Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse chauffører i vejtransport § 15

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 412 af 25. april 2025

§ 15

En chauffør kan erhverve grundlæggende kvalifikationer ved at deltage i en intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse ved et godkendt uddannelsescenter.

Stk. 2 Den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse skal som minimum omfatte samtlige af de emner, som fremgår af bilag 1.

Stk. 3 Den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse skal have en varighed på mindst 140 timer, herunder mindst 10 individuelle køretimer i et køretøj af den pågældende kategori, som uddannelsen omhandler, og 11 lektioners undervisning i førstehjælp. Der må ikke ske en reduktion af antallet af timer på baggrund af en individuel kompetencevurdering, jf. dog § 16, stk. 3.

Stk. 4 Den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse skal afsluttes med en skriftlig prøve, jf. § 20, stk. 1.

Stk. 5 En chauffør, der skal udføre godstransport, skal tillige gennemføre en praktisk prøve i lastsikring, jf. § 20, stk. 2.

Stk. 6 Bestås prøven i stk. 4, og prøven i stk. 5 for en chauffør, der skal udføre godskørsel, kan chaufføren ansøge om udstedelse af et chaufføruddannelsesbevis, jf. § 25, for gennemført intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse.

Stk. 7 Uddannelsescentret skal, før påbegyndelsen af en chaufførs uddannelse, udarbejde en lektionsplan over uddannelsesforløbet. Underviseren og chaufføren skal straks efter afslutningen af hver lektion i planen med deres underskrifter bekræfte, at der er undervist i det pågældende emne, herunder bekræfte datoen for afslutning af emnet og den faktisk anvendte tid. Oversigten skal opbevares af det godkendte uddannelsescenter i mindst 2 år efter afslutningen af uddannelsesperioden.