Luftfartsloven § 26

Denne konsoliderede version af luftfartsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om luftfart

Lov nr. 252 af 10. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 19. maj 2025,
som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997

§ 26

Hvis ikke andet bestemmes af transportministeren, bliver dansk luftdygtighedsbevis ugyldigt i følgende tilfælde:

  • a) når luftfartøjet ikke har været underkastet foreskreven besigtigelse,

  • b) når der er foretaget sådan forandring ved luftfartøjet eller dets udstyr, at det kan have betydning for luftdygtigheden,

  • c) når luftfartøjet eller dets udstyr har lidt skade, som åbenbart har betydning for luftdygtigheden og

  • d) når luftfartøjet ikke er forsikret i overensstemmelse med de gældende regler.

Stk. 2 Når der i øvrigt er indtrådt et forhold, som efter ministerens skøn kan have betydning for luftdygtigheden, kan ministeren erklære luftdygtighedsbeviset for ugyldigt.

Stk. 3 Ugyldigheden vedvarer i det i stk. 1, litra c, nævnte tilfælde, indtil skaden er afhjulpet under iagttagelse af bestemmelser, som fastsættes af ministeren. I det i stk. 1, litra d, nævnte tilfælde vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet igen er behørigt forsikret. I øvrigt vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet er erklæret for luftdygtigt.

Stk. 4 Når et bevis er blevet ugyldigt, kan Trafikstyrelsen kræve det indleveret.