Bilag 1

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Betingelser for aktiers officielle notering)

  • Bilag 2 (Betingelser for obligationers officielle notering)

Betingelser for aktiers officielle notering
Bilag 1

1. Betingelser vedrørende det selskab, hvis aktier er genstand for ansøgning om officiel notering

1.1. Selskabets retlige stilling

Selskabets retlige stilling skal være i overensstemmelse med de for selskabet gældende retsforskrifter med hensyn til såvel dets stiftelse som til dets vedtægtsmæssige virksomhed.

1.2. Selskabets hidtidige beståen

Selskabet skal i overensstemmelse med den nationale lovgivning have offentliggjort eller indsendt sine regnskaber for de tre seneste regnskabsår forud for ansøgningen om officiel notering.

Finanstilsynet kan dispensere fra denne betingelse, hvis dette er ønskeligt af hensyn til selskabet eller investorerne, og Finanstilsynet skønner, at investorerne råder over de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan danne sig et velbegrundet skøn over selskabet og de aktier, der søges officielt noteret.

2. Betingelser vedrørende de aktier, der er genstand for ansøgning om officiel notering

2.1. Aktiernes retlige stilling

Aktiernes retlige stilling skal være i overensstemmelse med de for aktier gældende retsforskrifter.

2.2. Aktiernes omsættelighed

Aktierne skal være frit omsættelige.

Finanstilsynet kan sidestille ikke fuldt indbetalte aktier med frit omsættelige aktier, når der er truffet afgørelse om, at disse aktiers omsættelighed ikke begrænses, og når transaktionernes gennemskuelighed er sikret ved en tilstrækkelig information til offentligheden.

Hvad angår officiel notering af aktier, hvis erhvervelse er undergivet godkendelse, kan Finanstilsynet kun fravige bestemmelserne i første afsnit, hvis benyttelse af godkendelsesklausulen ikke vil kunne medføre markedsforstyrrelser.

2.3. Offentlig udstedelse forud for officiel notering

I tilfælde af offentlig udstedelse forud for officiel notering skal den periode, hvori der kan afgives tegningsordrer, være afsluttet før den første notering.

2.4. Aktiernes spredning

En tilstrækkelig spredning af aktierne i offentligheden i en eller flere lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal være sket senest på optagelsestidspunktet.

Denne betingelse finder ikke anvendelse, når spredningen af aktierne i offentligheden skal ske over det regulerede marked. I så fald kan der kun træffes afgørelse om officiel notering, hvis Finanstilsynet skønner, at en tilstrækkelig spredning i løbet af kort tid vil være opnået over det regulerede marked.

I tilfælde af ansøgning om officiel notering af en supplerende aktiepost af samme klasse, kan Finanstilsynet skønne, om aktiernes spredning i offentligheden er tilstrækkelig i forhold til samtlige udstedte aktier og ikke kun i forhold til denne supplerende post.

Noteres aktierne officielt i et eller flere lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan Finanstilsynet uanset bestemmelserne i første afsnit lade aktierne officielt notere, når en tilstrækkelig spredning i offentligheden har fundet sted i de pågældende lande, hvor de er officielt noteret.

En tilstrækkelig spredning anses at foreligge, når de aktier, der er genstand for optagelsesansøgningen, er fordelt i offentligheden med mindst 25 % af den tegnede aktiekapital, som dækkes af den pågældende aktieklasse, eller når markedets normale funktion på grund af et betydeligt antal aktier i samme klasse og deres store spredning i offentligheden er sikret med en lavere procent.

2.5. Officiel notering af aktier af samme klasse

Ansøgningen om officiel notering skal omfatte alle de aktier af samme klasse, der allerede er udstedt.

Finanstilsynet kan dog bestemme, at denne betingelse ikke finder anvendelse for så vidt angår ansøgninger, som ikke omfatter alle de aktier af samme klasse, der allerede er udstedt. Dette kan ske, når de aktier af denne klasse, der ikke søges optaget, enten udgør en del af de aktieposter, som skal opretholde kontrollen med selskabet, eller ikke er omsættelige i en bestemt periode i medfør af aftaler. Det er dog en betingelse at offentligheden oplyses om nævnte forhold, og at disse ikke kan være til skade for ihændehaverne af de aktier, der søges officielt noteret.

2.6. Aktiernes ydre udformning

Ved officiel notering af aktier udstedt af selskaber, der er hjemmehørende i et andet land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som er genstand for en ydre udformning, er det nødvendigt og tilstrækkeligt, at denne svarer til de gældende regler i det pågældende land.

Den ydre udformning af aktier udstedt af selskaber, der er hjemmehørende i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal stille garantier, der er tilstrækkelige for beskyttelsen af investor.

2.7. Aktier udstedt af selskaber i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionenikke har indgået aftale med på det finansielle område

Hvis aktier udstedt af et selskab, der er hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, ikke noteres officielt i hjemlandet eller i det land, hvor de har den største udbredelse, kan de kun noteres officielt, hvis Finanstilsynet skønner, at den manglende officielle notering i hjemlandet eller i det land, hvor de har den største udbredelse, ikke skyldes nødvendigheden af at beskytte investorerne.