Designloven § 16

Denne konsoliderede version af designloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1259 af 20. december 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 89 af 29. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 1753 af 29. december 2025

§ 16

Er et design indeholdt i en ansøgning om designregistrering eller om brugsmodelbeskyttelse i et andet land, som er tilsluttet Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og søges designet registreret her i landet inden 6 måneder fra ansøgningsdagen i dette andet land, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning betragtes som indgivet samtidig med ansøgningen i dette andet land.

Stk. 2 Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder, selv om den tidligere ansøgning om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen eller WTO, når en tilsvarende prioritet fra en dansk designansøgning indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indgivet, og lovgivningen i det pågældende land i hovedsagen stemmer overens med Pariserkonventionen.

Stk. 3 Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder endvidere, hvis designet er indeholdt i en ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse her i landet.

Stk. 4 Hvis en ansøgning om registrering af et design indgives her i landet senest 6 måneder efter, at designet for første gang er fremvist på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning have prioritet fra denne dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i konventionen angående internationale udstillinger, undertegnet i Paris den 22. november 1928 og senest revideret den 30. november 1972.