En virksomhed kan fratrække kvælstof og fosfor i husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og afgasset biomasse i den totale mængde af kvælstof og fosfor i gødningen, hvis dette er afsat til en virksomhed, der er registreret i Register for Gødningsregnskab. Virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for virksomheden, kan endvidere fratrække kvælstoffet og fosforen i det afsatte gødningsprodukt i den totale mængde kvælstof og fosfor.
Stk. 2 En virksomhed kan fratrække kvælstof og fosfor i husdyrgødning i den totale mængde af kvælstof og fosfor i husdyrgødning, hvis dette er afsat til et fælles biogasanlæg eller til et forarbejdningsanlæg.
Stk. 3 Ministeren for grøn trepart kan fastsætte regler om, at stk. 1, 1. pkt., skal gælde for anden organisk gødning, bioaske og kunstgødning, der afsættes til en registreret virksomhed.
Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1, 2. pkt., skal gælde for andre anlæg end de anlæg, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 5 Ministeren kan fastsætte regler om, at kvælstof og fosfor i andre typer af gødning kan fratrækkes i den totale mængde kvælstof og fosfor, hvis gødningen afsættes til fælles biogasanlæg eller forarbejdningsanlæg. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kvælstof og fosfor i gødning kan fratrækkes i den totale mængde kvælstof og fosfor, hvis gødningen afsættes til andre anlæg, der behandler gødningen, end de anlæg, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 6 Ministeren kan fastsætte regler om dokumentation for den gødning, der er afsat.