En hæftelse er en forpligtelse.

Nogle argumenterer for, at hæftelse er en forpligtelse, der skabes ved aftaler, men begrebet benyttes også om forpligtelser, der kun indirekte kan siges at være skabt ved aftaler, f.eks. når en leverandør hæfter for sin underleverandørs mangelfulde arbejde, når en arbejdsgiver hæfter for sin ansattes skadegørende handlinger, jf. danske lov 3-19-2, eller når en mellemhandler hæfter for produktansvar over for skadelidte, jf. produktansvarslovens § 10.

Inden for selskabsretten taler man om, at interessenterne hæfter personligt for interessentskabets forpligtelser, jf. erhvervsvirksomhedslovens § 2, stk. 1, eller at ejeren af en enkeltmandsvirksomhed hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser, og at en virksomhed med begrænset ansvar omvendt er en virksomhed, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt, jf. erhvervsvirksomhedslovens § 3. Her handler spørgsmålet om hæftelse altså om, hvorvidt den virksomhedsform, der anvendes, skærmer deltagerne, så de ikke bliver personligt forpligtede af de forpligtelser, virksomhedens pådrager sig.

Af konkurslovens §§ 167 og 168 fremgår det, at den som overtræder en konkurskarantæne under visse forudsætninger hæfter for gælden.