Folkeskoleloven § 55

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 5. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1659 af 30. december 2024 og lov nr. 1633 af 16. december 2025

§ 55

For at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde eller for at bevare små skoler kan børne- og undervisningsministeren fravige lovens bestemmelser, bortset fra kapitel 1 og kapitel 4. Ved små skoler og små afdelinger af skoler forstås en skole og afdelinger af en skole i landdistrikter eller skoler og afdelinger med normalt ikke over 300 elever.

Stk. 2 Efter børne- og undervisningsministerens bestemmelse kan staten yde tilskud til forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan for bestemte skoler fravige bestemmelserne i § 36, stk. 2 og 3, og § 42.

Stk. 4 Frikommuneforsøg iværksat efter § 8 i lov om frikommuner m.v. kan af kommunalbestyrelsen i vedkommende frikommune forlænges indtil udgangen af skoleåret 2018/19. De oprindelig fastsatte vilkår gælder fortsat for forsøget.