Lov om kritiske enheders modstandsdygtighed (CER-loven) § 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 433 af 6. maj 2025

§ 8

Kritiske enheder skal underrette den relevante kompetente myndighed om hændelser, der i betydelig grad forstyrrer eller har potentiale til i betydelig grad at forstyrre leveringen af enhedens væsentlige tjenester.

Stk. 2 Ved vurdering af en forstyrrelses omfang indgår navnlig

  • 1) antallet og andelen af brugere, der er berørt af forstyrrelsen,

  • 2) forstyrrelsens varighed og

  • 3) det geografiske område, der er berørt af forstyrrelsen, idet der tages hensyn til, om det er et geografisk isoleret område.

Stk. 3 Underretninger efter stk. 1 skal indeholde alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for, at den kompetente myndighed kan forstå hændelsens art, årsag og mulige konsekvenser, herunder alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for at fastslå hændelsens eventuelle grænseoverskridende indvirkning.

Stk. 4 Underretningen skal ske uden unødigt ophold og, medmindre det operationelt ikke er muligt, senest 24 timer efter at den kritiske enhed er blevet opmærksom på hændelsen. Den kritiske enhed skal på anmodning fra den kompetente myndighed sende en detaljeret rapport til den kompetente myndighed senest 1 måned efter hændelsen.

Stk. 5 Den kompetente myndighed giver snarest muligt efter modtagelse af en underretning efter stk. 1 den berørte kritiske enhed relevante opfølgende oplysninger, herunder oplysninger, som kan understøtte en effektiv reaktion fra den kritiske enhed på den pågældende hændelse.

Stk. 6 Den kompetente myndighed kan orientere offentligheden om en hændelse, hvis det vil være i offentlighedens interesse.

Stk. 7 Vedkommende minister kan efter forhandling med ministeren for samfundssikkerhed og beredskab fastsætte nærmere regler om vurderingen af en forstyrrelses omfang efter stk. 2 og de oplysninger, der skal indgå i en underretning efter stk. 3.