes i nogle tilfælde være nødvendigt at indhente statsamtets samtykke til dispositioner under retssagen, jf. værgemålslovens § 30 og de administrative regler om værgens beføjelser og pligter, som skal fastsættes i medfør af denne bestemmelse.

Justitsministeriet har overvejet, om det tillige burde fastsættes, at personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål, ikke kan optræde på egen hånd i retssager. Disse personer mister imidlertid ikke deres retlige handleevne ved værgemålets etablering. Endvidere kan de nævnte former for værgemål begrænses til at angå bestemte aktiver eller økonomiske anliggender, og § 5-værgemålet kan også begrænses til kun at angå personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender. En udvidelse af området for bestemmelsen i § 257, stk. 1, 1. pkt., ville således efter Justitsministeriets opfattelse ikke være i overensstemmelse med disse værgemålsformers karakter, og det foreslås derfor ikke, at personer under § 5-værgemål og samværgemål generelt anses for at have mistet proceshabiliteten.

For personer under værgemål efter værgemålslovens § 5 kan værgen som følge af pligten til at varetage interesserne for den, der er under værgemål, og retten til at optræde på dennes vegne, imidlertid virke som repræsentant under retssager, i det omfang værgemålet omfatter det forhold, som retssagen angår. Justitsministeriet går ud fra, at dette vil blive den fremtidige fremgangsmåde i de - formentlig meget få - retssager, hvor en af parterne er under § 5-værgemål. Værgen for en person, der er under samværgemål, kan optræde sammen med den, der er under værgemål, eller efter dennes bemyndigelse.

Personer under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål vil dog i princippet også kunne optræde på egen hånd under retssagen og således også selv tage stilling til, om retssag skal anlægges. Dette vil formentlig kun forekomme yderst sjældent i praksis og kan næppe antages at give anledning til problemer. Dels er der efter bestemmelsen i retsplejeloven § 258 mulighed for, at retten kan afvise en sag, hvis der er grund til at antage, at nogen af parterne mangler myndighed til at råde over sagen. Denne bestemmelse anvendes i praksis også i tilfælde, hvor en person - uden at der er iværksat værgemål - befinder sig i en sådan sindstilstand, at den pågældende anses for uegnet til på egen hånd at optræde som part under en retssag. Dels er der mulighed for, at værgen for en person, der er under værgemål efter § 5 eller under samværgemål, hvis det er nødvendigt for at gennemføre - eller opgive - retssagen, kan tage initiativ til værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, således at den, der er under værgemål, fratages sin mulighed for at fremsætte påstande m.v. under sagen.

Bestemmelsen i § 257, stk. 1, 2. pkt., foreslås videreført i den nugældende affattelse. Det vil således fortsat være muligt i tilfælde, hvor den ene værge for en umyndig under 18 år udebliver fra et retsmøde, at lade den anden værge alene repræsentere den umyndige.

Til stk. 2

Af den gældende regel i § 257, stk. 1, 3. pkt., følger det, at værgen skal have den umyndiges samtykke til at anlægge retssag, der angår formuerettigheder, hvorover den umyndige har rådigheden, eller som rejser sig af en aftale, som den umyndige gyldigt har indgået på egen hånd. Endvidere kræves efter § 257, stk. 1, 4. pkt., samtykke fra en umyndiggjort til værgens anlæg af retssag, der vedrører en legemsfornærmelse eller ærekrænkelse, der er tilføjet den umyndige, medmindre umyndiggørelsen skyldes sindssygdom eller åndssvaghed. Bestemmelserne er undtagelser til de generelle regler i § 257, stk. 1, 1. og 2. pkt., hvorefter værgen uden den umyndiges tilslutning kan optræde som dennes processuelle repræsentant i retssager.

Bestemmelsen i § 257, stk. 1, 3. pkt., foreslås videreført med den virkning, at værgen skal have et udtrykkeligt samtykke - og altså ikke blot høre den umyndiges mening, jf. værgemålslovens § 26 - til at anlægge en retssag, der vedrører forhold, som den umyndige selv har rådigheden over. Bestemmelsen, der foreslås placeret i § 257, stk. 2, 1. pkt., omfatter ikke personer under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller personer under samværgemål. For personer under samværgemål følger det allerede af, at værgen kun kan optræde sammen med den, der er under samværgemål, at dennes samtykke til sagsanlæg er nødvendigt. For personer under § 5-værgemål afhænger det af værgemålets omfang, om værgen vil kunne anlægge retssag om den pågældende formuerettighed eller aftale. Er det pågældende forhold omfattet af værgemålet, kan værgen således uden samtykke fra den, der er under værgemål, men dog efter at have hørt dennes mening, jf. myndighedslovens § 26, træffe beslutning om anlæg af retssag. Er forholdet ikke omfattet af værgemålet, kan værgen ikke disponere på dette område og således heller ikke i kraft af værgemålet anlægge retssag.

Også bestemmelsen i § 257, stk. 1, 4. pkt., foreslås bevaret. Bestemmelsen omfatter i den foreslåede affattelse - ligesom den gældende bestemmelse kun omfatter umyndiggjorte - alene personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, som således skal give samtykke til anlæg af retssag, der rejser sig af en legemskrænkelse eller freds- og æreskrænkelse. For børn og unge under 18 år skal værgen således ikke indhente samtykke til anlæg af sager af denne art.

Efter den gældende bestemmelse kræves den umyndiggjortes samtykke dog ikke, hvis umyndiggørelsen skyldes sindssygdom eller åndssvaghed, men derimod ved umyndiggørelse som følge af anden sjælelig forstyrrelse, legemlig mangel, sygdom eller skrøbelighed eller de øvrige umyndiggørelsesgrunde, som nævnes i myndighedslovens § 2. Det foreslås, at samtykke fremover bliver unødvendigt, hvis den, der er under værgemål, som følge af manglende forståelse for sagens betydning ikke kan tage stilling hertil, idet det er i disse tilfælde, værgen - uanset den umyndiges eventuelle tilkendegivelser - bør have mulighed for at kunne varetage den umyndiges interesse i at få gennemført f.eks. et krav om erstatning.

Ifølge bestemmelsen i retsplejelovens § 260, stk. 2, er advokater eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne. Advokaternes eneret brydes dog bl.a. af, at ægtefæller, visse beslægtede samt værger for umyndige og umyndiggjorte og lavværger for personer, der er sat under lavværgemål, kan møde og optræde som rettergangsfuldmægtig under retssager.

Som følge af forslaget til værgemålsloven er det nødvendigt at ændre bestemmelsen, således at både værgen for en mindreårig og en voksen umyndig og værgen for en person, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, kan repræsentere den, der er under værgemål, som rettergangsfuldmægtig under en borgerlig retssag.

Bestemmelsen i § 448 b vedrører proceshabiliteten i sager om ægteskab eller forældremyndighed og medfører, at umyndige og personer under lavværgemål som udgangspunkt kan optræde på egen hånd i denne type sager. Reglen er således en undtagelse fra den almindelige regel i retsplejelovens § 257, hvorefter værgen optræder på den umyndiges vegne i borgerlige retssager. Ifølge § 448 b, 2. pkt., optræder værgen dog på vegne af en part, der er umyndiggjort på grund af sindssygdom eller åndssvaghed, og ifølge bestemmelsens 3. pkt. kan værgen kun anlægge sag med statsamtets samtykke.

Bestemmelsen har i praksis formentlig kun meget ringe betydning, bl.a. fordi adgangen for umyndiggjorte til at optræde på egen hånd kun gælder, hvis umyndiggørelsen ikke skyldes sindssygdom eller åndssvaghed. Bestemmelsen har endvidere været kritiseret under henvisning til, at det forekommer ubegrundet at antage, at en umyndiggjort - selv om umyndiggørelsen ikke skyldes sindssygdom eller åndssvaghed - kan overskue problemerne under sin egen skilsmissessag, hvorunder der ofte skal tages stilling til økonomiske spørgsmål, der kan være af vidtrækkende betydning for den umyndige.

Bestemmelsen foreslås på denne baggrund ophævet, således at den almindelige regel i retsplejelovens § 257 om proceshabiliteten også gælder for sager om ægteskab eller forældremyndighed. Der henvises herom til bemærkningerne ovenfor til forslaget til § 1, nr. 5.

Ophævelsen af § 448 b medfører også, at bestemmelsen i 3. pkt., hvorefter værgen kun kan anlægge sag med statsamtets samtykke, udgår. Det er imidlertid hensigten at regulere spørgsmålet om værgesamtykke i de administrative regler, der skal udstedes i medfør af værgemålslovens § 30, idet det findes mest hensigtsmæssigt, at reglerne om statsamtets samtykke til værgens dispositioner samles i de administrative regelsæt.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 450 a vedrører den samtale, som efter myndighedslovens § 26 skal føres med et barn i en sag om forældremyndighed eller samværsret, før retten træffer afgørelse i sagen.

Ændringen er en følge af, at myndighedsloven, der i dag ud over regler om værgemål også indeholder regler om forældremyndighed og samværsret, fremover foreslås benævnt lov om forældremyndighed og samvær, jf. § 53 i forslaget til værgemålsloven. Det tilføjes, at §-henvisningen må ændres, såfremt forslaget til en ny lov om forældremyndighed og samvær bliver vedtaget.

Ifølge bestemmelsen i retsplejelovens § 456 f, stk. 2, der vedrører proceshabiliteten i faderskabssager, optræder værgen for en part, der er under 18 år. I øvrigt optræder parterne på egen hånd uden hensyn til umyndiggørelse og lavværgemål.

Bestemmelsens 1. pkt. foreslås ændret, således at reglen bliver overensstemmende med forslaget i værgemålsloven om, at unge under 18 år som hovedregel bliver myndige ved indgåelsen af ægteskab.

Forslaget til ændring af 2. pkt. skyldes, at samværgemål efter værgemålslovens § 7 ikke medfører fratagelse af den retlige handleevne. Der henvises herom til bemærkningerne til nr. 7 om den tilsvarende regel i § 448 b, 1. pkt., vedrørende sager om ægteskab eller forældremyndighed. Bestemmelsen foreslås endvidere ændret, således at det præciseres, at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, kan optræde på egen hånd, men også kan repræsenteres ved værgen.

Er beskikkelse af værge for en part i en faderskabssag påkrævet, kan beskikkelsen ifølge den gældende bestemmelse i § 456 f, stk. 2, 3. pkt., foretages af retten. Reglen er en fravigelse af reglerne i myndighedsloven, hvorefter kompetencen til at beskikke ad hoc værger tilkommer statsamtet. Beskikkelse af værge under rettens behandling af faderskabssager kan således ske ved rettens afgørelse, hvis der er en interessekonflikt mellem parten og dennes værge, eller værgen er midlertidigt forhindret i at varetage den umyndiges interesser, jf. myndighedslovens § 58, eller hvis parten midlertidigt på grund af sygdom eller fravær er forhindret i at varetage sine anliggender, jf. myndighedslovens § 59.

