Partistøtteloven § 2

Denne konsoliderede version af partistøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. (partistøtteloven)

Lov nr. 940 af 23. december 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. september 2025,
som ændret ved lov nr. 719 af 20. juni 2025

Støtteberettigede og støttens størrelse
§ 2

Et parti, der har deltaget i det senest afholdte folketingsvalg, har ret til tilskud til partiets politiske arbejde her i landet. Tilskuddet udgør årligt 22,30 kr. for hver stemme, partiet har fået ved valget, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 En kandidat, der har opstillet sig uden for partierne ved det senest afholdte folketingsvalg, har ret til tilskud til sit politiske arbejde her i landet. Tilskuddet udgør årligt 22,30 kr. for hver stemme, kandidaten har fået ved valget, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Der ydes alene tilskud til partier, der opfylder mindst én af følgende betingelser:

  • 1) Partiet har opnået repræsentation i Folketinget ved det senest afholdte folketingsvalg.

  • 2) Partiet har ved det senest afholdte folketingsvalg fået et antal stemmer, der mindst svarer til 3,2/175 af samtlige gyldige stemmer.

  • 3) Partiet har ved det senest afholdte folketingsvalg fået et antal stemmer, der mindst svarer til 2/175 af samtlige gyldige stemmer, og har ved det senest afholdte valg til kommunalbestyrelser og regionsråd før det senest afholdte folketingsvalg opnået repræsentation i mindst ét regionsråd eller mindst tre kommunalbestyrelser.

Stk. 4 Der ydes alene tilskud til kandidater uden for partierne, der opfylder mindst én af følgende betingelser:

  • 1) Kandidaten har opnået repræsentation i Folketinget ved det senest afholdte folketingsvalg.

  • 2) Kandidaten har ved det senest afholdte folketingsvalg opnået et antal stemmer, der mindst svarer til 0,8/175 af samtlige gyldige stemmer.