Kirkeloven Kapitel II

Denne konsoliderede version af kirkeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

Lov nr. 268 af 22. maj 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 1. september 2016

Kapitel II Kirkebygninger
§ 2

Opførelse af kirker og nedbrydning af kirker skal godkendes af kirkeministeren.

Stk. 2 Forinden en ny kirke indvies, skal der afholdes et afleveringssyn efter regler, der fastsættes at kirkeministeren.

Stk. 3 Udvidelse, ombygning og ændring af kirkebygninger skal godkendes af stiftsøvrigheden.

§ 3

Menighedsrådet sørger for vedligeholdelse af kirken og dens inventar og udsmykning.

Stk. 2 Nærmere regler herom samt om nyanskaffelse af inventar m.v. fastsættes af kirkeministeren.

§ 4

Restaurering af kalkmalerier må kun ske i henhold til et forslag, der er tilvejebragt gennem Nationalmuseet og godkendt af stiftsøvrigheden.

Stk. 2 Fremkommer der hidtil ukendte kalkmalerier, skal dette straks indberettes til Nationalmuseet.

§ 5

Kirkeministeren kan fastsætte bestemmelser om forsikring af kirkebygninger, deres inventar og andet løsøre.

§ 6

Kister, som findes i kirken, herunder i gravkapeller eller i gravkældre, må kun fjernes og nedsættes på kirkegården, hvis biskoppen tillader det. Om fornødent skal de pårørende gennem Statstidende opfordres med 12 ugers varsel til at fremkomme med eventuelle indsigelser.

§ 7

Ved enhver kirke skal der være en af Kirkeministeriet godkendt standardprotokol eller en anden af Kirkeministeriet godkendt protokol. Nærmere regler om protokollens førelse fastsættes af kirkeministeren.

§ 8

De kgl. bygningsinspektører, Nationalmuseet og Akademiet for de skønne Kunster yder Kirkeministeriet og stiftsøvrighederne sagkyndig bistand i forhold, der vedrører kirker og kirkegårde.

Stk. 2 Kirkeministeren kan udpege særligt sagkyndige til at rådgive i spørgsmål om varmeanlæg, orgler, klokker og andre forhold, hvor vejledning skønnes ønskelig.

Ændringsforslag fremsat med lov 68 (2025/1):

3. Efter § 8 indsættes i kapitel II:

»§ 8 a. Kirkeministeren kan oprette en enhed for folkekirkens middelalderkirker, som skal varetage følgende opgaver:

1) Rådgivning og undervisning af de folkekirkelige myndigheder.

2) Dialog med relevante myndigheder og aktører i relation til folkekirkens middelalderkirker.

3) Bestyrelse og vedligeholdelse af kirker, der er overdraget til enheden og taget ud af brug som sognekirker, samt tilhørende inventar og kirkegårde.

Stk. 2. Kirkeministeren fastsætter regler om enhedens virksomhed og ledelse, herunder kriterier for overdragelse af en kirke, dens inventar og kirkegård. Kirkeministeren fastsætter regler om vedligeholdelse og istandsættelse af kirken, dens inventar og udsmykning, regler om brug og salg af kirkebygningen samt regler om vedligeholdelse og salg af kirkegården.«

1