Folkeskoleloven § 22b

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 5. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1659 af 30. december 2024

§ 22b

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et behandlings- og specialundervisningstilbud eller et børne- og ungehjem er beliggende, skal indgå en kvalitetsaftale om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller børne- og ungehjemmet, jf. § 20, stk. 5. Det er en betingelse for indgåelse af en kvalitetsaftale, at behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller specialundervisningstilbuddet på et børne- og ungehjem har den fornødne kvalitet, jf. stk. 2.

Stk. 2 Kvaliteten af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter stk. 1 vurderes inden for følgende temaer:

  • 1) Undervisningens organisering.

  • 2) Undervisningens tilrettelæggelse og indhold.

  • 3) Kompetencer hos medarbejdere og ledelsen.

  • 4) Samarbejde med det lokale skolevæsen m.v.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kvalitetsaftalen efter stk. 1 og 2, herunder krav til kvalitetsaftalens form og indhold.