Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 36

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 741 af 17. juni 2024, bekendtgørelse nr. 1087 af 10. oktober 2024 og bekendtgørelse nr. 491 af 15. maj 2025

Registreringsattest
§ 36

Som registreringsattest betegnes et dokument, der er udstedt af den kompetente myndighed i den pågældende stat, Færøerne eller Grønland som bevis for, at køretøjet er registreret.

Stk. 2 Registreringsattesten for et påhængskøretøj kan bestå i, at påhængskøretøjet er anført i registreringsattesten for det trækkende køretøj.

Stk. 3 For køretøjer, der er registreret i en EU/EØS-stat, gælder Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for motorkøretøjer.

Stk. 4 Er køretøjet ikke registreret i en EU/EØS-stat, skal registreringsattesten være skrevet med latinske bogstaver eller arabiske tal og som minimum oplyse om:

  • 1) Køretøjets registreringsnummer, mærke, stelnummer, datoen for første registrering eller produktionsåret samt navn og adresse på attestens indehaver.

  • 2) Attestens gyldighedstid, hvis attesten er tidsbegrænset.

  • 3) Køretøjets tilladte totalvægt, hvis køretøjet er beregnet til godstransport og registreret i en stat, der har ratificeret Wienerkonventionen.

Stk. 5 For køretøjer, der ikke er registreret i en EU/EØS-stat, ligestilles et kørecertifikat, der er udstedt i henhold til den internationale konvention af 24. april 1926 om kørsel med motorkøretøjer, med en registreringsattest, såfremt certifikatet er udstedt inden for det seneste år.

Stk. 6 Registreringsattesten eller kørecertifikatet skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen. Er køretøjet registreret i en EU/EØS-stat, og består registreringsattesten af to dele, skal alene Del I medbringes.

Stk. 7 Bestemmelserne i stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på køretøjer som nævnt i § 35, stk. 6.

Stk. 8 Ved kørsel med korttidsnummerplader/-mærker eller commercial number plates (prøveskilte), jf. § 1, stk. 6, 2. pkt., skal tilladelsen til brug af pladerne/mærkerne medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen.