Cityringloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af cityringloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en Cityring

Lov nr. 552 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1939 af 30. september 2021,
som ændret ved lov nr. 560 af 27. maj 2025

Kapitel 1 1 Projektering, anlæg og drift
§ 1

Transportministeren bemyndiges til at træffe dispositioner i henhold til denne lov til projektering og anlæg af en Cityring som en metro.

§ 2

Metroselskabet I/S forestår projektering, anlæg og drift af en Cityring.

§ 3

Transportministeren fastsætter regler om placering og udformning af stationer, kontrol- og vedligeholdelsescenter samt skakte m.m.

Stk. 2 Kort over Cityringens linjeføring og placering af stationer samt kontrol- og vedligeholdelsescenter fremgår af bilag 1. Den endelige linjeføring og udformning og placering af stationer, kontrol- og vedligeholdelsescenter, skakte m.m. fastlægges efter godkendelse af transportministeren, jf. § 4, i kommuneplanlægningen for Cityringen på grundlag af transportministerens regler efter stk. 1.

Stk. 3 Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune forestår i fællesskab udarbejdelse af VVM-redegørelse, herunder høring og eventuel miljøvurdering, for hele Cityringen, jf. dog stk. 6 og 7.

Stk. 4 Senest som led i VVM-proceduren efter stk. 3 kan der træffes beslutning om udførelse af supplerende adgangsveje for stationer, udførelse af forberedelser til afgreninger mod stationer uden for Cityringen eller andre væsentlige ændringer, jf. § 6, stk. 1 og 2, der skal omfattes af en VVM-procedure.

Stk. 5 Mindre ændringer, der ikke er nødvendige for Cityringens projektering, anlæg og drift, og som Københavns og Frederiksberg Kommuner samt staten har mulighed for at vælge efter § 6, stk. 1, og som kan gennemføres uden VVM-procedure og uden i øvrigt at medføre væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for Cityringen, kan besluttes, mod at udgiften betales i overensstemmelse med reglen i § 6, stk. 1.

Stk. 6 Ved ændringer i anlægget af Cityringen, der kan være til skade for miljøet, afgør transportministeren, om der skal udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse og eventuelt en miljøvurdering. Transportministeren forestår udarbejdelsen af VVM-redegørelsen og miljøvurderingen og foretager offentliggørelse med henblik på høring af offentligheden og berørte myndigheder.

Stk. 7 Transportministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af VVM-redegørelsen og miljøvurderingen.