Bestemmelsen foreslås videreført, således at retten får kompetence til at beskikke en særlig værge til at varetage en parts interesser under en faderskabssag i de situationer, der er omfattet af værgemålslovens § 47, § 48 og § 49, dvs. tilfælde, hvor partens og værgens interesser er modstridende, hvor værgen midlertidigt er forhindret i at varetage sit hverv, eller hvor parten på grund af fravær er midlertidigt forhindret i at varetage sine anliggender.

Følger behovet for at beskikke en værge under faderskabssagen af, at en part midlertidigt på grund af sygdom er ude af stand til at varetage sine interesser, er det dog statsamtet, der skal træffe afgørelse om værgebeskikkelse efter værgemålslovens § 5. Er der behov for værgemål efter værgemålslovens § 6, tilkommer kompetencen retten, jf. værgemålslovens § 13, stk. 3.

Om baggrunden for forslaget om ændring af retsplejelovens kapitel 43 om sager om umyndiggørelse og lavværgemål henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget ovenfor under afsnit 5.

Til § 457

Bestemmelsen angiver anvendelsesområdet for reglerne i kapitlet om værgemålssager.

Sager om værgemål, jf. nr. 1, er de sager, som domstolene i medfør af bestemmelsen i værgemålslovens § 13 skal behandle, enten fordi det findes betænkeligt, at sagen behandles administrativt, eller fordi der er fremsat anmodning om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6. Sager om værgemål omfatter også de sager, hvor retten bliver kompetent til at færdigbehandle en sag om værgemål, jf. værgemålslovens § 21, stk. 4, som følge af, at en af statsamtet truffet afgørelse om foreløbigt værgemål indbringes for retten til prøvelse. Der henvises herom til betænkningen side 211-212.

Under sager om værgemål hører også sager, hvor der opstår spørgsmål om ændring, herunder indskrænkning eller udvidelse af området for et værgemål, jf. værgemålslovens § 9, eller ophævelse af værgemål, jf. værgemålslovens § 10, i det omfang det følger af kompetencereglen i værgemålslovens § 13, at sagen skal afgøres af retten. Det bemærkes i den forbindelse, at det efter de foreslåede regler i værgemålslovens §§ 9 - 10, jf. § 13, er hensigten, at statsamtet skal kunne behandle sager om ændring og ophør af værgemål, selv om værgemålet er iværksat ved dom, hvis blot der ikke er spørgsmål om udvidelse af værgemålet til at omfatte fratagelse af den retlige handleevne, og statsamtet i øvrigt ikke finder det betænkeligt, at sagen afgøres administrativt.

Som det fremgår af værgemålslovens § 22, er der adgang til at indbringe statsamtets afgørelser om værgemål efter værgemålslovens § 5 eller §§ 7 - 10 for retten inden 4 uger efter, at der er givet meddelelse om afgørelsen. Disse sager er omfattet af bestemmelsen i § 457, nr. 2. Omfattet af bestemmelsen er også statsamtets afgørelser om ikke at iværksætte værgemål. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 217-218.

Endelig nævnes i § 457, nr. 3, sager om rettens værgebeskikkelse, dvs. sager, hvor retten i forbindelse med en afgørelse om værgemål skal beskikke en værge for en person, der er kommet under værgemål, jf. værgemålslovens § 14, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 163-172.

Til § 458

Bestemmelsen i 1. pkt. svarer til den gældende regel i retsplejelovens § 458, stk. 1, 1. pkt., om den stedlige kompetence. Det er således fortsat hjemtinget for den, der begæres sat under værgemål, der er afgørende for, i hvilken retskreds sagen skal behandles. Sagen skal derfor behandles i den retskreds, hvor den pågældende har bopæl, og er der ingen bopæl, på det sted, hvor den pågældende opholder sig, jf. retsplejelovens § 235. Også statsamternes afgørelser om værgemål træffes af statsamtet på det sted, hvor den, som sagen angår, har bopæl, jf. værgemålslovforslaget § 15. Anmodninger om ophævelse, udvidelse eller indskrænkning af værgemål henhører ligeledes under retten på det sted, hvor den pågældende har hjemting.

Ifølge den gældende regel i retsplejelovens § 458, stk. 1, 2. pkt., skal anmodninger om værgemål i tilfælde, hvor den pågældende ikke har bopæl her i landet, indgives til den ret, som justitsministeren bestemmer. En tilsvarende regel gælder med hensyn til anmodning om ophævelse af værgemål, jf. retsplejelovens § 466, stk. 2, 3. pkt., idet anmodningen i disse tilfælde dog tillige kan indgives til den ret, der i første instans har truffet afgørelse om værgemål.

Det foreslås i 2. pkt., at det fremover i alle tilfælde bliver Københavns Byret, der skal behandle sager om værgemål, hvis den pågældende ikke har hjemting her i landet, idet det er mere hensigtsmæssigt, at sådanne sager henhører under en bestemt ret, fremfor at der i de enkelte tilfælde af Justitsministeriet skal træffes beslutning om, hvilken domstol der skal behandle sagen.

Behandling af sager om værgemål her i landet vedrørende personer, der ikke har hjemting her, kan være aktuel, hvis det følger af f.eks. en overenskomst med en anden stat, at der kan træffes afgørelser vedrørende værgemål her i landet, uanset at den person, som sagen drejer sig om, er domicileret i den anden stat. Det er tilfældet ifølge den nordiske ægteskabskonvention, hvorefter det i situationer, hvor en nordisk domstol har truffet afgørelse om umyndiggørelse af en i landet bosat nordisk statsborger, fortsat kan være det pågældende lands domstole, der er kompetent til at træffe beslutning om ændring af afgørelsen, selv om den, der er under værgemål, er flyttet til et andet nordisk land.

Endvidere vil det kunne blive aktuelt, at man her i landet kan ophæve en afgørelse om værgemål, der er truffet her, selv om den, som værgemålet vedrører, nu ikke længere har bopæl eller ophold i Danmark.

Om den stedlige kompetence henvises i øvrigt til bemærkningerne i betænkningen side 172.

Begæringer om værgemål skal ikke udformes som en stævning. Det er tilstrækkeligt at indgive begæringen om værgemål ved en skrivelse, der dog skal indeholde en begrundelse for anmodningen og forslag til værgemålets karakter og omfang, jf. værgemålslovforslagets § 17, stk. 2.

Til § 459

Bestemmelsen i stk. 1, der fastlægger, hvem der skal anses som parter i værgemålssagen, svarer til den gældende regel i retsplejelovens § 459, stk. 1. Dog foreslås det, at tillige den, der har anmodet om domstolsprøvelse af en afgørelse, der er truffet af statsamtet, skal anses som part i sagen. Dette er imidlertid blot en følge af, at der ikke nødvendigvis er identitet mellem den person, der har anmodet statsamtet om at træffe afgørelse om værgemål, og den, der ønsker statsamtets afgørelse indbragt for retten.

I de tilfælde, hvor der er tale om domstolsprøvelse af statsamtets afgørelser, er også den, der har fremsat den oprindelige anmodning om værgemål, part, selv om det er en anden, der har begæret sagen indbragt for retten.

Som det fremgår af bestemmelsen, anses statsamtet ikke som part i retssagen, heller ikke i de tilfælde, hvor det er statsamtets afgørelse, der skal behandles. Justitsministeriet har overvejet, om reglen burde udformes således, at statsamtet anses som part i sager, hvor der er tale om domstolsprøvelse af statsamtets afgørelse om værgemål.

Baggrunden herfor er, at der formentlig vil kunne forekomme sager, hvor kun den, der er under værgemål, sammen med sin advokat eller advokaten alene deltager aktivt i processen, mens den eller de øvrige parter under domstolsbehandlingen vælger en mere passiv holdning. I sådanne situationer ville det kunne være hensigtsmæssigt, at statsamtet optræder som part, således at dommeren som følge af rettens pligt til at oplyse sagen ikke kommer til at fremtræde som den, der skal varetage interessen i, at den af statsamtet trufne afgørelse om værgemål opretholdes, og således at sagen i højere grad får karakter af en kontradiktorisk proces. Også statsamtet vil i nogle tilfælde kunne have interesse i at have status som part og derved kunne fremdrage de momenter i sagen, som statsamtet har tillagt særlig betydning ved afgørelsen af sagen.

Justitsministeriet har imidlertid valgt ikke at inddrage statsamtet som part i disse situationer. Det skyldes bl.a., at retten skal foretage en fuldstændig ny prøvelse af alle sider i sagen og herunder også skal inddrage eventuelle nye oplysninger. Rettens afgørelse må således anses som en helt ny afgørelse af, hvorvidt betingelserne for værgemål er opfyldt på det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse, og statsamtets interesse i sagen vil derfor formentlig kun i meget få tilfælde være af en sådan karakter, at det ville være naturligt at inddrage statsamtet som part. Hertil kommer, at de myndigheder og organisationer, der har været hørt over Myndighedslovsudvalgets betænkning, ikke har fremsat bemærkninger vedrørende denne bestemmelse.

Justitsministeriet har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt at indføje en bestemmelse i stk. 2, hvorefter de nærmeste og en eventuel allerede beskikket værge kan indtræde som part under rettens behandling af en sag om værgemål. Baggrunden herfor er, at det i praksis har vist sig, at der kan være behov for, at en person, som ikke hidtil har været inddraget i sagen - f.eks. en pårørende, som er uenig i de hidtil trufne afgørelser - efter at have fremsat anmodning herom kan optræde som part under sagen. De pågældende får dog kun partsstilling, såfremt de over for retten anmoder om det, og skal ikke af retten orienteres om sagen i videre omfang end efter reglen i værgemålslovens § 20.

Det tilføjes, at det dog også vil være muligt for personer, der efter reglen i værgemålslovens § 16 har adgang til at fremsætte anmodning om værgemål eller om ændring eller ophævelse af værgemål, efter afslutningen af sagen ved domstolene at forlange afgørelsen taget op til fornyet vurdering, f.eks. med en anmodning om, at værgemålet ophæves.

Partsstillingen medfører bl.a., at de pågældende skal underrettes om retsmøder i sagen og om den afgørelse, der træffes. Endvidere har parterne adgang til at føre beviser og procedere under domstolsbehandlingen, ligesom parterne kan anke eller kære rettens afgørelser, jf. herom også § 466, stk. 1.

Også andre end parter har imidlertid krav på underretning om afgørelsen, jf. forslaget i værgemålsloven § 20 om underretning af en eventuel ægtefælle og en allerede beskikket værge, idet denne bestemmelse også gælder for rettens behandling.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 214-217 om partsstillingen.

Til § 460

Bestemmelsen afløser den gældende regel i retsplejelovens § 459, stk. 2, hvorefter der skal beskikkes en advokat for den, der søges umyndiggjort, medmindre denne giver sit samtykke til umyndiggørelsen eller befinder sig i en sådan tilstand, at han ikke forstår betydningen af umyndiggørelsen. Efter den gældende regel kan retten i øvrigt beskikke en advokat for en part, hvis der er behov for advokatbistand.

