Bygningsenergispareloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af bygningsenergispareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremme af energibesparelser i bygninger

Lov nr. 585 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1923 af 8. oktober 2021,
som ændret ved lov nr. 673 af 11. juni 2024 og lov nr. 468 af 14. maj 2025

Kapitel 11 1 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 33

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Ministeren kan herunder fastsætte, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2 Lov nr. 485 af 12. juni 1996 om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger ophæves den 1. januar 2006.

Stk. 3 Regler, der er fastsat i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 34

(Udelades).

§ 35

Ved salg af en bygning eller en ejerlejlighed, jf. § 6, erstatter en energimærkning, der er udarbejdet og gyldig i henhold til lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger og bekendtgørelse nr. 789 af 19. september 2002 om energimærkning m.v. i bygninger, energimærkningen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om forlængelse af gyldigheden af energimærker, der er udarbejdet i henhold til lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger og bekendtgørelse nr. 789 af 19. september 2002 om energimærkning m.v. i bygninger.

§§ 36-39

(Udelades).

§ 40

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.