Kapitel 7 Uddannelsescentre
Uddannelsesaktivitet i forbindelse med den grundlæggende kvalifikationsprøve, den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse eller efteruddannelse, kan alene drives med godkendelse fra Færdselsstyrelsen.
Stk. 2 En godkendelse efter stk. 1 meddeles skriftlig til et uddannelsescenter, som vurderes at kunne udføre uddannelsesvirksomhed på en sådan måde, at kravene til uddannelserne og prøverne opfyldes. Kravene til et uddannelsescenter følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej (kodifikation).
Stk. 3 Den aktivitet, som et uddannelsescenter er godkendt til at drive, fremgår af godkendelsen.
Stk. 4 Der kan knyttes vilkår til godkendelsen.
En ansøgning om godkendelse efter §§ 35 og 36 kan indsendes til Færdselsstyrelsen ved brug af et ansøgningsskema, som findes på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2 Et uddannelsescenter, der af Børne- og Undervisningsministeriet er godkendt efter lov om erhvervsuddannelser eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser til udbud af henholdsvis erhvervsuddannelser eller arbejdsmarkedsuddannelser, skal anvende et særligt ansøgningsskema.
Uddannelsescenteret har ansvaret for, at underviseren har de nødvendige kvalifikationer.
Stk. 2 Undervisere i de chaufførspecifikke emner, jf. bilag 1, skal
-
1) have eller senest 4 år efter ansættelse have opnået pædagogiske kvalifikationer målrettet undervisning af voksne mindst svarende til niveauet på 1. del af Voksenunderviseruddannelsen, jf. dog stk. 3,
-
2) som minimum have kvalifikationer, som svarer til erhvervsuddannelsesniveauet inden for transportområdet og herudover mindst 3 års relevant og tidssvarende erhvervserfaring inden for transportområdet,
-
3) deltage i relevant efteruddannelse i 3 dage minimum hvert andet år blandt emnerne som fremgår af bilag 1, og
-
4) løbende vedligeholde erhvervserfaringen inden for transportområdet.
Stk. 3 Undervisere på erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser skal opfylde de krav til pædagogiske kvalifikationer, der gælder for undervisere på disse uddannelser.
En underviser, der skal forestå undervisningen som instruktør ved køretimer, skal
-
1) have pædagogisk erfaring,
-
2) have relevant og tidssvarende erfaring som faglært chauffør af køretøjskategorien eller tilsvarende erfaring, f.eks. som kørelærer til tunge erhvervskøretøjer, og
-
3) løbende vedligeholde erhvervserfaringen.
En underviser, der skal arbejde som instruktør ved førstehjælp, skal være registreret hos Dansk Førstehjælpsråd.
En underviser, der skal arbejde som instruktør i brandbekæmpelse, skal have gennemført et anerkendt instruktørkursus i elementær brandbekæmpelse eller have anden formel brandteknisk baggrund.
Øvrige undervisere skal have
-
1) pædagogisk erfaring og
-
2) indgående og aktuel faglig viden og kompetencer inden for det område, vedkommende underviser i.
Uddannelsescentret har ansvaret for, at det har tilstrækkeligt udstyr til rådighed, som er relevant og nødvendigt for at sikre varetagelse af den uddannelsesvirksomhed, som uddannelsescentret er godkendt til at drive. Udstyret skal være tidssvarende og afspejle normal standard i branchen.
Uddannelsescentret kan på dele af uddannelsen anvende IKT-værktøjer som e-læring. Anvendes IKT-værktøjer, skal der sikres en pålidelig brugeridentifikation og passende kontrolforanstaltninger. Fjernundervisning kan anvendes til relevante emner og i et begrænset omfang efter forudgående godkendelse hos Færdselsstyrelsen.
Stk. 2 Undervisning med e-læring på efteruddannelsen må højst vare i 12 timer.
Færdselsstyrelsen fører tilsyn med uddannelsescentre godkendt i henhold til denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Efter anmodning fra Færdselsstyrelsen skal et godkendt uddannelsescenter medvirke til, at de dertil bemyndigede personer overværer undervisningen og besigtiger centeret samt de dertilhørende lokaler med henblik på vurdering af centerets arbejdsmetoder og afvikling af undervisning samt prøver.
Stk. 3 Efter anmodning fra Færdselsstyrelsen skal et godkendt uddannelsescenter udlevere dokumenter, som relaterer sig til den godkendte aktivitet, og bistå ved tilsynet.
Et godkendt uddannelsescenter er forpligtet til at underrette Færdselsstyrelsen, hvis der sker ændringer i uddannelsescentrets forhold af betydning for godkendelsen som uddannelsescenter.
Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse udstedt til et uddannelsescenter, hvis
-
1) uddannelsescentret groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for godkendelsen,
-
2) der ikke har været drevet uddannelsesvirksomhed indenfor de seneste 12 måneder, eller
-
3) uddannelsescentret anmoder herom.