Forslaget indebærer, at retten i alle sager, hvor den, som sagen angår, ikke allerede har antaget en advokat, skal beskikke en advokat for den pågældende. Baggrunden for forslaget er, at personer, der begæres sat under værgemål, oftest vil have meget vanskeligt ved selv at varetage deres interesser under værgemålssagen. Selv om der påhviler retten en pligt til at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling i sagen, og retten også i øvrigt skal påse, at den pågældendes interesser bliver varetaget, er det naturligt, at der under domstolsbehandling af sager vedrørende værgemål beskikkes advokat, også selv om den pågældende ikke opfylder betingelserne for fri proces.

Advokatens opgaver er at repræsentere og bistå den, som værgemålssagen drejer sig om, og advokaten skal herunder sørge for, at den pågældende kan komme til orde under retssagen. Det må derfor forudsættes, at advokaten altid kommer i personlig kontakt med den pågældende, så advokaten - bl.a. med henblik på tilrettelæggelse af bevisførelsen - kan danne sig et indtryk af klienten og dennes forhold. Advokaten må i den forbindelse også under hensyn til klientens tilstand overveje, om det er muligt og hensigtsmæssigt, at klienten giver møde i retten, eller om dette ikke kan anses for påkrævet, jf. § 19, stk. 2, i forslaget til værgemålsloven, hvorefter det er udgangspunktet, at den pågældende skal udtale sig under retssagen.

I overensstemmelse med den gældende regel i retsplejelovens § 459, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at retten også kan beslutte at beskikke en advokat for andre parter i sagen, hvis der er behov for det. Parter er de, der er nævnt i forslagets § 459, herunder f.eks. den, der har fremsat begæringen om værgemål eller har forlangt statsamtets afgørelse indbragt for retten.

Om advokatbistand henvises i øvrigt til betænkningen side 203-207. Salær og godtgørelse for udlæg til advokaten afholdes efter bestemmelsen i forslagets § 465.

Til § 461

Bestemmelsen, der drejer sig om oplysning af sagen, svarer til de gældende regler i retsplejelovens § 460, stk. 1 og 2.

Sager om værgemål er civile sager, men adskiller sig bl.a. fra de almindelige civile søgsmål ved at være indispositive. Dette indebærer, at parterne ikke på samme måde som ved andre civile sager selv kan tilrettelægge sagen og beslutte, hvilke oplysninger der skal forelægges for retten. Det påhviler derimod retten at sørge for, at de relevante oplysninger tilvejebringes, således at retten har et tilstrækkeligt grundlag for afgørelse af sagen. Her gælder altså det såkaldte officialprincip.

Af bestemmelsen følger det således, at retten træffer bestemmelse om afhøring af parter og vidner og om tilvejebringelse af erklæringer fra læger, institutioner eller andre. Det følger i øvrigt af reglen i værgemålslovforslagets § 18, at der i alle sager om værgemål efter værgemålsloven § 5 og § 6 skal indhentes lægeerklæring og erklæring fra institutionen, hvis den, som sagen drejer sig om, har bopæl på institution.

Reglen i stk. 2 om, at retten kan bestemme, at den, der begæres sat under værgemål, ikke må overvære bevisførelsen eller en del af denne, skyldes, at der herunder kan forekomme oplysninger, som det kan skade den pågældende at få kendskab til, f.eks. om en livstruende sygdom eller den pågældendes psykiske tilstand. Som hovedregel skal den pågældende inden sagens afgørelse dog gøres bekendt med oplysninger, der er fremkommet i et retsmøde, som denne ikke har overværet. Dette gælder dog ikke, hvis de oplysninger, som er kommet frem, fortsat må antages at være skadelige for den pågældende.

Om sagens oplysning henvises i øvrigt til betænkningen side 180-198.

Til § 462

Bestemmelsen svarer til den gældende regel i retsplejelovens § 463 og giver en udvidet adgang for retten til at træffe beslutning om dørlukning og til at forbyde offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten i forhold til de regler, der gælder for almindelige civile sager. Baggrunden for disse særregler er værgemålssagernes karakter, herunder at der ofte under retsmøderne vil fremkomme oplysninger, som det for den, som sagen drejer sig om, eller for andre parter i sagen vil være krænkende, at offentligheden kan få kendskab til.

Til § 463

Bestemmelsen er ny og indebærer, at en afgørelse om værgemål, der er truffet af statsamtet, fortsat står ved magt, selv om afgørelsen indbringes for retten. Retten kan dog beslutte, at anmodningen om domstolsprøvelse tillægges opsættende virkning, således at værgemålet først iværksættes, når retten har taget stilling til statsamtets afgørelse. Bestemmelsen gælder også i de tilfælde, hvor statsamtets afgørelse går ud på ophævelse eller begrænsning af et eksisterende værgemål. En afgørelse om ophævelse eller begrænsning af værgemål får således også virkning med det samme efter statsamtets afgørelse, men anmodning om domstolsprøvelse kan af retten tillægges opsættende virkning.

En tilsvarende regel gælder ved anke, jf. § 466, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 217-218.

Til § 464

Bestemmelsen svarer til den gældende regel i retsplejelovens § 464, stk. 1, idet der dog er indføjet en bestemmelse i 2. pkt. - der svarer til den gældende regel i § 462, stk. 1, 1. pkt. - om, at rettens foreløbige afgørelser om værgemål træffes ved kendelse.

Som det fremgår, skal rettens afgørelser om værgemål træffes ved dom, og det gælder også i de tilfælde, hvor der bliver tale om at udvide, indskrænke eller ophæve en afgørelse om værgemål, jf. værgemålslovens § 9 og § 10, uanset om den tidligere afgørelse er truffet af retten eller statsamtet.

2. pkt. er i forhold til udkastet til bestemmelsen i betænkningen ændret, således at der ved foreløbige afgørelser om værgemål bliver tale om to afgørelser, nemlig en kendelse om, at betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse om iværksættelse af værgemål er opfyldt, jf. 2. pkt., og en beslutning eller kendelse som følge heraf om foreløbig beskikkelse af en værge, jf. 3. pkt. Der henvises herom til bemærkningerne i forslaget til værgemålsloven om værgemålslovens § 21.

Retten skal i øvrigt kun træffe afgørelse om værgebeskikkelse i tilknytning til, at retten træffer afgørelse om værgemål, jf. værgemålslovforslagets § 14, 2. pkt. Opstår der senere under værgemålet spørgsmål om beskikkelse af en ny værge, skal sagen behandles af statsamtet, jf. værgemålslovens § 14, 1. pkt.

Til § 465

Reglen i stk. 1, 1. pkt., om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat, svarer til den gældende regel i retsplejelovens § 464, stk. 2, der indebærer, at udgifterne afholdes af statskassen som sagsomkostninger. Bestemmelsen gælder tilsvarende for andre udgifter efter rettens bestemmelse, jf. stk. 1, 2. pkt.

Efter den gældende regel i § 464, stk. 3, bør retten kun, når der er særlig anledning til det, pålægge en part helt eller delvis at betale sagsomkostninger. Det foreslås, at denne bestemmelse ændres, således at personer, der opfylder betingelserne i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, ikke skal afholde sagsomkostninger, mens personer, hvis indtægt er så høj, at de ikke kan få fri proces, efter rettens bestemmelse vil kunne pålægges at afholde de udgifter, der er forbundet med sagen.

Ændringen må antages i praksis at medføre, at de fleste, der begæres sat under værgemål, ikke kommer til at betale sagsomkostninger, fordi deres indtægt ikke overstiger grænsen for fri proces. For personer, hvis indtægt overstiger denne grænse, skal retten afgøre, om den pågældende bør pålægges sagsomkostningerne, således at velhavende, der ved sagen får en værge til bistand, også skal betale de udgifter, der er forbundet med sagens gennemførelse. Retten skal dog ved denne afgørelse naturligvis også tage hensyn til sagens resultat, idet det vil være mest naturligt, at udgifterne afholdes endeligt af staten, hvis sagen ender med, at der ikke iværksættes værgemål, eller at et værgemål ophæves.

Retten kan pålægge andre parter at betale sagsomkostninger, hvis der findes rimelig grund hertil. Bestemmelsen vil kunne blive aktuel, f.eks. hvis en værgemålssag er rejst uden rimelig grund, eller hvis en part har givet anledning til forhaling af sagen eller lignende, og dette har medført udgifter, som det er rimeligt at pålægge parten.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 206-207.

Til § 466

Bestemmelsen om anke til landsretten svarer til den gældende § 465 i retsplejeloven og indeholder de særlige regler om anke, der gælder for værgemålssager i forhold til de almindelige regler om anke af domme i civile sager i retsplejelovens kapitel 36. Byrettens værgemålsafgørelse kan således ifølge det almindelige to-instansprincip, jf. retsplejelovens § 368, indbringes for landsretten. Ankefristen er 4 uger, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.

I forhold til lovudkastet i betænkningen er der i forslaget til § 466, stk. 1, indsat en regel, der giver mulighed for, at også andre end de, der rent faktisk har optrådt som parter under byrettens behandling af sagen, får mulighed for at iværksætte anke af en dom vedrørende værgemål. Baggrunden for dette forslag er, at der i nogle tilfælde kan være behov for, at f.eks. en pårørende, som ikke tidligere har haft kendskab til sagen, og som er uenig i byrettens afgørelse om værgemål, kan forlange sagen forelagt for landsretten. Reglen styrker således de pårørendes stilling under værgemålssagen. Der henvises herom også til forslaget til § 459, stk. 2, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Denne mulighed for anke medfører ikke, at de personer, der er omfattet af § 459, stk. 2, men som ikke er indtrådt under byrettens behandling af sagen, skal have underretning om sagens afgørelse i videre omfang, end det følger af reglen i værgemålslovens § 20. Iværksættes anke af en person fra denne kreds, får den pågældende imidlertid partsstilling under ankesagen.

Det er ikke fundet nødvendigt at lade reglen i stk. 1 gælde for kære, der kun er aktuel ved foreløbige afgørelser om værgemål, idet der i disse tilfælde er mulighed for at få sagen indbragt for landsretten ved anke, når sagen om værgemål er afsluttet af byretten ved dom.

For værgemålssager gælder, jf. stk. 2, den særlige regel, at anke sker ved meddelelse til byretten - eventuelt mundtligt til retsbogen - og ikke som ved anke i andre civile sager ved indlevering af ankestævning til landsretten.

Landsrettens behandling af en ankesag skal også ske efter de særlige regler om behandlingen af værgemålssager, hvilket bl.a. indebærer, at landsretten ligesom byretten skal udøve officialvirksomhed med henblik på sagens oplysning, jf. § 461.

Det følger af stk. 4, at anke kun har opsættende virkning, hvis der træffes beslutning herom af byretten eller landsretten. Værgemålet må derfor normalt iværksættes, og en værge beskikkes, selv om ankefristen ikke er udløbet, eller afgørelsen om værgemål er anket.

