Opkrævningsloven Kapitel 5 b

Denne konsoliderede version af opkrævningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven)

Lov nr. 169 af 15. marts 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 13. september 2024,
som ændret ved lov nr. 620 af 11. juni 2024, lov nr. 683 af 11. juni 2024, lov nr. 1473 af 10. december 2024, lov nr. 1694 af 30. december 2024 og lov nr. 16 af 14. januar 2025

Kapitel 5 b Bagatelgrænse for opkrævning af visse krav
Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ophævelse af kapitel 5 b som affattet ved § 1, nr. 20, i lov nr. 1694 af 30. december 2024.
§ 16f

Told- og skatteforvaltningen opkræver ikke fordringer bestående af hovedkrav på under 50 kr., hvis fordringen er registreret i systemet SAP38 og ikke omfattes af kapitel 5, men opkræves efter brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af vejbenyttelse, lov om vejafgift, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller registreringsafgiftsloven.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen opkræver ikke renter på samlet under 50 kr., hvis renterne som følge af for sen betaling er påløbet et hovedkrav, der er registreret i systemet SAP38 og ikke omfattes af kapitel 5, men opkræves efter brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af vejbenyttelse, lov om vejafgift, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller registreringsafgiftsloven.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen opkræver ikke renter på samlet under 50 kr. af ubetalte hovedkrav, der er sendt til inddrivelse, har været registreret i systemet SAP38 og ikke omfattes af kapitel 5, men er opkrævet efter brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af vejbenyttelse, lov om vejafgift, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. eller registreringsafgiftsloven.

Ændringsforslag fremsat med lov 5 (2025/1):

1. Efter kapitel 5 b indsættes:

»Kapitel 5 c

Særlige regler for udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark

§ 16 g. Told- og skatteforvaltningen nægter eller inddrager en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., når told- og skatteforvaltningen bliver bekendt med, at en person, der deltager i ledelsen af virksomheden, eller, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, en indehaver af virksomheden, opholder sig ulovligt i Danmark, jf. dog stk. 2. En virksomhed, der har fået nægtet eller inddraget sin registrering hos told- og skatteforvaltningen, jf. 1. pkt., kan ikke registreres, før personen har lovligt ophold i Danmark.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen nægter eller inddrager registrering for skatter og afgifter m.v. fra virksomheder med en eller flere personligt hæftende deltagere, når told- og skatteforvaltningen bliver bekendt med, at en person i virksomheden opholder sig ulovligt i Danmark. Inddragelse af registrering vil dog alene ske, hvis virksomheden efter udtræden af personen med ulovligt ophold ikke fortsat opfylder betingelserne i forhold til hæftende deltagere, for at kunne fortsætte driften under samme driftsform og samme juridiske enhed. Inden nægtelse eller inddragelse af registreringen giver told- og skatteforvaltningen virksomheden meddelelse om, at personen nævnt i 1. pkt. senest 2 uger efter modtagelsen af denne meddelelse skal være ophørt med at deltage i ledelsen af virksomheden eller som ansvarlig deltager i virksomheden. Virksomheden skal meddele told- og skatteforvaltningen om ophøret skriftligt. Overholdes fristen i 3. pkt. ikke, nægtes eller inddrages virksomhedens registrering. Er en anmodning om registrering nægtet eller inddraget efter 1. pkt., kan virksomheden ikke registreres igen, før den hæftende person igen har lovligt ophold i Danmark.

Stk. 3. En meddelelse nævnt i stk. 2, 3. pkt., og en meddelelse om, at registreringen er inddraget eller nægtet, jf. stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 3. pkt., skal tilsendes virksomheden, og for så vidt angår en personligt drevet virksomhed, tillige den eller de personlige ejere af virksomheden ved Digital Post eller rekommanderet brev.«

1