Forfattere: Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen
Udgivelsesdato: 29. august 2012
ISBN: 9788757424096
- Side 133 -
Som omtalt i kapitel 7 ligger kompetencen til at lovgive hos kongen og Folketinget i forening, jf. grundlovens § 3, 1. pkt. Der er imidlertid ikke dermed fastlagt nærmere, hvad denne kompetence omfatter, og hvilke begrænsninger den er undergivet. Disse spørgsmål behandles i dette kapitel.
...statsretlige teori er der almindelig enighed om, at bestemmelsen i grundlovens § 3, 1. pkt., indebærer, at lovgivningsmagten har en almindelig lovgivningskompetence (at lovgivningsmagten er omnipotent), i den forstand at lovgivningskompetencen alene er begrænset af udtrykkelige eller uskrevne bestemmelser på grundlovsniveau, der indskrænker denne kompetence.
(...)
...almindeligt antaget, at lovgivningsmagten også ud over de grundlovshjemlede tilfælde kan vedtage lovgivning med konkret indhold, men at denne ret dog ikke er ubegrænset. Diskussionen om begrænsningerne i retten til at vedtage singulær lovgivning knytter sig især til bestemmelserne i grundlovens § 3, 2. og 3. pkt., og vil blive gennemgået nedenfor.
- Side 134 -
...bestemmelsen i grundlovens § 3, 2. pkt., om den udøvende magt ikke indebærer grænser for lovgivningsmagtens kompetence (Germer 2007 s. 94 med yderligere henvisninger). Der synes dog også at være enighed om, at man som retspolitisk princip bør være særdeles varsom med at vedtage singulær lovgivning, som træder i stedet for traditionelle forvaltningsafgørelser.
(...)
...endvidere været anført, at udøvelse af visse dele af politimyndigheden udgør en kerne i grundlovens § 3, 2. pkt., som lovgivningsmagten ikke kan gøre indgreb i (Krunke og Palmer Olsen 2004). Dommen i den såkaldte Rockerlov-sag (U 1999.1798 H) giver ingen støtte til dette synspunkt, og det er heller ikke slået igennem i den forfatningsretlige litteratur.
(...)
Mens den almindelige bestemmelse i grundlovens § 3, 2. pkt., om den udøvende magt således ikke indebærer nogen skranker for lovgivningsmagtens kompetence, er regeringen i grundloven tillagt en række særlige kompetencer (regeringsprærogativer), som sætter grænser for lovgivningskompetencen.
(...)
- Side 135 -
For så vidt angår grundlovens § 3, 3. pkt., om den dømmende magt, er det derimod i modsætning til grundlovens § 3, 2. pkt., utvivlsomt, at bestemmelsen sætter grænser for lovgivningsmagtens kompetence. Disse grænser behandles indgående i kapitel 14, afsnit 2 og 3.
(...)
...grundlovsstridig var, at loven »[...] reelt [var] en endelig afgørelse af en konkret retstvist [...]«, må det endvidere antages, at singulær lovgivning med det formål eller den virkning at afskære en ellers nærliggende domstolsprøvelse af et konkret retsspørgsmål, kan være i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Se nærmere om Tvind-sagen i kapitel 14, afsnit 5.2.
- Side 140 -
Som det er fremgået af det foregående afsnit, kan lovgivningsmagten i et vist omfang delegere sin kompetence til administrative myndigheder uden dermed at komme i modstrid med grundlovens § 3, 1. pkt. Typisk vil delegationen have form af en bemyndigelse for de administrative myndigheder til at
- Side 142 -
...adgangen til at delegere lovgivningskompetence til administrative myndigheder. For det første kan en delegation ikke gøres uigenkaldelig (og dermed heller ikke tidsubegrænset), da lovgivningsmagten derved ville have brudt med den grundlæggende kompetencefordeling i grundlovens § 3. Delegationskompetencen omfatter ikke en kompetence til at ændre grundlo-
- Side 145 -
Helle Krunke og Henrik Palmer Olsen: Grundlovens § 3, 2. pkt., og politimyndighed. Juristen 2004, nr. 2, s. 68-80.