Lovforslag som fremsat nr. 2007/2 LSF 148 af 29. marts 2008

Den fulde tekst

Fremsat den 28. marts 2008 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om sygedagpenge

(Udvidelse af arbejdsgiverperioden)

§ 1

I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om sygedagpenge, som ændret ved § 1 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, § 3 i lov nr. 1587 af 20. december 2006 og § 17 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, § 24, stk. 2, nr. 1 og 2, § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 31, § 56, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, nr. 3, § 59, stk. 4, og § 61 ændres »15 kalenderdage« til: »21 kalenderdage«.

§ 2

Loven træder i kraft den 2. juni 2008.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og indhold

Som led i aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance om finansloven for 2008 er det besluttet at fremsætte forslag om ændring af sygedagpengelovens regel om arbejdsgiverperiodens længde.

Ændringen vil give den enkelte arbejdsgiver en øget økonomisk tilskyndelse til at føre en aktiv sygefraværspolitik og dermed i højere grad forebygge det kortvarige sygefravær.

Arbejdsgiveren afholder i dag udgifterne til løn eller sygedagpenge i de første 15 kalenderdage af den ansattes fraværsperiode på grund af sygdom (arbejdsgiverperioden). Efter de første 15 kalenderdage modtager arbejdsgiveren normalt sygedagpengerefusion fra kommunen som hel eller delvis kompensation for udgifter til sygedagpenge eller løn under sygdom.

Det foreslås, at arbejdsgiverperioden udvides fra 15 kalenderdage til 21 kalenderdage.

Den foreslåede udvidelse af arbejdsgiverperioden vil blive indarbejdet i de regler, der er fastsat for sygedagpengeforsikringen for mindre private arbejdsgivere, således at der også tegnes forsikring for de dage, som arbejdsgiverperioden bliver forlænget med.

Endvidere vil arbejdsgivere i forhold til ansatte, for hvem der er indgået en aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom, fortsat være friholdt for sygedagpengeudgifter i hele arbejdsgiverperioden.

2. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget giver anledning til mindreudgifter for staten og merudgifter for arbejdsgiverne.

Det forudsættes, at det samme antal arbejdsgivere som forsikrer sig i dag, vil benytte den udvidede forsikringsmulighed efter reglerne for sygedagpengeforsikringen for mindre private arbejdsgivere.

Det skønnes, at ca. 240.000 sygefraværssager årligt har en varighed på mere end 15 kalenderdage, hvor sygedagpengeforpligtelsen i de første 15 kalenderdage påhviler en arbejdsgiver.

Udvidelse af arbejdsgiverperioden fra 15 til 21 kalenderdage skønnes i første omgang at give anledning til offentlige mindreudgifter til sygedagpenge på ca. 495 mio. kr.

Offentlige arbejdsgivere skønnes at få merudgifter på ca. 159 mio. kr. (37 mio. kr. til statslige arbejdsgivere og 122 mio. kr. til kommunale arbejdsgivere), mens private arbejdsgivere skønnes at få merudgifter på ca. 336 mio. kr.

En samtidig udvidelse af sygedagpengeforsikringen for mindre private arbejdsgivere betyder, at mindreudgiften på 336 mio. kr. bliver reduceret med 23 mio. kr. – merudgiften til sygedagpenge for personer ansat i mindre forsikrede virksomheder udgør 77 mio. kr., mens virksomhederne selv betaler 70 pct. heraf svarende til 54 mio. kr. gennem forsikringsordningen.

Samlet set skønnes forslaget herefter at betyde offentlige mindreudgifter i størrelsesordenen af ca. 312 mio. kr. årligt fra 2009 og fremefter.

De skønnede økonomiske konsekvenser for 2008-2011 er vist i tabellen nedenfor. Det er forudsat, at forslaget træder i kraft den 2. juni 2008.

Økonomiske konsekvenser, merudgifter

Mio. kr., 08 p/l
2008
2009
2010
2011
Stat
- 183,0
- 312,0
- 312,0
- 312,0
Kommuner
0
0
0
0
I alt
- 183,0
-312,0
-312,0
- 312,0

De økonomiske konsekvenser af forslagene skal forhandles med de kommunale parter.

