Ejerregistreringsbekendtgørelsen § 51

Denne konsoliderede version af ejerregistreringsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om registrering af og adgang til oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen

Bekendtgørelse nr. 987 af 30. juni 2025

Betingelser for adgang til oplysninger om reelle ejere
§ 51

Der anmodes om adgang til registrerede oplysninger om reelle ejere via den digitale løsning på www.cvr.dk ved anvendelse af den til enhver tid gældende, nationale eID-løsning eller elektroniske identifikationsmidler efter forordning (EU) nr. 910/2014 (eIDAS-forordningen) eller via aftale med Erhvervsstyrelsen om anvendelsen af den API-løsning, der stilles til rådighed.

Stk. 2 Ansøger indestår for, at adgangen til oplysninger om reelle ejere er lovligt foretaget ved en tro-og loveerklæring.

Stk. 3 Ved anmodning om adgang angives om ansøger er kompetent myndighed, forpligtet enhed eller person med legitim interesse efter § 45, herunder typen af kompetent myndighed, forpligtet enhed eller person med legitim interesse efter §§ 46-48.

Stk. 4 Anmodning om adgang besvares inden for 12 arbejdsdage. Fristen for svar kan forlænges med 12 arbejdsdage i tilfælde af et pludseligt stort antal anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Hvis antallet af indkomne anmodninger efter udløbet af forlængelsen fortsat er højt, kan denne frist forlænges med yderligere 12 arbejdsdage.