Teleloven Kapitel 18

Denne konsoliderede version af teleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Lov nr. 169 af 3. marts 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 681 af 16. juni 2025

Kapitel 18 1 Øvrige forhold
Regnskabsforhold
§ 56

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som nyder særlige eller eksklusive rettigheder til at udbyde tjenester i andre sektorer i Danmark eller et andet EU- eller EØS-land, skal

  • 1) føre særskilte regnskaber for aktiviteter, der vedrører udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, i samme grad, som det ville være påkrævet, hvis disse aktiviteter blev forestået af et retligt uafhængigt selskab, eller

  • 2) organiseres sådan, at aktiviteterne vedrørende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er strukturelt udskilt.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis virksomhedens samlede årlige omsætning for aktiviteter i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i Danmark er mindre end 100 mio. kr.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om opfyldelse af pligter i henhold til stk. 1, herunder bl.a. krav til formater, regnskabsmetoder og revision.

Høringer
§ 57

Digitaliseringsministeren fastsætter nærmere regler om høringer, herunder om, hvilke afgørelser der skal gøres til genstand for udvidet høring, og om procedurer for Erhvervsstyrelsens gennemførelse af høringer.