Forfattere: Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen
Udgivelsesdato: 02. juni 2020
ISBN: 9788757442878
- Side 171 -
Som omtalt i kapitel 7 ligger kompetencen til at lovgive hos regeringen (»kongen«) og Folketinget i forening, jf. grundlovens § 3, 1. pkt. Der er imidlertid ikke dermed fastlagt nærmere, hvad denne kompetence omfatter, og hvilke begrænsninger den er undergivet. Disse spørgsmål behandles i dette kapitel.
...statsretlige teori er der almindelig enighed om, at bestemmelsen i grundlovens § 3, 1. pkt., indebærer, at lovgivningsmagten har en almindelig lovgivningskompetence (at lovgivningsmagten er omnipotent), i den forstand at lovgivningskompetencen alene er begrænset af udtrykkelige eller uskrevne bestemmelser på grundlovsniveau, der indskrænker denne kompetence.
(...)
...almindeligt antaget, at lovgivningsmagten også ud over de grundlovshjemlede tilfælde kan vedtage lovgivning med konkret indhold, men at denne ret dog ikke er ubegrænset. Diskussionen om begrænsningerne i retten til at vedtage singulær lovgivning knytter sig især til bestemmelserne i grundlovens § 3, 2. og navnlig 3. pkt., og vil blive gennemgået nedenfor.
- Side 172 -
...med at vedtage singulær lovgivning, som træder i stedet for traditionelle forvaltningsafgørelser. Baggrunden herfor er det ideal, der ligger bag magtfordelingslæren, hvorefter lovgivningsmagten bør holde sig til at udstede generelle regler og ikke bør vedtage love vendt mod en eller flere individuelt bestemte borgere, jf. herom, kapitel 6, afsnit 1.
(...)
...gældende bl.a., at der var tale om en særlov, som brød med princippet i grundlovens § 3 om magtens tredeling, og at Folketinget i modstrid med magtfordelingsprincippet havde lovgivet om en konkret politiopgave. Højesteret udtalte ganske kort, at lovens fastsættelse af regler for politiets udøvelse af forbudsbeføjelsen ikke stred mod grundlovens § 3.
(...)
Mens den almindelige bestemmelse i grundlovens § 3, 2. pkt., om den udøvende magt således ikke indebærer nogen skranker for lovgivningsmagtens kompetence, er regeringen i grundloven tillagt en række særlige kompetencer (regeringsprærogativer), som sætter grænser for lovgivningskompetencen.
(...)
- Side 173 -
For så vidt angår grundlovens § 3, 3. pkt., om den dømmende magt, er det derimod i modsætning til grundlovens § 3, 2. pkt., utvivlsomt, at bestemmelsen sætter grænser for lovgivningsmagtens kompetence. Disse grænser behandles indgående i kapitel 14, afsnit 2 og 3.
(...)
...hvis lovgivningsmagten bestemte, at en afsagt dom skulle ophæves eller ændres, og det samme kunne være tilfældet, hvis lovgivningsmagten greb ind i en konkret tvist, efter at parterne har formuleret deres krav og påstande under henvisning til gældende ret. Efter afgørelsen i U 1999.841 H (Tvind-sagen), hvor den afgørende præmis for at erklære loven
(...)
- Side 174 -
grundlovsstridig var, at loven »[...] reelt [var] en endelig afgørelse af en konkret retstvist [...]«, må det endvidere antages, at singulær lovgivning med det formål eller den virkning at afskære en ellers nærliggende domstolsprøvelse af et konkret retsspørgsmål, kan være i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Se nærmere om Tvind-sagen i kapitel 14, afsnit 5.2.
- Side 181 -
...en delegation ikke gøres uigenkaldelig (og dermed heller ikke tidsubegrænset), da lovgivningsmagten derved ville have brudt med den grundlæggende kompetencefordeling i grundlovens § 3. Delegationskompetencen omfatter ikke en kompetence til at ændre grundloven selv, som der reelt ville være tale om, hvis man accepterede uigenkaldelige delegationer.
- Side 184 -
Helle Krunke og Henrik Palmer Olsen: Grundlovens § 3, 2. pkt., og politimyndighed. Juristen 2004, nr. 2, s. 68-80.