Elforsyningsloven § 28a

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 2. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 8. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023, lov nr. 1787 af 28. december 2023, lov nr. 640 af 11. juni 2024, lov nr. 673 af 11. juni 2024, lov nr. 1647 af 30. december 2024, lov nr. 1676 af 30. december 2024, lov nr. 1677 af 30. december 2024, lov nr. 258 af 6. marts 2025, lov nr. 468 af 14. maj 2025, lov nr. 700 af 20. juni 2025, lov nr. 736 af 20. juni 2025, lov nr. 1768 af 29. december 2025, lov nr. 1769 af 29. december 2025 og lov nr. 1770 af 29. december 2025

§ 28a

En elhandelsvirksomhed skal for at blive registreret som bruger af datahubben indbetale et depositum på 1 mio. kr. til Energinet, jf. dog stk. 5. Krav om indbetaling af depositum gælder for hver virksomhed med et unikt cvr-nummer.

Stk. 2 Energinet holder depositummet adskilt fra egen formue og drift.

Stk. 3 Energinet tilbagebetaler depositummet til elhandelsvirksomheden

  • 1) 6 måneder efter elhandelsvirksomhedens afregistrering i datahubben, eller

  • 2) når elhandelsvirksomheden har været registreret som bruger i datahubben i en sammenhængende periode på 5 år uden at være blevet tildelt karantæne fra datahubben efter regler fastsat i medfør af § 28, stk. 5.

Stk. 4 Et depositum indbetalt til Energinet forrentes med Nationalbankens udlånsrente, når renten er positiv.

Stk. 5 Et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab, der etableres som elhandelsvirksomhed, er undtaget fra kravet om indbetaling af depositum.