Energinet har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til en privat ejendom med henblik på at foretage sådanne undersøgelser af udendørsarealer, som Energinet skønner nødvendige for projekteringen eller etableringen af brinttransmissionssystemet nævnt i § 1. Energinet kan under samme betingelser lade foretage arkæologiske forundersøgelser.
Stk. 2 Energinet skal underrette de berørte ejere og brugere mindst 14 dage før gennemførelsen af forundersøgelser efter stk. 1, 1. pkt., og mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1, 2. pkt. Er en direkte underretning ikke mulig, skal oplysning om forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser offentliggøres i lokale medier el.lign.
Stk. 3 Tab forvoldt ved skade eller ulempe i forbindelse med forundersøgelser og arkæologiske forundersøgelser efter stk. 1 skal erstattes af Energinet. Ved uenighed mellem skadelidte og Energinet om erstatningens størrelse fastsættes denne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.