Dagtilbudsloven § 26b

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 11. august 2025

§ 26b

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at etablere en ordning, hvorefter et barn, der har bopæl i et udsat boligområde, jf. listen over udsatte boligområder i § 61 a i lov om almene boliger m.v., ikke skal medregnes i de 30 pct. børn fra udsatte boligområder, der maksimalt må optages i en daginstitution i løbet af et kalenderår efter § 26 a, hvis barnet opfylder en af følgende betingelser, jf. dog stk. 2:

  • 1) Barnet har på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om optagelse til en plads i et dagtilbud bopæl hos begge sine forældre, og begge disse er på ansøgningstidspunktet i beskæftigelse eller under uddannelse.

  • 2) Barnet har på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om optagelse til en plads i et dagtilbud bopæl hos en af sine forældre, og denne er på ansøgningstidspunktet i beskæftigelse eller under uddannelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan udforme ordningen efter stk. 1, således at kravene anses som opfyldt, hvis henholdsvis begge forældre eller den af forældrene, hos hvem barnet har bopæl, er i beskæftigelse eller under uddannelse på et tidspunkt beliggende mellem ansøgningstidspunktet og det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om at tilbyde barnet en plads i et dagtilbud.

Stk. 3 Beslutning efter stk. 1 har tidligst gyldighed, 1 måned efter at kommunalbestyrelsen har varslet privatinstitutioner samt selvejende og udliciterede daginstitutioner med optagelseskompetence, jf. § 26, stk. 2, om ordningen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at ophæve ordningen efter stk. 1.

Stk. 4 Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal forældre, som ansøger om optagelse til en plads i et dagtilbud, i tilknytning til ansøgningen skriftligt afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne efter stk. 1 er opfyldt, hvis barnet har bopæl i det udsatte boligområde.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at erklæring efter stk. 4 skal afgives på en blanket udformet efter kommunalbestyrelsens forskrifter eller stillet til rådighed af denne.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at

  • 1) privatinstitutioner samt selvejende og udliciterede daginstitutioner med optagelseskompetence, jf. § 26, stk. 2, giver kommunalbestyrelsen adgang til erklæringer omfattet af stk. 4,

  • 2) forældre giver relevant dokumentation for rigtigheden af de oplysninger, de har afgivet erklæring om efter stk. 4, jf. dog, stk. 7, og

  • 3) myndigheder, arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner m.v. videregiver oplysninger, som er relevante for kommunalbestyrelsens vurdering af rigtigheden af de oplysninger, der er afgivet erklæring om efter stk. 4, jf. dog stk. 7.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen kan i indkomstregisteret indhente oplysninger, som er relevante for kommunalbestyrelsens vurdering af rigtigheden af de oplysninger, der er afgivet erklæring om efter stk. 4.

Stk. 8 Kommunalbestyrelsen offentliggør beslutninger efter stk. 1 og 5.