Betænkning over lovforslag nr. 2015/1 BTL 182 af 27. maj 2016

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1
Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 25. maj 2016

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om social pension og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

(Forlængelse af forsøg med ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser m.v.)

[af beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen)]:

1. Ændringsforslag

Der er stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget.

Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag nr. 5 og 12.

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-4 og 6-11.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. april 2016 og var til 1. behandling den 3. maj 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 27. april 2016 dette udkast til udvalget, jf. L 182 – bilag 2. Den 27. april 2016 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget stemmer for lovforslaget og for de stillede ændringsforslag, da det er en forbedring, om end beskeden, af sygemeldtes muligheder for at få indflydelse på den behandling, de udsættes for af myndighederne, ligesom de administrative og beregningsmæssige ændringer også er positive. EL mener, at ordningen bør gøres permanent og udvides, så sygemeldte i endnu højere grad får indflydelse på deres eget sygdomsforløb og får mulighed for at sige fra over for meningsløse eller skadelige foranstaltninger fra kommunens side.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Til titlen

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT):

1) I undertitlen ændres »Forlængelse af forsøg med ret« til: »Permanentgørelse af ret«.

[Konsekvensændring]

Til § 1

2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 21 a, stk. 1, ændres »I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunen,« til: »Kommunen indhenter«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

3) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 21 a, stk. 2, udgår ordene »i forsøgsperioden«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

Til § 2

4) Nr. 2 affattes således:

»2. § 110 a, stk. 1, affattes således:

»Kommunen skal, hvis en person, der modtager hjælp efter kapitel 6 a og 6 b, afviser at modtage lægebehandling, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indhente en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, jf. § 15, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales.««

[Forsøgsordningen gøres permanent]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

5) I den under nr. 3 foreslåede ændring af § 110 a, stk. 2, ændres »kommunen indhenter en udtalelse, jf. stk. 1« til: »kommunen indhenter en udtalelse«.

[Sproglig korrektion]

Til § 3

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT):

6) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15, stk. 2, ændres »I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunen« til: »Kommunen indhenter«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

Til § 4

7) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 18 a ændres i stk. 1 »I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunalbestyrelsen,« til: »Kommunalbestyrelsen indhenter,«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

8) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 18 a udgår i stk. 2 ordene »i forsøgsperioden«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

9) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 43 b ændres i stk. 1 »I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunalbestyrelsen,« til: »Kommunalbestyrelsen indhenter,«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

10) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 43 b udgår i stk. 2 ordene »i forsøgsperioden«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

Til § 5

11) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 70 a, stk. 2, ændres »I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunalbestyrelsen,« til: »Kommunalbestyrelsen indhenter,«.

[Forsøgsordningen gøres permanent]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

12) I den under nr. 2, foreslåede affattelse af § 70 a, stk. 3, indsættes efter »kan det«: »i forsøgsperioden«.

[Sproglig korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1-4 og 6-11

Erfaringerne fra den hidtidige brug af ordningen anses af alle partier for at være positive. Da de af regeringen foreslåede ændringer ikke ændrer væsentligt på brugen af ordningen, foreslår Enhedslisten, at ordningen gøres permanent med de af regeringen foreslåede ændringer.

Til nr. 5

Der er tale om en sproglig korrektion, således at », jf. stk. 1« ikke fremgår to gange af bestemmelsen.

Til nr. 12

Der er tale om en sproglig korrektion, således at præciseringen »i forsøgsperioden« fremgår af bestemmelsen på samme måde, som af forslaget til § 21 a, stk. 2, i lov om sygedagpenge og § 18 a, stk. 2, og § 43 b, stk. 2 i lov om social pension.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Marlene Harpsøe (DF) Pernille Bendixen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S) 46
Dansk Folkeparti (DF) 37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 34
Enhedslisten (EL) 14
Liberal Alliance (LA) 13
Alternativet (ALT) 10
Radikale Venstre (RV) 8
Socialistisk Folkeparti (SF) 7
Det Konservative Folkeparti (KF) 6
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Tjóðveldi (T) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 182

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, høringssvar og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Lovudkast, fra beskæftigelsesministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
6
Udkast til betænkning