Domme om ophævelse eller begrænsning af et tidligere iværksat værgemål har ligeledes efter gældende ret virkning straks ved afsigelsen, jf. reglerne i retsplejelovens § 466, stk. 3, jf. § 465, stk. 3. Denne retstilstand foreslås ikke ændret, og for domme om ophævelse eller ændring af værgemål indtræder retsvirkningen således straks efter afsigelsen af dom herom, medmindre andet bestemmes i dommen eller senere besluttes af landsretten.

Reglen i § 466 gælder kun for anke. Hvis rettens afgørelser træffes ved kendelse, som det er tilfældet for foreløbige afgørelser om værgemål og for afgørelser om værgebeskikkelse, gælder de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 37. Det følger dog heraf, at retstilstanden er næsten den samme som efter § 466, idet kæren kan iværksættes ved indlevering af et kæreskrift til den ret, hvis afgørelse påkæres, eller ved meddelelse mundtligt til retsbogen, jf. retsplejelovens § 393, og idet kære ikke har opsættende virkning, medmindre det bestemmes af byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 395.

Om anke henvises i øvrigt til betænkningen side 218-219.

Retsplejelovens § 475 c indeholder bestemmelser om parterne og parternes repræsentation under en retssag om prøvelse af adoption uden samtykke. Ifølge bestemmelsen i retsplejelovens § 475 c, stk. 1, 2. pkt., optræder klageren - som kan være de biologiske forældre, barnets værge eller den, der søger om adoption eller har et barn i pleje med henblik på adoption - under retssagen på egen hånd, selv om klageren er umyndig eller under lavværgemål.

Bestemmelsen foreslås ændret i overensstemmelse med de nye værgemålsformer, der indføres ved værgemålsloven, således at klageren kan optræde på egen hånd på trods af umyndighed. Derimod nævnes samværgemål og værgemål efter værgemålslovens § 5 ikke i den ny affattelse af bestemmelsen, idet sådanne personer ikke fratages deres retlige handleevne ved værgemålet og derfor allerede som følge heraf kan optræde på egen hånd. Der er imidlertid ikke noget i vejen for, at værgen optræder for den umyndige eller personer, der er under en anden form for værgemål. I øvrigt skal klageren i sager af denne art altid være repræsenteret ved en advokat, jf. reglen i § 475 c, stk. 2.

Ifølge den gældende bestemmelse i § 475 c, stk. 3, kan retten beskikke en værge for det barn, som sagen drejer sig om. Værgen indtræder i så fald som part i sagen. Baggrunden for reglen er, at der i sager vedrørende adoption kan være behov for en selvstændig repræsentant for barnet, selv om barnets interesser normalt må anses for tilstrækkeligt varetaget af statsamtet, der optræder som part som følge af at have truffet administrativ afgørelse i sagen.

Bestemmelsen foreslås ikke ændret, og reglen er således en særregel om værgebeskikkelse i forhold til de almindelige regler om særlige værger i værgemålsloven. Reglerne i værgemålsloven om særlige værger finder derfor ikke anvendelse i disse tilfælde.

Retsplejelovens § 501, stk. 3, der vedrører adgangen til at gøre indsigelser gældende under en fogedforretning med henblik på tvangsfuldbyrdelse på grundlag af en veksel eller check, indeholder i nr. 3 en bestemmelse om, at indsigelser, der går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, kan gøres gældende under fogedforretningen.

Ved værgemålsloven foreslås det, at værgemål efter lovens § 5 og samværgemål efter lovens § 7 ikke skal medføre, at den, der kommer under værgemål, fratages den retlige handleevne. Den pågældende vil således kunne indgå retshandler uden værgens medvirken, herunder udstede checks og veksler. I det omfang en person, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, ved indgåelsen af en aftale har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil aftalen kunne anses for ikke bindende, jf. bestemmelsen i § 46 i værgemålslovforslaget. Personer, der er under værgemål med fratagelse af handleevnen efter værgemålslovens § 6, samt mindreårige kan derimod ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovforslagets § 1, stk. 2, og § 6, stk. 2.

På den baggrund foreslås bestemmelsen i retsplejelovens § 501, stk. 3, nr. 3, affattet således, at kun indsigelser, der går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var umyndig, dvs. under værgemål efter værgemålslovens § 6 eller under 18 år og ugift, men ikke indsigelser om værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål efter værgemålslovens § 7, kan gøres gældende under fogedforretningen. Endvidere foreslås bestemmelsen ændret, således at kriteriet for at fremsætte indsigelser vedrørende skyldnerens evne til at handle fornuftsmæssigt affattes i overensstemmelse med ordlyden i værgemålslovens § 46.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 730, stk. 1, tilkommer valget af forsvarer værgen, hvis den sigtede i en straffesag er under 18 år. Det antages, at værgen i disse tilfælde skal være identisk med indehaveren af forældremyndigheden, idet spørgsmålet om valg af forsvarer under en straffesag henhører under forældremyndighedsopgaverne.

Forslaget i værgemålslovens § 1, stk. 1, hvorefter en person under 18 år, der indgår ægteskab, som hovedregel bliver myndig, medfører, at den pågældende ikke længere er under værgemål. Den pågældende er heller ikke under forældremyndighed, jf. bestemmelsen i myndighedslovens § 6, hvorefter børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. Bestemmelsen i § 730, stk. 1, 2. pkt., foreslås ændret i overensstemmelse hermed, således at unge under 18 år, der har indgået ægteskab, selv træffer afgørelse om valg af forsvarer, mens forældremyndighedens indehaver for andre børn og unge under 18 år kan træffe denne afgørelse.

I tilfælde, hvor den sigtede i en straffesag har unddraget sig forfølgning, kan retten træffe afgørelse om, at der skal lægges beslag på den formue, som sigtede måtte besidde eller erhverve i riget. Ifølge retsplejelovens § 802, stk. 1, skal der beskikkes en værge til at bestyre formuen, og afgørelsen om beslaglæggelse skal tinglyses efter de om umyndiggørelse gældende regler.

Bestemmelsen foreslås ændret som følge af den ændrede terminologi, der ved værgemålsloven foreslås med hensyn til begrebet »umyndiggørelse«, og forslaget om, at kun afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne skal tinglyses.

Bestemmelserne i § 925 og § 925 a vedrører straffesager, der fremmes ved byretterne uden udfærdigelse af anklageskrift som følge af, at sigtede afgiver tilståelse i retten. Efter § 925, stk. 1, 1. pkt., og § 925 a, stk. 1, 1. pkt., er det for sigtede under 18 år en betingelse for at afgøre straffesagen på denne måde, at sigtedes værge samtykker heri.

Som følge af forslaget i værgemålsloven om, at unge under 18 år som hovedregel bliver myndige ved indgåelsen af ægteskab, vil der kunne være en - formentlig meget lille - gruppe sigtede under 18 år, der ikke har en værge, og bestemmelserne skal derfor ændres.

Ved høringen over Myndighedslovsudvalgets betænkning er der af anklagemyndigheden fremsat forslag om, at bestemmelserne ændres, således at samtykke fra værgen ikke opretholdes som en nødvendig forudsætning for at fremme en sag som tilståelsessag efter de nævnte bestemmelser. Baggrunden for forslaget er de praktiske vanskeligheder med udsættelse af sagen med henblik på at få værgens samtykke m.v., som ofte opstår som følge af, at værgen på trods af indkaldelse til retsmødet ikke giver møde.

Justitsministeriet finder ikke, at der er betænkeligheder forbundet med at følge dette forslag. Dels påser retten, at betingelserne for at fremme sagen på grundlag af sigtedes tilståelse er til stede, og dels skal sigtede give sit samtykke til den forenklede behandling og har altid ret til at få beskikket en forsvarer. Hvis sigtede er anholdt eller fængslet eller sagen behandles efter reglerne i § 925 a, skal der altid beskikkes en forsvarer. Forsvarerens rolle er bl.a. at rådgive den sigtede om spørgsmålet om samtykke. I øvrigt forekommer det formentlig i praksis kun yderst sjældent, at værgen har indvendinger mod, at en sag fremmes som tilståelsessag.

Bestemmelserne foreslås på den baggrund ændret, således at værgens samtykke ikke er en betingelse for at fremme en straffesag efter reglerne i § 925 og § 925 a. Det forudsættes dog, at værgen fortsat tilsiges til retsmødet, således som det også sker i andre straffesager mod unge under 18 år.

Efter de gældende regler i myndighedslovens § 4 og § 56 skal afgørelser om umyndiggørelse og lavværgemål tinglyses i personbogen. Virkningen af tinglysningen er, jf. tinglysningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., at aftaler, der indgås med den umyndiggjorte eller lavværgede, er ugyldige, selv om medkontrahenten ikke er bekendt med værgemålet. Tinglysningen skal foretages af værgen, jf. værgebekendtgørelsens § 6.

Umyndiggørelse og lavværgemål skal ligeledes tinglyses på fast ejendom, som den umyndiggjorte eller lavværgede ejer eller erhverver, jf. tinglysningslovens § 13, stk. 2 og 3, og § 48, stk. 1, 2. pkt. Retsvirkningen af tinglysning på fast ejendom er ifølge tinglysningslovens § 48, at retshandler, som den umyndiggjorte eller lavværgede på egen hånd indgår, er ugyldige. Dokumenter om overdragelse af rettigheder over den faste ejendom vil i disse tilfælde blive afvist fra tinglysning. Pligten til at foretage tinglysning påhviler værgen, jf. tinglysningsloven § 13, stk. 2, og værgebekendtgørelsens § 6.

For personer, der er umyndige som følge af, at de er under 18 år, og som erhverver fast ejendom, skal værgen tillige lade lyse på den faste ejendom, at erhververen mangler rådighed over ejendommen, jf. tinglysningslovens § 13, stk. 3.

De nye former for værgemål, der foreslås indført ved forslaget til værgemålsloven, indebærer både nye retsvirkninger af værgemål og en ændret terminologi. De hidtidige lavværgemål erstattes af samværgemål, der ikke indebærer, at den, der kommer under værgemål, mister evnen til at handle på egen hånd. Værgemål alene efter værgemålslovens § 5 medfører ligeledes ikke, at den, der kommer under værgemål, mister den retlige handleevne. I disse situationer kan den, der er under værgemål, i princippet indgå aftaler på egen hånd, idet der dog vil kunne være mulighed for, at aftalen anses for ugyldig efter værgemålslovforslagets § 46 som følge af, at den pågældende manglede evnen til at handle fornuftmæssigt.

Ved værgemål efter værgemålslovens § 5 og § 7 er der således ikke længere behov for at lade værgemålet tinglyse i personbogen og på fast ejendom.

Værgemål efter værgemålslovens § 6 indebærer derimod, at den pågældende bliver umyndig og ikke selv kan forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre andet er bestemt. En forudsætning for, at aftaler, som den umyndige har indgået på egen hånd, kan blive ugyldige, er imidlertid, at enhver har adgang til at gøre sig bekendt med, at der foreligger et værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, og det er derfor nødvendigt fortsat at tinglyse sådanne værgemål i personbogen og på fast ejendom, som den umyndige ejer.

