Dagtilbudsloven § 36

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 11. august 2025

Tilskud til privatinstitutioner
§ 36

Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud pr. barn, der optages i en privatinstitution.

Stk. 2 Driftstilskuddet svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter § 19, stk. 2-4, § 21, stk. 2 og 3, og §§ 31-34, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 3 Er driftstilskuddet som beregnet efter stk. 2 lavere end de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i en alderssvarende daginstitution efter § 19, stk. 2-4, jf. § 32, kan driftstilskuddet til privatinstitutioner fastsættes, så det svarer til dette niveau, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i privatinstitutionen.

Stk. 5 Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6 Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.