Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne og Ordblindetesten Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 487 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 142 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1662 af 30. december 2024 og lov nr. 1648 af 16. december 2025

Kapitel 11 1 Andre bestemmelser
§ 20

Medmindre andet fremgår af denne lov, gælder de ledelses- og styrelsesregler, der er fastsat i henhold til lovgivningen for voksenuddannelsescentre og driftsoverenskomstparter.

§ 21

Børne- og undervisningsministeren kan efter voksenuddannelsescenterets indstilling tillade undtagelser fra lovens bestemmelser for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde.

§ 22

Voksenuddannelsescenteret afholder inden for driftsoverenskomstens rammer undervisningsudgifter til fornøden efter- og videreuddannelse af ledere og lærere med ledelses- eller undervisningsopgaver efter denne lov.

§ 23

Børne- og undervisningsministeren yder tilskud til konsulentvirksomhed inden for lovens område. Børne- og undervisningsministeren kan yde tilskud til efter- og videreuddannelse af ledere, lærere og andre ansatte, der varetager ledelses- og undervisningsopgaver i henhold til denne lov. Ministeren kan tilrettelægge efteruddannelseskurser og konferencer.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan iværksætte forsøg og yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejder inden for forberedende voksenundervisning, herunder til landsdækkende erfaringsopsamling og -formidling.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud efter stk. 1 og 2, om regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt om administration af tilskud, herunder om udbetaling af forskud og opsparing af ikke forbrugte tilskud til brug i følgende finansår.

§ 24

Børne- og undervisningsministeren kan fra voksenuddannelsescentre, driftsoverenskomstparter og uddannelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen kræve alle oplysninger om undervisning efter denne lov. Ministeren fastsætter regler herom og kan bestemme, at oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format.

§ 24a

Børne- og undervisningsministeren kan videregive oplysninger om uddannelsesdeltageres deltagelse i uddannelse efter denne lov til arbejdsløshedskasser til brug for rådgivning af deres medlemmer i forhold til kompetenceudvikling.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der kan videregives efter stk. 1. Børne- og undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om videregivelse til andre, som har tilsvarende rådgivningsopgaver, og om betingelser for videregivelse af oplysninger, herunder personoplysninger.

§ 24b

Private uddannelsesinstitutioner, der efter driftsoverenskomst med et voksenuddannelsescenter, jf. § 7, udbyder undervisning efter denne lov, har adgang til oplysninger om opholdsstatus i Det Centrale Personregister vedrørende personer, der ansøger om optagelse på undervisning efter denne lov, eller som er indskrevet på undervisning efter denne lov, hvis det er nødvendigt til brug for institutionens administration af § 2 b.

Stk. 2 Private uddannelsesinstitutioners adgang til Det Centrale Personregister, jf. stk. 1, er underlagt Digitaliseringsministeriets standardvilkår for dataleverancer til private.

Stk. 3 Oplysningerne er undergivet tavshedspligt hos de private uddannelsesinstitutioner. Straffelovens §§ 152-152 f finder anvendelse.