Kapitel 1 Anlægsprojektet
Transportministeren bemyndiges til at udbygge hovedlandevej 40, Fynske Motorvej, E20, fra Motorvejskryds Odense til ca. 2 km øst for tilslutningsanlæg nr. 53, Odense Vest, fra fire til seks spor.
Stk. 2 Transportministeren kan foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i stk. 1.
Stk. 3 Strækningen, der omfattes af stk. 1, fremgår af lovens bilag 1.
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Anlægsmyndigheden udfører afværgeforanstaltninger ved gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, i henhold til den gennemførte miljøkonsekvensvurdering, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, kræver ikke tilladelse eller dispensation efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning, §§ 20 og 50 og § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse og §§ 6 og 38 i lov om skove.
Stk. 2 Reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning og museumslovens kapitel 8 og 8 a finder ikke anvendelse på anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, som træffes efter lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13 og regler udstedt i medfør af disse love kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet i henhold til de love og regler, der er nævnt i stk. 1, kan påklages til transportministeren.
Stk. 3 Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet, efter de love og regler, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4 De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens dispositioner og undladelser i sager omfattet af stk. 1, herunder afgørelser om aktindsigt i disse sager.
Stk. 5 Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger, herunder om, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form, til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de love, der er nævnt i stk. 1, inden for den pågældende kommune.