Klientkontovedtægten § 2

Denne konsoliderede version af klientkontovedtægten er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler

Bekendtgørelse nr. 1209 af 28. september 2025

Klienttilsvar
§ 2

Det samlede beløb, som er betroet en advokat, et fællesskab af advokater eller et advokatselskab som led i advokatvirksomhed, betegnes i denne vedtægt som klienttilsvaret.

Stk. 2 Klienttilsvaret skal indestå på en særlig konto i pengeinstitut (klientbankkonto). Klientbankkontoen skal betegnes som klientkonto.

Stk. 3 Klienttilsvaret kan indestå i danske kroner og i fremmed valuta.

Stk. 4 Penge, der indgår i klienttilsvaret, skal uden unødigt ophold indsættes på en klientbankkonto.

Stk. 5 Beløb, der ikke er modtaget som led i advokatvirksomhed, indgår ikke i klienttilsvaret og kan ikke indsættes på en klientbankkonto.

Stk. 6 Penge, som en advokat eller et advokatselskab modtager fra et interessentskab eller andet skattetransparent selskab, hvori advokaten eller selskabet er medejer, indgår i klienttilsvaret.