Styrelsen for Samfundssikkerhed koordinerer og prioriterer beredskabsaktørernes behov for samfundsvigtig elektronisk kommunikation i beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer.
Stk. 2 Væsentlige og vigtige teleudbydere skal sikre, at de foretagne prioriteringer gennemføres i net og tjenester.
Stk. 3 Væsentlige og vigtige teleudbydere skal underrette Styrelsen for Samfundssikkerhed i tilfælde, hvor udbyderen aktiverer sit beredskab, eller hvor udbyderen bliver bekendt med en hændelse, som vurderes at kunne føre til en beredskabssituation eller en anden ekstraordinær situation for teleudbyderen selv eller for en anden udbyder. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte nærmere regler om underretningspligten efter 1. pkt.
Stk. 4 Teleudbydere, som i medfør af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal udsende offentlige advarsler om overhængende eller truende alvorlige nødsituationer og katastrofer, skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre uafbrudt transmission af advarslerne. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte nærmere regler om foranstaltninger efter 1. pkt.
Stk. 5 I beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer kan Styrelsen for Samfundssikkerhed påbyde væsentlige og vigtige teleudbydere uden unødigt ophold at iværksætte nærmere angivne sikkerhedsforanstaltninger. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler om de sikkerhedsforanstaltninger, der er nævnt i 1. pkt.
Stk. 6 I beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer skal væsentlige teleudbydere efter påbud fra Styrelsen for Samfundssikkerhed prioritere retablering af nærmere angivne dele af udbyderens beskadigede infrastruktur.
Stk. 7 I beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer, hvor der opstår kapacitetsproblemer, skal væsentlige teleudbydere efter påbud fra Styrelsen for Samfundssikkerhed prioritere fremførsel i net af nærmere angivne forbindelser og tjenester, herunder om nødvendigt afbryde andre forbindelser eller tjenester helt eller delvis.