Det fremgår af værgemålslovens § 6, stk. 3, at afgørelser om fratagelse af den retlige handleevne skal tinglyses, og reglerne i tinglysningslovens § 13, stk. 2 og 3, og § 48 foreslås formuleret i overensstemmelse hermed.

Også foreløbige afgørelser om værgemål, jf. værgemålslovforslagets § 21, skal tinglyses, hvis værgemålet indebærer fratagelse af handleevnen. Sådanne afgørelser træffes af retten ved kendelse, og tinglysningslovens § 48 foreslås derfor i forhold til lovudkastet i værgemålsbetænkningen om ændring af tinglysningsloven (betænkningens side 38-39 og side 404) ændret, således at ikke blot domme, men alle afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne skal tinglyses. Bestemmelsen i § 48, stk. 2, i lovudkastet i betænkningen er ikke medtaget i lovforslaget. Bestemmelsen må anses for overflødig, når det er Justitsministeriets hensigt i de administrative regler, der skal udstedes i medfør af værgemålsloven, at fastsætte regler om pligten til at sørge for tinglysning af værgemål efter § 6 og om aflysning ved ophævelse.

Forslaget til ny affattelse af tinglysningslovens § 13, stk. 3, indebærer, at det som hidtil på faste ejendomme skal tinglyses, at ejeren er mindreårig og dermed umyndig, jf. værgemålslovforslaget § 1.

Om tinglysning af afgørelser om værgemål henvises i øvrigt til betænkningen side 157-160 og side 283-286.

Det tilføjes, at bestemmelsen i tinglysningslovens § 48, stk. 2, hvorefter samme regel - som i stk. 1 om tinglysning af umyndiggørelse og lavværgemål - gælder retten ifølge tinglyst skifteekstrakt, ophæves som følge af, at begrebet tinglyst skifteekstrakt er ophævet.

Det følger af retsafgiftslovens § 12, stk. 1, nr. 5, at sager om umyndiggørelse og ophævelse af umyndiggørelse samt om lavværgemål og ophævelse af lavværgemål er afgiftsfri.

Som følge af den nye terminologi, der foreslås indført ved værgemålsloven, hvorefter begrebet »værgemål« omfatter både værgemål efter værgemålslovens § 5, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 og samværgemål efter værgemålslovens § 7, foreslås formuleringen i retsafgiftsloven ændret i overensstemmelse hermed. Ophævelse og ændring af værgemål er også omfattet af »sager om værgemål«, og sager af denne art er fortsat afgiftsfri. Det gælder også sager om prøvelse af statsamtets afgørelser om værgemål.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 404.

Ifølge den gældende regel i retsafgiftslovens § 41 d, stk. 1, nr. 2, skal der ikke betales afgift ved tinglysning af umyndiggørelse og lavværgemål, jf. tinglysningslovens § 48.

Som det fremgår af forslaget til en ny værgemålslov og de under § 2 foreslåede ændringer af tinglysningsloven, foreslås det, at der fremover kun skal ske tinglysning af afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, idet de øvrige former for værgemål ikke medfører fratagelse af den retlige handleevne. Reglen i retsafgiftslovens § 41 d, stk. 1, nr. 2, foreslås derfor ændret, således at den bliver i overensstemmelse hermed.

Forslaget indebærer, at tinglysning både i personbogen og i tingbogen af afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 er fritaget for den sædvanlige retsafgift for tinglysning på 700 kr.

Bestemmelsen i aftalelovens § 22 vedrører den situation, hvor en fuldmagtsgiver bliver umyndiggjort. I disse tilfælde får tredjemand, som indgår aftaler med fuldmægtigen, ikke en bedre retsstilling, end tredjemand ville have fået, hvis aftalen var indgået med den umyndiggjorte selv.

I øvrigt er der i bestemmelsen fastsat en særlig regel for § 18-fuldmagter, dvs. fuldmagter, som alene hviler på fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, og som ikke er bestemt til forevisning for tredjemand. I disse tilfælde er det en yderligere betingelse for, at tredjemand kan støtte ret på en aftale, der er indgået med fuldmægtigen, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have haft kendskab til umyndiggørelsen af fuldmagtsgiveren.

Aftalelovens § 22 vedrører kun de situationer, hvor fuldmagtsgiveren ved iværksættelsen af værgemål fratages sin mulighed for på egen hånd uden værgens medvirken at indgå retshandler. Da dette efter forslaget til værgemålsloven alene er tilfældet for værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, foreslås aftalelovens § 22 formuleret i overensstemmelse hermed.

Ved værgemål efter værgemålslovens § 5 bevarer fuldmagten som udgangspunkt sin gyldighed, da den, der kommer under værgemål, ikke fratages den retlige handleevne. Om retstillingen i disse tilfælde henvises i øvrigt til betænkningen side 245-246.

Ved aftalelovens § 24 får en fuldmægtig for en person, der bliver umyndiggjort, bemyndigelse til at foretage de retshandler, som værgen ikke kan udføre, og som er nødvendige for at beskytte den umyndiggjorte mod tab. Bestemmelsen har baggrund i dansk rets almindelige regler om uanmodet forretningsførelse.

Bestemmelsen har for de nye værgemålsformer, der foreslås ved værgemålslovforslaget, kun betydning for værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, og bestemmelsen foreslås ændret i overensstemmelse hermed.

Gældsbrevslovens § 17 opregner indsigelser, som udstederen af et gældsbrev kan påberåbe sig over for en senere erhverver af gældsbrevet, uanset at erhververen var i god tro, dvs. ikke havde kendskab til eller burde have haft kendskab til den indsigelse, der gøres gældende med hensyn til udstedelsen af gældsbrevet.

Blandt de indsigelser, der ikke fortrænges af en senere erhverver i god tro, findes bl.a. indsigelser om mindreårighed, tinglyst umyndiggørelse, lavværgemål og manglende fornuft, jf. myndighedslovens § 65.

Som følge af forslaget i værgemålsloven om, at kun personer, der er under værgemål efter værgemålsloven § 6, og unge under 18 år, der er under værgemål, ikke selv kan forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, foreslås bestemmelsen i § 17 ændret, således at indsigelser om lavværgemål udgår af bestemmelsen.

Det vil således ikke kunne gøres gældende som en såkaldt »stærk« indsigelse, at et gældsbrev er udstedt af en person, der alene er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, idet sådanne personer bevarer deres retlige handleevne.

Bestemmelsen i den gældende regel i gældsbrevslovens § 17 om, at udstederens manglende fornuft, jf. § 65 i lov nr. 277 af 30. juni 1922 (myndighedsloven), kan påberåbes over for godtroende erhververe, foreslås bevaret, idet der dog i stedet henvises til reglen i værgemålslovens § 46, der afløser bestemmelsen i myndighedslovens § 65.

Denne bestemmelse indebærer, at det også for en person, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, vil kunne gøres gældende som en »stærk« indsigelse, at den pågældende manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, såfremt betingelserne herfor i værgemålslovens § 46 anses for opfyldt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 156, hvor spørgsmålet om ændring af gældsbrevslovens § 17 er nævnt.

Ved værgemålslovforslaget § 1, stk. 1, 1. pkt., foreslås det som noget nyt, at unge under 18 år, der har indgået ægteskab, bliver myndige. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger afsnit 11.2.1. til værgemålsloven, er der imidlertid situationer, hvor det ikke er fuldt forsvarligt, at den unge ved giftermålet selv får rådighed over sin formue, men hvor det alligevel er rimeligt at give tilladelse til ægteskab.

Det foreslås derfor, at statsamtet ved en afgørelse om tilladelse til ægteskab til en ung under 18 år kan fastsætte vilkår om, at den unge skal forblive under værgemål, indtil denne fylder 18 år.

Bestemmelsen, som må antages at få et meget begrænset anvendelsesområde, vil formentlig kun blive aktuel, hvis der er tale om at meddele tilladelse til ægteskab som følge af, at parret har eller venter barn sammen. Der skal endvidere foreligge særlige forhold, som gør det betænkeligt, at den unge selv kan råde over sine økonomiske forhold, f.eks. at denne har en større formue, som ikke kan forventes administreret forsvarligt af den unge eller under medvirken af ægtefællen.

Statsamtets afgørelse om at fastsætte vilkår om den unges fortsatte umyndighed efter indgåelsen af ægteskab kan påklages til Civilretsdirektoratet.

Efter den gældende bestemmelse i ægteskabslovens § 3 må den, der er umyndiggjort, ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke. Bestemmelsen omfatter også personer, der kun er umyndiggjort i formueretlig henseende efter myndighedslovens § 2. Baggrunden for bestemmelsen er, at en umyndiggjort ofte ikke kan anses for egnet til selv at påtage sig de forpligtelser, som indgåelse af ægteskab medfører.

Indtil 1989 fandtes tillige en bestemmelse i ægteskabslovens § 5, hvorefter sindssyge og åndssvage ikke måtte indgå ægteskab uden justitsministerens tilladelse. Bestemmelsen blev ophævet, fordi den ikke længere var tidssvarende.

Justitsministeriet har overvejet, om der på denne baggrund ligeledes ikke er grundlag for at foreslå, at værgen skal samtykke i ægteskab for personer under værgemål efter værgemålslovens § 5. Det bemærkes i den forbindelse, at der ifølge § 6 og § 12 i cirkulæret om ægteskabs indgåelse (nr. 134 af 25. september 1989) ikke kan udstedes prøvelsesattest eller foretages vielse, hvis en af parterne mangler evnen til at handle fornuftmæssigt. Endvidere er der efter ægteskabslovens § 24 mulighed for at omstøde et ægteskab, hvis en af ægtefællerne ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, der udelukker evnen til at handle fornuftmæssigt.

Ægteskab er imidlertid en disposition, som kan have meget væsentlig økonomisk betydning, hvis den ene af parterne er i besiddelse af formue. Endvidere kan det ikke afvises, at der netop med hensyn til ægteskab kan være en risiko for udnyttelse af personer, der er i en sådan tilstand, at der har været grundlag for at iværksætte værgemål efter værgemålslovens § 5.

På den baggrund foreslås det, at bestemmelsen i ægteskabslovens § 3 ændres, således at også personer under § 5-værgemål skal have værgens samtykke til indgåelse af ægteskab. Nægter værgen at samtykke, kan statsamtet efter ægteskabslovens § 4 give tilladelse til indgåelsen af ægteskab, hvis der ikke er rimelig grund til værgens nægtelse.

Personer, der er under lavværgemål, kan efter de gældende regler indgå ægteskab uden lavværgens samtykke. Denne retstilstand videreføres for personer under samværgemål.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 156, hvor det af Myndighedslovsudvalget forudsættes, at værgen skal samtykke til indgåelse af ægteskab for personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5.

Ægteskabslovens § 46 henviser om forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation og skilsmisse til reglerne i myndighedsloven.

