Dagtilbudsloven § 23

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 11. august 2025

Optagelse og pasningsgaranti i opholdskommunen
§ 23

Alle børn har adgang til at blive optaget i et dagtilbud indtil skolestart, som er det tidspunkt, hvor barnet enten begynder i fritidshjem eller skolefritidsordning (SFO) forud for undervisningsstart, påbegynder hjemmeundervisning eller starter i børnehaveklasse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal på alle hverdage med undtagelse af den 5. juni og den 24. december tilbyde forældre pasningsgaranti i dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Pasningsgarantien indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at anvise plads i et alderssvarende dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3, dog ikke dagtilbud, hvor hovedsproget efter kommunalbestyrelsens beslutning, jf. § 22 a, stk. 2, er engelsk, tysk eller fransk, til alle børn i aldersgruppen over 26 uger og indtil barnets skolestart. Ønsker forældrene en plads i umiddelbar forlængelse af de 26 uger, har kommunalbestyrelsen en frist på yderligere 4 uger til at tilbyde en plads.

Stk. 4 Ønsker kommunalbestyrelsen som led i opfyldelsen af pasningsgarantien efter stk. 2 og 3 at anvise børn, som har bopæl uden for udsatte boligområder og boligområder omfattet af § 26 c, stk. 1, plads i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution eller enhed heri, der er beliggende i et boligområde, der optræder på listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a i lov om almene boliger m.v., eller et boligområde omfattet af § 26 c, stk. 1, skal barnet ligeledes tilbydes en plads i et andet dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 eller 3, som ikke er beliggende i et udsat boligområde eller et boligområde omfattet af § 26 c, stk. 1. I det første år, hvor et boligområde optræder på listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a i lov om almene boliger m.v., gælder 1. pkt. fra den 1. maj i det følgende kalenderår.