Kørekortbekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 875 af 27. juni 2024,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1444 af 6. december 2024 og bekendtgørelse nr. 922 af 25. juni 2025

Kapitel 4 Særlig køreundervisning
§ 53

Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse for lille knallert.

§ 54

Særlig køreundervisning skal gennemføres i overensstemmelse med de regler, der gælder for køreundervisningen til den kategori, i hvilken den forseelse, der ligger til grund for kørselsforbuddet, er begået, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Såfremt kørselsforbuddet er begrundet i kørsel med traktor/motorredskab eller trehjulet motorcykel, skal særlig køreundervisning gennemføres i overensstemmelse med de regler, der gælder for køreundervisningen til den første kategori, som den pågældende har erhvervet.

Stk. 3 Køreundervisningen skal gives af en kørelærer, der er godkendt til den kategori, som den særlige køreundervisning omhandler.

§ 55

Den særlige køreundervisning skal være gennemført i overensstemmelse med Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om undervisningsplan for køreuddannelsen til den omhandlede kategori og skal omfatte følgende afsnit:

  • 1) 4. afsnit: Trafikantadfærd.

  • 2) 6. afsnit: Grundregler for kørsel.

  • 3) 7. afsnit: Manøvrer på vej.

  • 4) 8. afsnit: Særlige risikoforhold.

Stk. 2 Undervisningen i teori og praktik skal integreres og skal følge undervisningsplanens afsnitsopdeling.

Stk. 3 Bestemmelserne om lektionsplaner i § 46 og om erklæring om køreundervisning i § 47 finder tilsvarende anvendelse.

§ 56

Undervisningen (dvs. teoriundervisning og praktisk køreundervisning), som ansøgeren skal gennemføre i den særlige køreundervisning, skal mindst omfatte 8 lektioner af mindst 45 minutters varighed i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 8 lektioner af mindst 45 minutters varighed i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel).

Stk. 2 Undervisningsforløbet ved den særlige køreundervisning skal strække sig over mindst 8 undervisningsdage.

Kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus)
§ 57

Undervisningen i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus) udbydes af regionerne.

Stk. 2 Færdselsstyrelsen udsteder bekendtgørelse om undervisningsplan for kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus), og undervisningen skal gennemføres i overensstemmelse hermed. Undervisningen skal følge undervisningsplanens afsnitsopdeling.

Stk. 3 ANT-kursus består af 4 lektioner af 3 timers varighed fordelt over mindst fire uger. Der er mødepligt til alle lektioner. Reglerne for deltagelse i kurset fremgår af undervisningsplanen for kursus i alkohol, narko og trafik. Kursister, der ikke følger disse regler, kan bortvises.

Stk. 4 Efter gennemførelse af ANT-kursus udsteder kursusudbyderen et kursusbevis.

Stk. 5 ANT-kursus, der skal være gennemført, før kontrollerende køreprøve kan aflægges, kan tidligst påbegyndes tre måneder før frakendelsestidens udløb. Denne begrænsning finder ikke anvendelse i forbindelse med gennemførelse af ANT-kursus som følge af et kørselsforbud eller betinget frakendelse af førerretten.

Stk. 6 Ved indlevering af ansøgning om kontrollerende køreprøve må ANT-kursusbeviset højst være ét år gammelt.

Stk. 7 For deltagelse i ANT-kursus betaler kursisten et af kursusudbyderen fastsat beløb, som dækker udgifter i forbindelse med afholdelse og administration af kursus.

Kursus i lastsikring og overlæs og kurser i køre- og hviletidsregler og brug af takografen
§ 58

Kursus i lastsikring og overlæs og kurser i køre- og hviletidsregler og brug af takografen udbydes af uddannelsescentre, der er godkendt af Færdselsstyrelsen, og som udbyder EU-kvalifikationskurserne, jf. bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport.

Stk. 2 Kurserne gennemføres i overensstemmelse med bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport.

Stk. 3 Uddannelsescentret udsteder et uddannelsesbevis, når et kursus efter stk. 1 er gennemført.

Stk. 4 Ved indlevering af ansøgning om generhvervelse af førerretten til lille lastbil (kategori C1), lille lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C1/E), stor lastbil (kategori C), stor lastbil med stort påhængskøretøj (kategori C/E), lille bus (kategori D1), lille bus med stort påhængskøretøj (kategori D1/E), stor bus (kategori D), stor bus med stort påhængskøretøj (kategori D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E) må kursusbeviset højst være ét år gammelt.

Stk. 5 Kursus i lastsikring og overlæs og kurserne i køre- og hviletidsregler og brug af takografen efter § 107, skal gennemføres senest seks måneder efter, at Færdselsstyrelsen har indkaldt til kurset. Færdselsstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra tidsfristen.

Stk. 6 For deltagelse i kurser betaler kursisten det af uddannelsescentret fastsatte beløb.