Som det fremgår af bestemmelsen i § 53 i forslaget til værgemålsloven, er det hensigten, at den gældende myndighedslov, der som følge af udskillelsen af reglerne om værgemål m.v. til en særlig lov om værgemål kun kommer til at indeholde bestemmelser om forældremyndighed og samværsret, skal ændre navn til lov om forældremyndighed og samvær. Ændringen af ægteskabslovens § 46 er en følge heraf.

En ægtefælle, der mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, kan ikke gyldigt indgå ægtepagt, og en eventuel værge kan ikke oprette den på den pågældendes vegne. Er en umyndig eller en person under lavværgemål i stand til at handle fornuftsmæssigt, følger det af retsvirkningslovens § 35, at den pågældende selv skal underskrive ægtepagten, og at værgens eller lavværgens samtykke - i det omfang det er nødvendigt, fordi der ved ægtepagten disponeres over den umyndiges eller lavværgedes midler eller påføres denne forpligtelser - meddeles ved underskrift på ægtepagten.

De nye former for værgemål - værgemål efter værgemålslovens § 5 og samværgemål efter værgemålslovens § 7 - der foreslås indført, medfører ikke, at de personer, der kommer under denne form for værgemål, fratages den retlige handleevne. Endvidere kan værgemål af denne art være begrænset til at omfatte enkelte aktiver eller økonomiske anliggender eller for § 5-værgemål personlige forhold. Er de pågældende i stand til at handle fornuftsmæssigt, vil de således gyldigt kunne indgå ægtepagt også uden værgens samtykke.

Bestemmelsen i § 35, 2. pkt., om formkravet til værgesamtykke foreslås på denne baggrund omformuleret.

Forslaget om ophævelse af lovens § 52 er en følge af, at denne bestemmelse, hvorefter det tilkommer en umyndiggjorts ægtefælle sammen med værgen at bestyre den del af fællesboet, hvorover den umyndige ægtefælle har haft rådigheden, foreslås overført til værgemålsloven, jf. § 33 i forslaget til denne lov.

Ifølge børnelovens § 11, stk. 1, om skriftlig anerkendelse af faderskab skal faderens underskrift af anerkendelsen være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og underskriverens myndighed.

Bestemmelsen anvendes således, at skriftlig anerkendelse ikke er mulig for umyndige, dvs. umyndiggjorte og unge under 18 år. For disse personer gælder i dag, at de kun kan anerkende faderskabet over for statsamtet ved fremmøde der, og at en anerkendelse i øvrigt kun kan modtages, hvis det findes ubetænkeligt, at afgørelsen om faderskab ikke træffes af retten, jf. lovens § 11, stk. 4. Efter den gældende bestemmelse i § 11, stk. 3, kræver anerkendelse af faderskab over for statsamtet tillige værgens samtykke, hvis den opgivne fader er under 18 år.

Justitsministeriet har overvejet, om der bør fastsættes en regel om, at skriftlig anerkendelse af faderskab heller ikke kan anvendes, hvis faderen er under værgemål efter værgemålslovens § 5. Da sådanne værgemål ikke medfører, at den, der kommer under værgemål, fratages sin retlige handleevne, og da der allerede efter de gældende regler i bekendtgørelse nr. 650 af 18. september 1990 om behandling af faderskabssager m.v. er mulighed for, at statsamtet indkalder den opgivne fader til et møde, hvis det anses for betænkeligt at modtage den skriftlige anerkendelse, kunne det anføres, at der ikke er grundlag herfor.

Det kan imidlertid i praksis være vanskeligt at udskille de sager, hvor det kan være betænkeligt at modtage en skriftlig anerkendelse. Endvidere er anerkendelse af faderskab til et barn født uden for ægteskab en vidtrækkende retlig disposition, som også har meget væsentlig betydning for det barn, som sagen drejer sig om. Da det endvidere ikke helt kan afvises, at den, som er opgivet som far til et barn, vil kunne være udsat for pres med hensyn til anerkendelsen, har Justitsministeriet fundet det mest hensigtsmæssigt at foreslå, at skriftlig anerkendelse ikke kan anvendes af personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5.

Bestemmelsen i § 11, stk. 3, foreslås ændret som følge af forslaget til værgemålsloven § 1, stk. 1, hvorefter unge under 18 år, der indgår ægteskab, som hovedregel bliver myndige, og således herefter ikke er undergivet værgemål. Ændringen indebærer, at unge under 18 år, der er myndige, på egen hånd kan tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse af faderskab.

Efter den gældende bestemmelse i § 14, stk. 2, ophører bidragspligten, når barnet fylder 18 år. Bidraget til en datter ophører endvidere, når hun indgår ægteskab, medmindre statsamtet bestemmer andet.

Som følge af, at unge under 18 år som hovedregel bliver myndige, når de indgår ægteskab, jf. forslaget til værgemålsloven § 1, stk. 1, og da det ikke er tidssvarende, at bidragspligten ophører ved døtres - men ikke ved sønners - indgåelse af ægteskab, foreslås bestemmelsen ændret, således at bidragspligten som udgangspunkt bortfalder, når den unge fylder 18 år eller indgår ægteskab, uanset den unges køn.

Efter den gældende bestemmelse i § 18, 2. pkt., skal et samlet beløb, der betales til dækning af bidragspligten over for barnet, anbringes i overensstemmelse med reglerne om bestyrelse af umyndiges midler.

Denne bestemmelse foreslås ophævet som overflødig, idet det følger allerede af bestemmelsen i § 18, 1. pkt., hvorefter bidraget tilkommer barnet, og reglerne i værgemålslovens kapitel 5 om formuen, at beløbet skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling og anbringes som kontant indskud i en forvaltningsafdeling, et pengeinstitut eller i aktiver, der giver betryggende sikkerhed, i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herom.

Efter adoptionslovens § 7, stk. 1, kræver adoption af en person under 18 år samtykke fra forældrene. Efter bestemmelserne i lovens § 9 og § 10 kan adoption dog i visse tilfælde meddeles, selv om forældrenes samtykke tilbagekaldes eller ikke kan opnås.

Det foreslås, at forældrenes samtykke til adoption ikke skal indhentes for unge under 18 år, der er myndige.

Det vil være tilfældet, hvis den unge er gift, og der ikke ved statsamtets meddelelse af tilladelse til ægteskabet er fastsat vilkår om, at den unge forbliver umyndig til sit fyldte 18. år. Unge, der har indgået ægteskab, vil efter forslaget til værgemålsloven § 1, stk. 1, og myndighedslovens § 6 som hovedregel hverken være under værgemål eller forældremyndighed. Herefter gælder reglerne om adoption af personer over 18 år også for gifte personer under 18 år, hvilket indebærer, at de biologiske forældres samtykke ikke skal indhentes, men at adoption kan tillades alene med barnets samtykke. De øvrige betingelser for adoption skal dog fortsat være opfyldt, hvilket medfører, at adoption kun kan tillades, hvis adoptionen kan anses for at være til gavn for barnet, og hensigten med adoptionen er, at adoptivbarnet skal opfostres hos adoptanten, eller barnet har været opfostret hos denne. Ændringen vil derfor kun få meget begrænset betydning i praksis.

Efter den gældende bestemmelse i adoptionslovens § 14 må den, der er umyndiggjort, ikke adopteres, uden at erklæring er indhentet fra værgen. Baggrunden for denne bestemmelse er, at myndighederne bør være bekendt med værgens holdning, selv om varetagelsen af den umyndiggjortes interesse påhviler adoptionsmyndighederne.

Det findes rettest, at en sådan erklæring indhentes, både når den, der ønskes adopteret, er umyndig som følge af fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, og når den pågældende er under værgemål efter værgemålslovens § 5.

Særligt for så vidt angår personer, der er under værgemål alene efter værgemålslovens § 5, bemærkes, at sådanne værgemål ikke kan anses for almindeligt kendte, idet de ikke skal tinglyses. Endvidere er den, der er under værgemål efter § 5, ikke frataget den retlige handleevne, og kan derfor for så vidt selv træffe beslutninger. Det må imidlertid antages, at den pågældende, jf. betingelserne i værgemålslovens § 5 for at iværksætte værgemål, oftest vil være i en sådan tilstand, at det vil give statsamtet anledning til at søge oplysning om, hvorvidt der er etableret værgemål, hvis det ikke allerede fremgår af sagen, og der vil derfor næppe opstå administrative problemer som følge af en sådan ordning. Endvidere er det Justitsministeriets opfattelse, at det i disse situationer er hensigtsmæssigt, at der indhentes en erklæring fra værgen, så de oplysninger m.v., som værgen er i besiddelse af, kan indgå ved afgørelsen af, hvorvidt adoptionen kan antages at ville være til gavn for den, der ønskes adopteret.

Det følger af den gældende bestemmelse i adoptionslovens § 18, at adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når adoptanten og adoptivbarnet er enige herom. Er nogen af parterne umyndiggjort, skal erklæring fra værgen indhentes. Er barnet mindreårigt, kan ophævelse ske, når adoptivforældrene og de biologiske forældre er enige herom.

Det er normalt ubetænkeligt at ophæve et adoptivforhold, når adoptivforældrene og barnet er enige om det, og barnet ikke er mindreårigt, dvs. det er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab og fortsat er umyndig. Hvis en af parterne er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller er frataget den retlige handleevne i medfør af værgemålslovens § 6, bør værgens stilling hertil dog efter Justitsministeriets opfattelse oplyses på samme måde, som det i dag sker med hensyn til en umyndiggjort part. Om baggrunden herfor henvises til de bemærkninger, der er anført til forslaget under nr. 2 om reglen om, at erklæring fra værgen skal indhentes ved ansøgning om adoption.

Arvelovens § 61 indeholder bestemmelser om anbringelse af tvangsarv, der er båndlagt ved testamente. I loven om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler findes en supplerende bestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler.

Som følge af ophævelsen af anbringelses- og bestyrelsesloven, jf. § 52, stk. 2, i forslaget til lov om værgemål, foreslås bestemmelsen overført til arveloven.

Bestemmelsen i skiftelovens § 5 vedrører den situation, hvor arvingernes forhold medfører, at boet skal tages under offentlig skiftebehandling, uanset arvingernes ønske. Efter bestemmelsen skal boer, hvor der er umyndige arvinger eller arvinger, der er fraværende udenfor riget, eller hvis opholdssted ikke kendes, således tages under skiftebehandling, medmindre boet efter skiftelovens § 10 kan udlægges for begravelsesudgifterne. For arvinger, der er umyndiggjorte, kan skifteretten dog undlade offentlig skiftebehandling, hvis den umyndiggjortes værge sammen med den umyndiggjortes eventuelle ægtefælle giver samtykke hertil.

Bestemmelsens litra a og b foreslås ændret i overensstemmelse med de nye former for værgemål, der foreslås ved forslaget til værgemålsloven. Som det fremgår af forslaget til affattelsen af § 5, litra b, er det hensigten, at kun værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 skal medføre en almindelig pligt for skifteretten til at indlede offentligt skifte, mens værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål efter værgemålslovens § 7 ikke medfører en sådan pligt.

