Lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion Kapitel 4 a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 12. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1647 af 30. december 2024, lov nr. 468 af 14. maj 2025 og lov nr. 736 af 20. juni 2025

Kapitel 4 a Foranstaltninger til fremme af energieffektivitet
Indberetning og offentliggørelse af oplysninger vedrørende datacentres energimæssige ydeevne
§ 14a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger vedrørende datacentres energimæssige ydeevne, herunder om følgende:

  • 1) Hvilke datacentre der er omfattet af krav om indberetning og offentliggørelse.

  • 2) Hvilke oplysninger der er omfattet af krav om indberetning og offentliggørelse.

  • 3) Anvendelse af bestemte standarder til beregning af datacentres energimæssige ydeevne m.v.

  • 4) Anvendelse af bestemte it-systemer til indberetning.

  • 5) Frister for indberetning.

  • 6) Undtagelser fra krav om indberetning.

  • 7) Undtagelser fra krav om offentliggørelse.

Energieffektivitet først
§ 14b

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med planlægning, politikker og større investeringsbeslutninger skal foretages vurdering af energieffektivitetsløsninger i overensstemmelse med princippet om energieffektivitet først.

Sårbare grupper
§ 14c

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definitioner og indikatorer for lavindkomsthusholdninger med en vis energibyrde, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusholdninger og personer, som bor i alment boligbyggeri.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om aktiviteter til fremme af energieffektivitet, hvorved de i stk. 1 nævnte grupper prioriteres.