Lov om styrket beredskab i energisektoren Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 258 af 6. marts 2025

Kapitel 10 1 Fortrolighed, udveksling af oplysninger og digital kommunikation
§ 26

Informationer om sikkerhedsgodkendelse og baggrundskontrol samt forhold vedrørende organisatorisk beredskab, fysisk sikring og cybersikkerhed i virksomheder, der er omfattet af loven, eller informationer om energisektoren generelt, som udarbejdes i medfør af denne lov, er fortrolige i følgende tilfælde:

  • 1) Informationerne indgår i vurderingen af sikkerhedsgodkendelser.

  • 2) Informationerne indgår i vurderingen af baggrundskontrol.

  • 3) Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af virksomheden.

  • 4) Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af andre virksomheder omfattet af loven.

  • 5) Informationerne er væsentlige af hensyn til driften af energiforsyningen lokalt, regionalt, nationalt eller på europæisk niveau.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan virksomheder og myndigheder behandler informationer som nævnt i stk. 1. Bekendtgørelse om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren

§ 27

Underretning efter § 15 er undtaget fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen og partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

§ 28

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og andre relevante myndigheder kan videregive oplysninger til andre medlemsstaters myndigheder og til institutioner i Den Europæiske Union for at varetage myndighedsopgaver i medfør af denne lov, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed.

§ 29

De forpligtelser, der er fastsat i denne lov eller i regler udstedt i medfør af loven, omfatter ikke meddelelse af oplysninger, når videregivelse ville stride mod væsentlige interesser af hensyn til national sikkerhed, offentlig sikkerhed eller forsvar.

Stk. 2 Oplysninger, der modtages eller hidrører fra myndigheder i andre EU-medlemsstater, behandles som fortrolige, såfremt den afgivende myndighed betragter oplysningerne som fortrolige i henhold til EU-regler eller nationale regler.

§ 30

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelsen af bestemte it-systemer og særlige digitale formater samt digital signatur el.lign. Bekendtgørelse om modstandsdygtighed og beredskab i energisektoren