Er der i boet arvinger under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller værgemålslovens § 7, og kan den allerede beskikkede værge f.eks. på grund af værgemålets begrænsede omfang ikke indtræde og træffe de nødvendige beslutninger i forbindelse med skiftet, eller er der i øvrigt i boet arvinger, som ikke er i stand til at varetage deres interesser under skiftet, må skifteretten udsætte boets behandling enten med henblik på, at et allerede iværksat værgemål får et omfang, så værgen også kan disponere i skiftesagen, eller med henblik på, at der iværksættes værgemål.

Ifølge bestemmelserne i myndighedslovens § 58, jf. § 61, kan skifteretten i anledning af skifte beskikke en værge for en umyndig, når værgens interesse i et foreliggende retsforhold kan komme i strid med den umyndiges. Dette kan f.eks. være aktuelt, når værgen som beslægtet med den umyndige er arving i samme bo.

Ved forslaget til værgemålsloven tillægges skifteretten ikke som efter den hidtil gældende regel i myndighedslovens § 61 adgang til at beskikke ad hoc værge i tilfælde af interessekonflikter under skifte. Baggrunden herfor er bl.a., at spørgsmålet om repræsentation på skifte inden for kortere tid forventes reguleret ved en ny skiftelov, der bygger på betænkningen fra Justitsministeriets Skiftelovsudvalg, jf. herom ovenfor, og Myndighedslovsudvalgets betænkning side 353.

Er der på et skifte modstridende interesser mellem en arving under værgemål og dennes værge, vil der efter de nye regler i værgemålslovens § 47 om beskikkelse af en særlig værge i tilfælde, hvor værgen og den, der er under værgemål, kan have modstridende interesser, således af statsamtet kunne beskikkes en værge til at optræde på skiftet.

Det vil oftest være skifteretten, der har de bedste forudsætninger for at bedømme, om der foreligger en sådan interessekonflikt mellem værgen og den, der er under værgemål. På denne baggrund og da det er praktisk, at det fortsat i disse tilfælde kan være skifteretten, der foretager værgebeskikkelsen, foreslås der i skifteloven som § 11 a indsat en bestemmelse herom. Beskikkelse af en særlig værge til at træde i stedet for den faste værge i forhold til afgørelser vedrørende skiftet vil kunne foretages med hensyn til alle former for værgemål. Bestemmelsen kan således også anvendes for personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, dog således at omfanget af den særlige værges opgaver ikke kan udstrækkes videre, end det følger af afgørelsen om værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7. Bestemmelsen kan endvidere benyttes ved interessekonflikter mellem en mindreårig og dennes værge.

Ifølge skiftelovens § 24, stk. 1, der vedrører gældsfragåelsesboer, og § 51, stk. 1, der vedrører gældsvedgåelsesboer, kan skifteretten nægte at godkende en værges erklæring om beslutninger i boet, når skifteretten skønner, at værgens beslutning vil skade myndlingens tarv.

Som anført ovenfor under de generelle bemærkninger om ændringerne i skifteloven, har Justitsministeriet ikke fundet grundlag for at foreslå, at personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål, under skifte skal have samme retsstilling som umyndige, dvs. mindreårige og personer under værgemål efter værgemålslovens § 6. Bestemmelserne i skiftelovens § 24 og § 51 foreslås som følge heraf præciseret, så det udtrykkeligt fremgår, at skifterettens adgang til at tilsidesætte en værges afgørelse kun gælder, hvor der er tale om værgemål i forbindelse med umyndighed.

Ifølge § 1, stk. 2, i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler, kan midler, der tilfalder en umyndig ved arv, bevares i den form, hvori de udlægges på skiftet. Midler, som en umyndig arver, skal således efter gældende ret ikke nødvendigvis anbringes som kontant indskud i et pengeinstitut eller i de aktiver, som ifølge bekendtgørelse nr. 869 af 17. december 1991 om anbringelse af umyndiges midler og båndlagt arv anses for at give fuldt betryggende sikkerhed for midlernes bevaring.

Bestemmelsen i anbringelses- og bestyrelsesloven brydes dog af bestemmelsen i skiftelovens § 49, hvorefter midler, der efter anbringelses- og bestyrelsesloven skal bestyres i en forvaltningsafdeling, kun med justitsministerens samtykke kan udlægges i udenlandske pengeeffekter, der ikke kan noteres her i landet, eller i midler, som kan opsiges til udbetaling under sådanne former, at der kun med vanskelighed kan opnås kundskab om forfaldstiden, eller hvis renter skal indkasseres i udlandet.

Loven om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler foreslås ophævet ved værgemålsloven, dog således at de ovennævnte bestemmelser i anbringelses- og bestyrelsesloven overføres til værgemålslovens § 34, stk. 2, og § 35. Henvisningen i skiftelovens § 49 foreslås som følge heraf ændret, og bestemmelsen vil herefter gælde både med hensyn til arv, der tilfalder umyndige, og arv, der tilfalder personer under værgemål efter værgemålslovens § 5, hvis arven som følge af reglerne i værgemålsloven og de administrative forskrifter, der udstedes i medfør af værgemålsloven, skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.

Skiftelovens § 78, der gælder for privatskiftede boer, hvori der er umyndige eller fraværende arvinger, skal sikre skifterettens mulighed for at fastslå, at de umyndige og fraværende arvingers interesser er tilgodeset under skiftet, herunder at beløb, der efter § 3 i loven om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, er indleveret til en sådan afdeling. Af skiftelovens § 90 fremgår det, at skifteretterne, i det omfang et bos midler er i skifterettens besiddelse, skal føre tilsyn med, at de midler, som efter § 3 i anbringelses- og bestyrelsesloven skal bestyres i en forvaltningsafdeling, virkelig indkommer.

Bestemmelserne foreslås ændret som følge af forslaget i værgemålsloven om ophævelse af anbringelses- og bestyrelsesloven og overførsel af reglerne om bestyrelsen af umyndiges midler til værgemålsloven. Da reglen i § 78 kun omfatter privatskiftede boer, hvor der er umyndige og fraværende arvinger, men ikke sådanne boer, hvor der er personer under værgemål efter værgemålslovens § 5, er det således kun for umyndige og fraværende arvinger, det påhviler skifteretten at påse, at der er bevis for, at midler er indleveret til en forvaltningsafdeling.

For § 5-værgemål påhviler det værgen, der er under tilsyn af statsamtet, at sørge for, at midlerne bliver indbetalt til bestyrelse i overensstemmelse med reglerne i værgemålsloven.

Ifølge skiftelovens § 83, stk. 2, kan en eller flere myndige, pålidelige og vederhæftige personer ved kongelig bevilling beskikkes til som eksekutorer uden dømmende myndighed at behandle et dødsbo.

Bestemmelsen foreslås som følge af de nye former for værgemål, der indføres ved værgemålsloven, ændret, således at det tillige bliver en betingelse for at få eksekutorbevilling, at den pågældende ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7.

Ændringen af § 1 er en følge af ophævelsen af myndighedslovens bestemmelser om umyndiggørelse m.v. og overførslen af reglerne om værgemål til den nye værgemålslov.

For værgemål for borteblevne gælder herefter værgemålslovens regler om særlige værgemål, jf. bestemmelsen i § 50 i forslaget til værgemålsloven.

I § 3, stk. 3, i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. bestemmes, at midler efter lov om borteblevne § 2 og § 25 bestyres i godkendte forvaltningsafdelinger. Som følge af ophævelsen af bestyrelses- og anbringelsesloven er det nødvendigt at overføre denne bestemmelse til loven om borteblevne.

Det foreslås samtidig, at også reglerne i værgemålsloven om anbringelse udtrykkeligt kommer til at gælde for borteblevnes midler, således at investering kun kan ske i sikre aktiver efter de bestemmelser, der fastsættes af justitsministeren herom, jf. værgemålslovens § 40, nr. 3.

Ændringerne er en følge af ophævelsen af bestemmelsen i anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 3. Bestemmelserne om bestyrelse af formuen foreslås indsat i værgemålslovens § 35, hvortil der skal henvises i loven om borteblevne.

Ifølge den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, i lov om svangerskabsafbrydelse kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade svangerskabsafbrydelse for en kvinde, der på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet.

Bestemmelsen foreslås ændret, således at beskrivelsen af kvindens psykiske tilstand svarer til terminologien i værgemålsloven § 5, stk. 1, for kriterierne for at iværksætte værgemål efter denne bestemmelse. Afgørende for anvendelsen af § 5, stk. 2, i loven om svangerskabsafbrydelse bliver således, om kvinden er sindssyg, hæmmet psykisk udviklet eller lider af anden form for alvorligt svækket helbred, der medfører, at kvinden er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Endvidere vil bestemmelsen dog som i dag kunne anvendes, såfremt kvindens manglende forståelse skyldes andre grunde.

Som noget nyt foreslås det endvidere, at ikke alene værgen, men også kvinden selv får mulighed for at indbringe samrådets afgørelse for ankenævnet. Justitsministeriet går dog ud fra, at det i praksis typisk vil være værgen, som påklager afgørelsen, idet kvinden i almindelighed ikke vil være i stand til at forholde sig til det påtænkte indgreb.

Justitsministeriet har overvejet, om værgen burde beskikkes efter reglen i værgemålslovens § 5, således at værgemålet omfattede personlige spørgsmål, herunder fremsættelse af anmodning om svangerskabsafbrydelse, men har fundet det mere hensigtsmæssigt at opretholde den gældende ordning, hvorefter der beskikkes en værge, der alene får til opgave at tage stilling til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse.

Baggrunden herfor er bl.a., at der i tilfælde, hvor kvindens manglende forståelse af indgrebet skyldes andre grunde end de i værgemålslovens § 5, stk. 1, nævnte, ikke er mulighed for at beskikke en værge efter denne bestemmelse. Endvidere vil det ikke i alle tilfælde være hensigtsmæssigt, at et værgemål, der eventuelt allerede er iværksat efter værgemålslovens § 5, bliver udvidet til at omfatte stillingtagen til svangerskabsafbrydelse. Den beskikkede værge kan være udpeget f.eks. med henblik på alene at varetage økonomiske spørgsmål og vil derfor måske ikke have en sådan personlig kontakt til den, der er under værgemål, at det er hensigtsmæssigt, at denne værge også inddrages med hensyn til et så følsomt spørgsmål som svangerskabsafbrydelse.

Det foreslås derfor, at der i disse tilfælde - ligesom i dag - skal beskikkes en særlig værge, der kan fremsætte anmodning om svangerskabsafbrydelse. Er der allerede beskikket en værge for kvinden, kan den pågældende beskikkes til ligeledes at tage stilling til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse, hvis det findes hensigtsmæssigt. Det er dog hensigten, at der ligesom efter de gældende regler i bekendtgørelse nr. 95 af 10. marts 1976 om svangerskabsafbrydelse fortrinsvis søges beskikket en person, som ved slægtsskab, svogerskab eller venskab er nært knyttet til kvinden.

