Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. § 19

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 854 af 25. juni 2024, bekendtgørelse nr. 31 af 15. januar 2025 og bekendtgørelse nr. 1335 af 14. november 2025

Kontroller
§ 19

Direktionen skal sikre, at der foretages kontrol af alle væsentlige risikobehæftede opgaver, herunder af

  • 1) overholdelse af samtlige grænser fastsat af bestyrelsen i henhold til § 7, stk. 1, nr. 1, i de retningslinjer, som bestyrelsen har givet til direktionen, og grænser i lovgivningen,

  • 2) overholdelse af videregivne beføjelser,

  • 3) dispositioner, hvor virksomheden handler i henhold til fuldmagt fra kunder eller modparter, og hvor virksomheden har forpligtet sig til at overholde grænser for risici, herunder placeringsgrænser,

  • 4) dispositioner, hvor virksomheden har forpligtet sig til at overholde grænser for risici aftalt med modparter, for eksempel i rammeaftaler om handel med finansielle instrumenter,

  • 5) indsamling og behandling af data, som virksomheden anvender som grundlag for at vurdere risici og træffe forretningsmæssige beslutninger, og

  • 6) andre opgaver, som af anden årsag kan medføre væsentlige økonomiske eller andre væsentlige risici for virksomheden, herunder disponering af virksomhedens konti og opgaver i forbindelse med fremskaffelse eller udarbejdelse af grundlag for regnskab og fastsættelse af virksomhedens individuelle solvensbehov.

Stk. 2 Kontrol skal udføres af en anden enhed end den, der har udført opgaven, jf. § 11, stk. 1, medmindre kontrollen har karakter af afstemning, overvågning af om forretningsgange overholdes, fejlfinding eller lignende, og kontrollen i det konkrete tilfælde er betryggende.

Stk. 3 Kontroller omfattet af stk. 1 skal foretages med passende intervaller, afhængigt af virksomhedens størrelse, den enkelte risikos væsentlighed og størrelse set i forhold til virksomhedens forretningsmodel, aktivitetsområde, kompleksiteten af de pågældende risici og virksomhedens kapitalforhold. Kontrollerne skal, hvor der løbende sker dispositioner hen over dagen, omfatte overholdelse af grænser intra-dag. Intra-dag kontroller kan, hvor dette er betryggende, foretages på stikprøvebasis.

Stk. 4 Virksomheden skal have passende overvågning af, at administrative opgaver udføres på en betryggende og ensartet måde, og at forretningsgange m.v. bliver overholdt.