Lov om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed § 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1450 af 10. december 2024

§ 1

Denne lov finder anvendelse på enhver, der er etableret her i landet og i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med

  • 1) handel med eller køb af brugte genstande, der ikke sker som et sædvanligt led i en handelsvirksomhed med nye genstande eller i en håndværks- eller industrivirksomhed,

  • 2) onlineauktioners salg af brugte genstande,

  • 3) udlån af penge mod håndpant og formidling af sådanne lån (pantelånervirksomhed) eller

  • 4) køb af genstande med tilbagekøbsret for sælger.

Stk. 2 Loven gælder ikke for

  • 1) handel med eller køb af registreringspligtige motorkøretøjer,

  • 2) ydelse og formidling af lån mod håndpant i værdipapirer eller registreringspligtige motorkøretøjer eller for udlånsvirksomhed, der omfattes af lov om finansiel virksomhed, og

  • 3) salg af brugte genstande, der foretages af almenvelgørende eller almennyttige foreninger m.v. og religiøse samfund, der er godkendt efter ligningsloven.

Stk. 3 Justitsministeren kan fastsætte regler om, at reglerne i kapitel 3 og 5 helt eller delvis skal gælde for anden erhvervsvirksomhed ved handel med eller køb af brugte genstande end den, der efter stk. 1 omfattes af loven, og for auktionsholderes virksomhed vedrørende salg af brugte genstande.

Stk. 4 Justitsministeren kan for udøvelse af virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, fastsætte regler om tilladte aftalevilkår m.v., herunder om størrelsen af renter af udlånte beløb, som må kræves, uanset om virksomheden er etableret her i landet.