Ejerlejlighedsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af ejerlejlighedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ejerlejligheder

Lov nr. 908 af 18. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 341 af 22. marts 2022 og lov nr. 1641 af 16. december 2025

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Lovens §§ 3-11 og 13 finder anvendelse på ejerlejligheder og bygninger, der lovligt er opdelt i ejerlejligheder i henhold til denne lov eller tidligere lovgivning.

Stk. 2 Lovens §§ 12 og 14-23 regulerer, hvilke bygninger og ejendomme der kan opdeles i ejerlejligheder.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Ejerlejlighed: En lejlighed samt andre særskilt afgrænsede husrum, der er registreret som en ejerlejlighed efter reglerne i denne lov eller tidligere gældende lovgivning.

  • 2) Ejerforening: Et obligatorisk fællesskab bestående af samtlige ejere af ejerlejligheder på en ejendom.

  • 3) Ejendom: En bestemt fast ejendom i tinglysningslovens forstand.

  • 4) Bygning: En fast konstruktion med vægge og tag beregnet til beboelse, erhverv eller opbevaring.

  • 5) Opdeling: Oprettelse af ejerlejligheder i bygninger på en ejendom.

  • 6) Videreopdeling: Oprettelse af flere ejerlejligheder i en eksisterende ejerlejlighed.

  • 7) Ændring: Anden ændring af en ejerlejligheds registrering end en videreopdeling.