Nævnet behandler klager over, at en praktiserende landinspektør eller en landinspektørassistent med beskikkelse ved udøvelsen af sin virksomhed har tilsidesat de pligter, som vedkommendes stilling medfører, jf. § 9 a, stk. 1, i lov om landinspektørvirksomhed. Nævnet behandler ligeledes tilsvarende klager over landinspektørselskaber og personer og selskaber, som er etableret i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv, og som midlertidigt og lejlighedsvis udfører matrikulære arbejder i medfør af § 4, stk. 2, i lov om landinspektørvirksomhed.
Stk. 2 Nævnet kan endvidere behandle klager over landinspektører, der med tilladelse fra miljøministeren i henhold til § 4, stk. 7 eller 9, i lov om landinspektørvirksomhed udfører matrikulære arbejder, jf. lovens § 14.
Stk. 3 Nævnet kan afvise at realitetsbehandle klager, som anses for åbenbart grundløse.
Stk. 4 Klage skal indgives senest 1 år efter, at klageren blev bekendt med det forhold, som klagen vedrører, jf. § 9 a, stk. 2, i lov om landinspektørvirksomhed. Landinspektørnævnet kan dog behandle en klage, der indgives senere, når omstændighederne taler derfor.