Professionsmasteruddannelser er praksisnære overbygningsuddannelser målrettet professionsbachelorer inden for velfærdsområdet.
Stk. 2 Professionsmasteruddannelserne skal øge de studerendes viden om og forståelse af fagområdernes og professionernes praksis og praksisrettet teori og metode på et niveau, der kvalificerer til at tage ansvar for at analysere, vurdere og løse problemstillinger og komplekse opgaver inden for centrale velfærdsområder. Endvidere skal uddannelserne bidrage til videreudvikling af professionen og udvikling af ny viden om faget.
Stk. 3 Uddannelserne skal afspejle et videngrundlag, der er baseret på forskning, udvikling og praksistilknytning.