Folkeskoleloven § 43

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 5. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1659 af 30. december 2024

§ 43

Kommunalbestyrelsen fastsætter efter godkendelse af de berørte skolebestyrelser regler om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen.

Stk. 2 En forældrerepræsentant mister sin valgbarhed, når barnet optages i en af de skoler, der er nævnt i § 33, stk. 2.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg ved skoler, der oprettes i valgperioden, forskudte valg, valgret og valgbarhed samt om muligheden for fritagelse for valg og for medlemskab i øvrigt, herunder om, i hvilke tilfælde andre personer end forældremyndighedens indehavere kan være valgbare og valgberettigede.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan yde forældre- og elevrepræsentanter vederlag og erstatning for dokumenterede merudgifter i forbindelse med varetagelsen af medlemskab af skolebestyrelsen. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.