Lov om afgift af bekæmpelsesmidler § 8

Denne konsoliderede version af lov om afgift af bekæmpelsesmidler er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 416 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 595 af 29. april 2020,
som ændret ved lov nr. 168 af 29. februar 2020, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 330 af 28. marts 2023, lov nr. 755 af 13. juni 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

Afgiftspligtig værdi
§ 8

Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal yde for varerne inklusive afgift efter denne lov, men eksklusive merværdiafgift. Kasserabatter og andre rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, skal medregnes i den afgiftspligtige værdi. Til den afgiftspligtige værdi medregnes endvidere i alle tilfælde agentprovision og lignende. I tilfælde, hvor der ikke finder modydelse sted, er den afgiftspligtige værdi virksomhedens almindelige pris ved udleveringen af sådanne varer mod vederlag. Kan en sådan pris ikke konstateres, fastsættes den afgiftspligtige værdi af told- og skatteforvaltningen på grundlag af virksomhedens indkøbspris med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Stk. 2 Ved salg direkte til forbrugerne fastsættes afgiftsværdien til varens almindelige engrospris. Hvis der ikke findes en almindelig engrospris, er afgiftsværdien ved salg direkte til forbruger eller ved overførsel til eget detailudsalg varens detailpris med fradrag af 20 pct.

Stk. 3 Skatteministeren kan fastsætte særlige regler for omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i dansk mønt.