Er en kommune efter lovgivningen forpligtet til på vegne af en region at varetage driften af en opgave, der med virkning fra den 1. januar 2027 overføres fra kommune til region, jf. § 2, varetages driften af opgaven også efter den 1. januar 2027 af kommunen. Dog varetages ansvaret for opgaven af regionen.
Stk. 2 Et regionsråd og det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan i overensstemmelse med udbudslovens § 15 indgå en kontrakt med en kommune om, at kommunen på regionens vegne varetager driften af en eller flere af de opgaver, som den 1. januar 2027 overføres fra kommunen til regionen, jf. § 2, herunder kan ansvaret for at tildele sundhedsydelsen overdrages, hvis det overdrages i tilknytning til opgaven med at levere en sundhedsydelse. Ansvaret i øvrigt for opgaven varetages fortsat af regionen.
Stk. 3 Indgås der ikke med en kommune en kontrakt omfattet af stk. 2 eller en kontrakt efter sundhedslovens § 118 d, stk. 1, skal kommunen også efter den 1. januar 2027, såfremt regionen inden for den frist, der fastsættes i medfør af stk. 7, anmoder kommunen herom, varetage driften af opgaven på vegne af regionen inden for en periode, der fastsættes efter stk. 8. Ansvaret for opgaven varetages fortsat af regionen, dog kan en anmodning efter 1. pkt. omfatte, at en kommune i tilknytning til opgaven med at levere en sundhedsydelse også får overdraget ansvaret for at tildele en sundhedsydelse.
Stk. 4 Er en sundhedsydelse omfattet af lov om forpligtende kommunale samarbejder, og er kommunalbestyrelser i medfør af lov om forpligtende kommunale samarbejder pålagt at samarbejde med hinanden om levering af sundhedsydelsen, skal både den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse være parter i en kontrakt efter stk. 2 om levering af sundhedsydelsen i den kommune, hvis kommunalbestyrelse efter lov om forpligtende kommunale samarbejder ikke må varetage udøvelsen af opgaven, og en anmodning efter stk. 3 om levering af sundhedsydelsen i den pågældende kommune skal omfatte begge kommuner.
Stk. 5 Regionen betaler kommunens udgifter ved udøvelsen af de opgaver, kommunen varetager efter stk. 2 og 3 på regionens vegne.
Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kontrakter omfattet af stk. 2, herunder om det seneste tidspunkt for kontraktens indgåelse, kontraktens gyldighedsperiode, parternes adgang til at opsige kontrakten og meddelelse til indenrigs- og sundhedsministeren om indgåelse af kontrakten.
Stk. 7 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om en frist for regionens anmodning som nævnt i stk. 3.
Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, for hvilken periode kommunerne fortsat skal varetage driften af opgaven efter stk. 3.
Stk. 9 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunens pligt til efter stk. 3 fortsat at varetage opgaven.
Stk. 10 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og betaling af udgifterne efter stk. 5.