For værgens beskikkelse foreslås det, at bestemmelsen i værgemålslovens § 50 finder tilsvarende anvendelse. Dette indebærer bl.a., at værgen skal beskikkes af statsamtet på det sted, hvor kvinden har bopæl.

Værgens opgave bliver ved personlig kontakt til den gravide kvinde så vidt muligt at få dennes holdning til spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse klarlagt, idet det er en forudsætning for, at samrådet kan tillade svangerskabsafbrydelse, at kvinden ikke modsætter sig indgrebet.

Efter § 6 i loven om svangerskabsafbrydelse skal forældremyndighedens indehaver samtykke i en anmodning om svangerskabsafbrydelse, hvis kvinden er under 18 år. Kvinder under 18 år kan efter de gældende regler få foretaget svangerskabsafbrydelse uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, hvis samrådet giver tilladelse til, at samtykke ikke indhentes.

Er kvinden umyndiggjort i personlig henseende, skal værgen samtykke i en anmodning om svangerskabsafbrydelse.

Som følge af, at unge under 18 år ved indgåelsen af ægteskab ikke længere er under forældremyndighed, foreslås det, at gifte kvinder under 18 år på egen hånd kan anmode om at få foretaget svangerskabsafbrydelse.

Som nævnt ovenfor under bemærkningerne til nr. 1 er det ikke i alle tilfælde hensigtsmæssigt, at en allerede beskikket værge ved værgemål efter værgemålslovens § 5 tager stilling til spørgsmål om svangerskabsafbrydelse. Da værgemål vedrørende personlige forhold endvidere kan begrænses til at angå bestemte personlige anliggender og derfor ikke i alle tilfælde naturligt vil omfatte en stillingtagen til spørgsmål vedrørende svangerskabsafbrydelse, foreslås det, at bestemmelsen i § 6 i loven om svangerskabsafbrydelse ændres, således at der ikke kræves samtykke fra værgen, såfremt der er iværksat værgemål vedrørende personlige forhold.

Derimod vil der for kvinder, der er under værgemål, herunder også vedrørende økonomiske forhold, oftest blive tale om at anvende bestemmelsen i § 5, stk. 2, i loven om svangerskabsafbrydelse, der er beskrevet nærmere ovenfor under bemærkningerne til nr. 1, således at der beskikkes en særlig værge til at fremsætte anmodningen om svangerskabsafbrydelse. Denne værge kan, hvis det er hensigtsmæssigt, være den samme, som allerede er beskikket til at varetage et værgemål efter værgemålslovens § 5.

Ændringen er en følge af den under nr. 2 foreslåede ændring af lovens § 6, stk. 1.

Ifølge § 2, stk. 1, i loven om sterilisation og kastration har enhver, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, ret til at blive steriliseret. Dette gælder dog ifølge lovens § 2, stk. 2, ikke for personer, der er umyndiggjort i personlig henseende, sindssyge eller åndssvage.

For personer under 25 år samt for personer, der er umyndiggjort i personlig henseende, sindssyge eller åndssvage, kræves tilladelse fra et samråd til sterilisation, jf. lovens § 4. Tilladelse kan gives i en række nærmere i loven beskrevne tilfælde, herunder bl.a. hvis der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler, eller hvis ansøgeren på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, åndssvaghed eller svag begavelse i øvrigt, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde.

Som følge af, at der efter forslaget om de nye værgemålsformer i værgemålsloven kan etableres værgemål efter lovens § 5, der alene omfatter bestemte personlige forhold, foreslås § 2, stk. 2, ændret, således at personligt værgemål ikke i sig selv medfører, at den pågældende ikke har ret til sterilisation. Endvidere foreslås bestemmelsen ændret, således at der med hensyn til de øvrige situationer, hvor der ikke er en ubetinget ret til sterilisation, henvises til bestemmelserne i § 6, stk. 2, og § 7, der giver en udtrykkelig beskrivelse af de tilfælde, hvor der kan være brug for en værges medvirken ved stillingtagen til sterilisation.

En person, der er under personligt værgemål - og også personer, der er under andre former for værgemål, eller for hvem, værgemål ikke er iværksat - vil således kunne være omfattet af lovens § 2, stk. 2. I disse tilfælde bliver det aktuelt at anvende bestemmelsen i lovens § 6, stk. 2. Om denne bestemmelse henvises i øvrigt til den under nr. 2 foreslåede ændring.

Ligeledes vil bestemmelsen i § 7, jf. den under nr. 3 foreslåede ændring, eventuelt kunne finde anvendelse.

Den gældende bestemmelse i § 6, stk. 2, indebærer, at der for personer, der på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, af samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge kan gives tilladelse til sterilisation, når omstændighederne taler derfor.

Bestemmelsen foreslås ændret, således at de medicinske kriterier, sindssygdom eller åndssvaghed, erstattes med de udtryk, der er anvendt i værgemålslovens § 5, stk. 1, om betingelserne for at iværksætte værgemål efter denne bestemmelse.

Det foreslås, at det fortsat som efter den gældende bestemmelse skal være en særligt beskikket værge, der skal fremsætte anmodning om sterilisation for de personer, der er omfattet af bestemmelsen.

For beskikkelsen af denne værge foreslås bestemmelsen i værgemålslovens § 50 at finde tilsvarende anvendelse. Dette indebærer bl.a., at værgebeskikkelsen skal foretages af statsamtet på det sted, hvor den, som ønsker sterilisation, har bopæl.

Som noget nyt foreslås endelig, at ikke alene værgen, men også den, på hvem indgrebet skal foretages, får mulighed for at indbringe samrådets afgørelse for ankenævnet. Justitsministeriet går dog ud fra, at det i praksis typisk vil være værgen, som påklager afgørelsen, idet den, som sagen drejer sig om, i almindelighed ikke vil være i stand til at forholde sig til det påtænkte indgreb.

Det følger af lovens § 7, 1. pkt., at der i tilfælde, hvor den, på hvem sterilisation skal foretages, er umyndig, sindssyg eller åndssvag, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, findes betænkeligt, at den pågældende på egen hånd anmoder om sterilisation, af samrådet kan gives tilladelse til sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller værgen, eventuelt en særligt beskikket værge. Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd således også personer, der er umyndige som følge af umyndiggørelse i formueretlig henseende.

Bestemmelsen foreslås ændret, således at voksnes umyndighed som følge af værgemål ikke medfører, at værgen skal samtykke ved fremsættelse af anmodning om sterilisation. For voksne personer under værgemål gælder reglerne om samtykke fra en særligt beskikket værge og tilladelse fra samrådet herefter kun, såfremt den pågældende befinder sig i en tilstand som beskrevet i § 7.

Bestemmelsen foreslås endvidere ændret, således at unge under 18 år, der efter forslaget til værgemålsloven som hovedregel bliver myndige som følge af indgåelsen af ægteskab, ikke skal have samtykke til sterilisation, idet disse unge ikke længere vil være undergivet hverken forældremyndighed eller værgemål.

For beskikkelsen af værge foreslås samme ordning som under nr. 2.

Ifølge reglerne i lov om vagtvirksomhed, skal den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, have autorisation hertil. I lovens § 3 fastsættes en række krav, der skal være opfyldt, for at en person kan meddeles sådan autorisation. Der stilles herunder bl.a. krav om, at den pågældende skal være fyldt 25 år og ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål.

Som følge af de nye former for værgemål og den ændrede terminologi, der foreslås ved værgemålslovforslaget, foreslås bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 4, ændret, således at autorisation ikke kan meddeles til personer, der er umyndige eller under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7. Baggrunden for forslaget er, at der, uanset at personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, ikke er frataget den retlige handleevne, ikke findes at burde kunne gives autorisation til denne form for virksomhed til personer, der opfylder betingelserne for iværksættelse af sådanne værgemål.

Ifølge § 17, stk. 1, i lov om vagtvirksomhed bortfalder en autorisation, når autorisationens indehaver ophører med at opfylde betingelserne for meddelelse af autorisation, herunder bliver umyndiggjort eller kommer under lavværgemål. Efter bestemmelserne i § 17, stk. 2, kan der dog ved anmeldelse til den myndighed, der har meddelt autorisationen, gives bl.a. en værge for en umyndiggjort adgang til i indtil 6 måneder efter umyndiggørelsen at fortsætte vagtvirksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende.

Det foreslås, at bestemmelserne i § 17, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres, således at både værgen for personer, der kommer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovforslagets § 6, og værgen for personer, der kommer under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter § 7, kan få adgang til i en tid at fortsætte vagtvirksomheden uden autorisation.

Da personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, ikke fratages den retlige handleevne, vil der i disse tilfælde i princippet være mulighed for, at også den, der er under værgemål, disponerer med hensyn til virksomheden, f.eks. indgår aftale om salg af aktiver. Sådanne aftaler vil eventuelt kunne anses for ikke bindende i medfør af reglen i værgemålslovforslagets § 46. Bliver adgangen for den, der er under værgemål, til at disponere på egen hånd et problem i forhold til værgens midlertidige fortsættelse af vagtvirksomheden, vil der i øvrigt kunne være grundlag for en ændring af værgemålet, således at den pågældende fratages handleevnen og dermed muligheden for at disponere retligt over vagtvirksomheden.

Ifølge loven om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed skal den, der driver selvstændig næringsvirksomhed ved handel med eller køb af brugte genstande eller ved udlån af penge mod håndpant, have bevilling hertil. Bevilling meddeles af politiet, og ret til at få bevilling har den, der opfylder næringslovens betingelser for erhvervelse af næringsbrev som handlende, håndværker og industridrivende.

Ifølge næringsloven, der henhører under Erhvervsministeriet og derfor ikke foreslås ændret ved dette lovforslag, jf. de almindelige bemærkninger ovenfor under afsnit 1, er det en betingelse for at drive selvstændig næringsvirksomhed som handlende, håndværker og industridrivende, at den, der driver virksomheden, er myndig eller efter myndighedsloven har fået tilladelse til på egen hånd at drive vedkommende næring.

Det følger af § 7 i lov om handel med brugte genstande og pantelånervirksomhed, at værgen for en person, der umyndiggøres, efter anmeldelse til politiet i et år efter umyndiggørelsen uden bevilling kan fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende.

Som følge af den ændrede terminologi, der indgår i værgemålslovforslaget, foreslås bestemmelsen i § 7 ændret, således at reglen kommer til at gælde for værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6. Det vil således - som det også er tilfældet efter gældende ret for personer under lavværgemål - fremover også være muligt for personer, der er under samværgemål, at få bevilling efter loven, ligesom personer, der alene er under værgemål efter værgemålslovens § 5, også vil kunne få bevilling efter loven.

Det forudsættes herved, at den kommende ændring af næringsloven som følge af en ny lov om værgemål, jf. de almindelige bemærkninger ovenfor under afsnit 1, udformes i overensstemmelse hermed, hvilket imidlertid også vil være en naturlig følge af ordningen i værgemålsloven med hensyn til adgangen til at udøve selvstændig næring for personer, der er under værgemål efter lovens § 5 eller § 7.