Lovforslaget vil betyde en administrativ lettelse for kommunerne, der skal behandle færre sygedagpengesager.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for regionerne.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Private arbejdsgivere skønnes at få merudgifter på ca. 312 mio. kr. (heraf ca. 54 mio. kr. for de forsikrede mindre arbejdsgivere). De 54 mio. kr. udgør 70 pct. af udgifterne til sygedagpenge og indbetales til forsikringsordningen. I 2008 skønnes merudgifterne til ca. 183 mio. kr.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

4. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

5. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder og organisationer

Forslaget har været i høring hos følgende: Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Danske Statsforvaltninger, Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Kristelig Fagbevægelse og Kristelig Arbejdsgiverforening.

8. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

 
Positive konsekvenser /
mindreudgifter
Negative konsekvenser /
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
183 mio. kr. i 2008
312 mio. kr. i 2009 og frem
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Lovforslaget vurderes alene at have begrænsede administrative konsekvenser
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
183 mio. kr. i 2008
312 mio. kr. i 2009 og frem
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget betyder, at arbejdsgiverperioden på de første 15 kalenderdage af en medarbejders sygefraværsperiode udvides til 21 kalenderdage. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 2. juni 2008. Udvidelsen af arbejdsgiverperioden finder anvendelse på sygdomstilfælde, hvor 1. fraværsdag er den 2. juni 2008 eller senere.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende regler

Gældende formulering
 
Lovforslaget
     
   
§ 1
     
   
I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om sygedagpenge, som ændret ved § 1 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, § 3 i lov nr. 1587 af 20. december 2006 og § 17 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages følgende ændring:
     
§ 6. Kommunen udbetaler sygedagpenge under sygefravær. Dog udbetaler arbejdsgiveren sygedagpenge til ansatte ved sygefravær i 15 kalenderdage fra 1. fraværsdag, jf. § 30.
Stk. 2. - - -
 
1. I § 6, stk. 1, § 24, stk. 2, nr. 1 og 2, § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 31, § 56, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, nr. 3, § 59, stk. 4, og § 61 ændres »15 kalenderdage« til: »21 kalenderdage«.
     
§ 24. - - -
   
Stk. 2. Ved beregningen af sygedagpengeperioder efter stk. 1 medregnes ikke de dage, for hvilke der er udbetalt dagpenge eller løn
   
1) fra arbejdsgiveren i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden ved sygdom,
   
2) fra kommunen i de første 15 kalenderdage af fraværsperioden for lønmodtagere og i de første 2 uger af fraværsperioden for selvstændige erhvervsdrivende eller
   
3) - - -
   
     
§ 30. En lønmodtager, som ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i 15 kalender dage fra 1. fraværsdag. Arbejdsgiverperioden på 15 kalenderdage forlænges ikke, selv om der i perioden forekommer søgnehelligdage, fridage, arbejdskonflikt el.lign., der kan afbryde udbetalingen af sygedagpenge.
Stk. 2. - - -
   
     
§ 31. En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, selv om ansættelsesforholdet ophører inden for de første 15 kalender- dage fra 1. fraværsdag.
   
     
§ 56. En arbejdsgiver kan ved aftale med en lønmodtager opnå ret til fra kommunen at få refusion med et beløb, der svarer til de sygedagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren i de første 15 kalenderdage af sygefraværet. Refusionen kan dog højst ske med det beløb, som lønmodtageren har ret til efter § 50, stk. 2.
   
Stk. 2. - - -
   
3) når arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 15 kalenderdage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før indlæggelsen eller behandlingen.
   
     
§ 59. - - -
Stk. 4. Har arbejdsgiveren ikke anmeldt sygefraværet senest 4 uger efter 1. fraværsdag, fordi fraværet er afsluttet inden for 15 kalenderdage fra 1. fraværsdag, kan der ydes refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af kravet.
   
     
§ 61. Arbejdsgiveren afholder udgifterne til sygedagpenge i de første 15 kalenderdage af en fraværsperiode under sygdom, jf. dog § 62, stk. 1.