Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning § 24

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

§ 24

Anvendelse af belyste eller retroreflekterende færdselstavler må ikke ske på en sådan måde, at en færdselstavle vanskeliggør opfattelsen af andre færdselstavler. Særligt skal tavler, som angiver ubetinget vigepligt, være mindst lige så stærkt belyst eller retroreflekterende som andre tavler i umiddelbar nærhed.

Stk. 2 Tavler opsat på samme stander skal have samme type refleksmateriale. Dette gælder dog ikke for N 42 opsat under D 15 eller rutenumre opsat under B 16.

Stk. 3 På alle ubelyste tavler, der opstilles på motorveje, skal der anvendes materialetype 4. Dette gælder dog ikke N 42, O 41, O 43 og O 44.

Stk. 4 Materialetype 4 anvendes på følgende tavler opstillet på almindelige veje: A 22, A 72, A 73, A 92, B 13, C 11,1, C 11,2, C 12, C 19, C 42, D 11, D 15, D 16, E 11, E 42-45 og P 11 samt E 17 Fodgængerfelt, når den er udefra belyst.

Stk. 5 På øvrige retroreflekterende tavler skal der anvendes materialetype 3. Materialetype 2 kan dog anvendes på ubelyste tavler opsat alene for trafikanter på stier.

Stk. 6 Til retroreflekterende overflader på N 41 anvendes mindst materialetype 4, jf. kravene i bilag 1.

Stk. 7 For Z 72,2 skal baggrundspladen være trekantet med sidelængde på 110 cm. Pladens forside skal være mørkeblå og udføres i materialetype 2. Pladens yderste kant består af et 3 cm bredt rødt bånd og et 6 cm hvidt reflekterende bånd. Begge bånd skal udføres i materialetype 3.

Stk. 8 Den i stk. 7 nævnte baggrundsplade kan udføres i reduceret størrelse med en sidelængde på ca. 85 cm. Pladens forside skal være mørkeblå og udføres i materialetype 2. Pladens yderste kant består af et 2,5 cm bredt rødt bånd og et 5 cm hvidt reflekterende bånd. Begge bånd skal være i materialetype 3. Den reducerede baggrundsplade kan anvendes i stikrydsninger med jernbanen eller, hvor pladsforholdene på vejarealet i øvrigt nødvendiggør anvendelse af en reduceret baggrundsplade.