Færdselsloven § 53

Denne konsoliderede version af færdselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 287 af 10. juni 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 440 af 6. maj 2025, lov nr. 566 af 27. maj 2025, lov nr. 567 af 27. maj 2025, lov nr. 698 af 20. juni 2025 og lov nr. 753 af 20. juni 2025

Spirituskørsel
§ 53

For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter luft, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre almindelig bil (kategori B) efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,20 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,10 mg pr. liter luft, hvis

  • 1) forholdet er begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre almindelig bil (kategori B) eller

  • 2) forholdet udgør en overtrædelse af eller forsøg på overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3 For spirituskørsel straffes endvidere den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at den pågældende ikke kan føre køretøjet på betryggende måde.