Når et medlem oplyser, at pågældende overvejer at rejse til udlandet, herunder Grønland og Færøerne, for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen vejlede om, hvilken betydning det kan have for medlemskabet af den danske a-kasse og for retten til dagpenge og efterløn.
Stk. 2 Medlemmet skal konkret vejledes om reglerne i kapitel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Stk. 3 Ved genoptagelse i en dansk a-kasse efter ophold i et andet EØS-land, i Schweiz eller på Færøerne og Storbritannien skal a-kassen vejlede om muligheden for at efterbetale efterlønsbidragene for forsikringsperioden i det andet land, hvis medlemmet har mulighed for at opnå ret til efterløn.