Lov om forbrugslånsvirksomheder Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om forbrugslånsvirksomheder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 24. april 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 2. februar 2025,
som ændret ved lov nr. 712 af 20. juni 2025

Kapitel 4 1 Identifikation af målgrupper
§ 10

Inden en forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaftaler til forbrugere, skal virksomheden identificere den relevante målgruppe for den pågældende type kreditaftale.

Stk. 2 Forbrugslånsvirksomheden skal sikre, at typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for den identificerede målgruppes interesser, formål og karakteristika. Virksomheden skal i den forbindelse foretage en vurdering af målgruppens finansielle kapacitet.

Stk. 3 Forbrugslånsvirksomheden skal identificere grupper af forbrugere, hvor typen af kreditaftale vurderes ikke at være hensigtsmæssig for forbrugernes interesser, formål og karakteristika.

§ 11

Forbrugslånsvirksomheden må kun udvikle og udbyde produkter med egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. § 10, stk. 1 og 2.

Stk. 2 Forbrugslånsvirksomheden må kun i tilstrækkeligt begrundede tilfælde udbyde produktet til en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 10, stk. 3.