Erhvervsfondsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af erhvervsfondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsdrivende fonde

Lov nr. 712 af 25. juni 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 321 af 20. marts 2025

Kapitel 13 1 Overgang mellem erhvervsdrivende og ikkeerhvervsdrivende fond m.v.
§ 124

Bliver en eksisterende fond omfattet af denne lov, eller ophører forudsætningerne for en undtagelse fra denne lov, skal det registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 12, stk. 1. Som bilag til registreringen eller anmeldelsen skal vedlægges en redegørelse fra bestyrelsen, der begrunder, hvorfor fonden vurderes at være blevet registreringspligtig efter denne lov.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen afgør, om fonden er registreringspligtig efter denne lov. Kapitel 5 finder med undtagelse af § 27 ikke anvendelse ved en eksisterende fonds registrering som en erhvervsdrivende fond.

§ 125

Ophører en erhvervsdrivende fond med at være omfattet af denne lov, skal det registreres eller anmeldes til registrering, jf. § 12, stk. 1. Som bilag til registreringen eller anmeldelsen skal vedlægges en redegørelse fra bestyrelsen, der begrunder, hvorfor fonden ikke længere vurderes at være omfattet af denne lov.

Stk. 2 Når en fond ikke længere er omfattet af denne lov, slettes fonden af registeret for erhvervsdrivende fonde. Erhvervsstyrelsen underretter Civilstyrelsen herom.