Lov om Klagenævnet for Udbud Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lov om Klagenævnet for Udbud er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 415 af 12. maj 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 8. maj 2025

Kapitel 1 1 Lovens anvendelsesområde
§ 1

Loven gælder for ordregivere ved indgåelsen af kontrakter inden for forsyningsvirksomhed.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse ved håndhævelsen af

  • 1) udbudsloven og regler udstedt i medfør af denne lov, jf. dog stk. 4,

  • 2) EU-retten vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og kontrakter inden for forsyningsvirksomhed (EU-udbudsreglerne),

  • 3) EU’s økonomiske sanktioner over for tredjelande, som er udstedt i medfør af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og som vedrører indgåelse af offentlige kontrakter, og

  • 4) lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren.

Stk. 3 Loven finder endvidere anvendelse, når der i lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelser om klageadgang i Klagenævnet for Udbud.

Stk. 4 Loven gælder ikke for klager over overtrædelse af udbudslovens § 1 og § 193.